Analyse af 
Kim Rosenkilde

Frederiksens værdikamp om velfærd bliver delikat balance mellem frihed og forringelser

Med en flertalsregering er der nye rammer for reformer af velfærden. De tre regeringspartier er enige om at ville spare penge og sætte fri, men ikke om, hvem der skal sættes fri og hvordan. Og i mødet med virkeligheden kan frihed til nogle opleves som forringelser for andre.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte i sidste uge til værdikamp om velfærden. Men retorikken kan vise sig som et velfærdspolitisk blålys, når den skal omsættes til virkelighed.<br>
Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte i sidste uge til værdikamp om velfærden. Men retorikken kan vise sig som et velfærdspolitisk blålys, når den skal omsættes til virkelighed.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Krig og klimakamp begrænser ressourcerne til kommunal velfærd. Samtidig er samfundet ramt af fem forskellige ’megatendenser’, der samlet set truer med at trække tæppet væk under vores universelle velfærdsmodel.

Derfor er der behov for forandring, og den forandring skal primært bygge på en større grad af frisættelse af den måde, den offentlige velfærd leveres.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte statsminister Mette Frederiksens (S) ræsonnement bag regeringens ambition om at gennemføre den største frisættelse af den offentlige sektor i ”velfærdssamfundets historie”.

I sin tale ved KL’s kommunalpolitiske topmøde i sidste uge trådte hun endnu et skridt op ad den retoriske stige ved at udråbe en ny ”værdikamp” om velfærdspolitikken. En værdikamp med fokus på ’medborgerskab’, ’personligt ansvar’ og overgangen fra ’velfærdsstat til velfærdssamfund’.

Det er almindelig politisk kommunikation at udpege problemer eller kriser, som skal løses, for så at opbygge en fortælling om, hvordan det skal gøres.

Fakta

Mette Frederiksens fem megatendenser

De fem kritiske megatendenser som statsministeren udpeger til en eksistentiel trussel mod den danske velfærdsmodel handler om:  

  1. Den demografiske udvikling med flere ældre og børn
  2. Rekrutteringsvanskeligheder i den offentlige sektor
  3. Et voksende bureaukrati i ikke mindst kommunerne
  4. Indvandring og fejlslagen integration som truer sammenhængskraften
  5. Borgernes forventninges stiger hurtigere, end velfærden kan følge med
 
De fleste kan hurtigt blive enige om, at kombinationen af et stigende antal børn og ældre og rekrutteringsproblemer stiller den lokale velfærd over for presserende udfordringer, i hvert fald når det kommer til ældreplejen. Det samme gælder i mindst lige så høj grad i sundhedsvæsnet.

Om det ligefrem truer velfærdssamfundet som sådan, er dog ikke nødvendigvis givet. Det samme kan man sige om Mette Frederiksens tre øvrige 'megatendenser' hver for sig og alle de fem punkter samlet set.

Men ved at stille sin diagnose får Mette Frederiksen etableret et grundlag for at ordinere en bestemt politisk kur.

Kuren

Når regeringen har gjort frisættelse af den offentlige sektor til en vigtig del af kittet i regeringsgrundlaget, så kan det være relevant at spørge: Hvis frisættelse er svaret, hvad er så egentlig problemet?

For statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet handler det som beskrevet om selve den universelle velfærdsmodels overlevelse.

For Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne er betoningen en lidt anden. Her tales der også om en fremtidssikring af velfærden.

Primært ud fra en præmis om at undgå en fremtid, hvor der er for stor forskel på den service, alle kan få i de offentlige tilbud, og den service som folk med opsparinger og forsikringsordninger kan købe sig til. Det rimer på den socialdemokratiske fortælling, men den konkrete politiske kur adskiller sig.

For Løkke og kompagni handler det i høj grad om at omlægge driften af velfærdsinstitutionerne, så borgerne og brugerne får større indflydelse, og om at udbrede opsparingsordninger til dem, der endnu ikke har.

Læs også

Ikke mindst Venstre, men også Løkke, fokuserer på borgernes frie valg, og en udvidelse af dette indgår som en central del af regeringens frisættelsesprogram.

På tværs af de tre partier er der måske nok enighed om, hvad den offentlige sektor skal sættes fri fra – ’unødvendige’ regler og bureaukrati. Og at frisættelse også skal bruges til at skaffe ekstra økonomisk råderum.

Men det er mindre klart, om det er medarbejderne, institutionerne eller borgerne, der først og fremmest skal sættes fri. At finde fælles fodslag om det, kan tage tid. Og selv om regeringen stadig er under 100 dage gammel, så kan tid hurtigt blive en mangelvare.

I hvert fald hvis man også har tænkt sig den åbne og inddragende proces med ikke mindst kommunerne, som Mette Frederiksen også lagde op til på KL-topmødet i Aalborg.

Intentionen

Uanset den ideologiske indpakning og de forskellige former for frisættelse, så lægger regeringen ikke skjul på, at frihed i høj grad også skal ses som en løsning på den offentlige sektors knappe ressourcer.

Når der både skal bruges økonomisk råderum på mere militær, højere lønninger til offentligt ansatte, skattelettelser og grøn omstilling – ja så er der jo ikke så meget tilbage til den offentlige velfærd. Samtidig er der rekrutteringsproblemerne.

Det får skeptiske stemmer i partier som SF og Enhedslisten samt faglige organisationer til at frygte, at frisættelsen i virkeligheden er en sparedagsorden. Og at betoningen af mere fagligt ansvar til ledere og medarbejdere bliver en eufemisme for at skubbe upopulære økonomiske prioriteringer ned ad i systemet.

Også borgmestre og lokalpolitikere fra regeringens egne baglande bærer rundt på en bekymring for, at det kan blive virkeligheden.

Læs også

Ser man på de hidtidige erfaringer med den tidligere S-regeringens frikommuneforsøg, de såkaldte velfærdsaftaler, så kan de både give næring til optimisterne og skeptikerne.

Erfaringerne

På den ene side berettes der på tværs af de syv forsøgskommuner om varierende grader af forandringer, som kan give mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne. Samtidig fortæller medarbejdere om større arbejdsglæde.

På den anden side er det begrænset, hvad frisættelsen af dagtilbud og ældreplejen har ført til af forandring. Daginstitutioner har i forvejen stor frihed og ældreplejen har svære og komplekse opgaver, som er bundet ind i en lang række ofte fagligt fornuftige regler.

På folkeskoleområdet har forsøgene reelt betydet væsentlige ændringer i praksis på en række skoler, til glæde for i hvert fald lærerne. Men også her melder der sig nu forældre på banen, som oplever, at frisættelsen også bliver brugt til at gennemføre forringelser.

Sidste år blev der indgået en bred politisk aftale om at udbrede velfærdsaftalerne til resten af landet. Men regeringen er endnu ikke blevet enig med sig selv, om og i givet fald hvordan det vil skulle ske.

Også det kan tyde på, at uenighed internt i regeringen kan tage tempo ud af de store ambitioner.

Konsekvenserne

Med velfærdsaftalerne lykkedes det bemærkelsesværdigt nok at samle relativ bred opbakning til nogle forsøg, der satte en række lovfæstede rettigheder til ikke mindst ældre borgere ud af kraft. Og de facto afskar de ældre fra en reel behandling af eventuelle klager.

Der var selvfølgelig partier, som ikke ville bøje af på udvalgte politiske kæpheste som minimumsnormeringer og frit-valgs-krav.

Men ånden i forsøgene indebar en reel omkalfatring af måden, der tænkes og arbejdes med rettigheder og retssikkerhed i forhold til velfærdsydelser. Og den brede politiske opbakning indikerer en parathed på Christiansborg til at gå nye veje.

Den vej ønsker Mette Frederiksen at fortsætte ud ad. Samme toner har ældreminister Mette Kierkgaard (M) slået an i et interview med Altinget.

Forholdet mellem rettigheder og ressourcer er et fast punkt i de løbende diskussioner mellem stat og kommuner. De seneste efterhånden mange år med særlig stor opmærksomhed på det specialiserede socialområde.

Tilpasning

Udgifterne til borgere med psykisk sygdom og handicap stiger, og kommunerne mener ikke, at de bliver kompenseret i et omfang, som gør det muligt for dem at leve op til borgernes lovfæstede rettigheder.

Tidligere regeringer har forsøgt at komme kommunerne i møde ved at love at gøre borgernes rettigheder mere ’fleksible’, så det bliver lettere at styre økonomien på området. Men det er endnu ikke lykkedes at få samlet flertal i Folketinget for den øvelse.

Mette Frederiksen fremhævede selv det specialiserede socialområde og de stigende udgifter i sin tale i Aalborg.

Læs også

Ved et efterfølgende pressemøde sagde hun direkte, at hun er parat til – mere generelt – at nedtone centrale velfærdsrettigheder til fordel for større frihed til forskellighed i servicen til borgerne.

Fra KL’s side har man ikke de store forhåbninger til, at man får økonomi til at matche borgernes rettigheder på det specialiserede socialområde.

I stedet håber man, at en flertalsregering kan lykkes med det, som tidligere regeringer er fejlet med – at få rettighederne til at matche økonomien.

Næste skridt

Det var ikke kun med bemærkningerne om det specialiserede socialområde, at statsminister Mette Frederiksen fik koblet sin værdikamp om velfærd til at et centralt tema ved de kommende økonomiforhandlinger.

Det skete også med en invitationen til kommuner og regioner om at deltage i et nyt ’samarbejdsprogram’ for at indfri regeringens ambition om at spare tre milliarder på offentlig administration de kommende år.

Ind til nu har budskabet fra finansminister Nicolai Wammen (S) ellers været, at det må være op til kommunerne selv, hvordan de vil finde de administrative besparelser.

Alt efter temperament kan man så sidde tilbage i det kommunale bagland og enten glæde sig over, at regeringen nu indikerer at ville tage et medansvar for at frigøre milliarderne, eller græmmes over, at kommunerne ikke har det store alternativ til at lade sig spænde efter regeringens sparevogn.

De tre milliarder skal ifølge regeringens logik finansiere det bebudede lønløft til endnu ikke udvalgte offentligt ansatte. Det betyder mere konkret, at regeringen har brug for at have én milliard til rådighed allerede i 2024 stigende til tre milliarder i 2030.

Omvendelsen

Hvordan regeringen har tænkt sig at udforme det nye samarbejdsprogram, kom Mette Frederiksen ikke med detaljer om.

En mulig sammenligning kan være det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsbidrag, den tidligere V-regering indførte fra 2018 som afløser for det meget udskældte omprioriteringsbidrag.

Hvert år skar den venstreledede regering på den måde en halv milliard kroner af det kommunale udgiftsloft, som kunne prioriteres til anden side.

Socialdemokratiet lovede op til folketingsvalget i 2019 at afskaffe bidraget med henvisning til, at det var en spareøvelse, der ”udhulede” velfærden.

Det viser noget om den svære balancegang, Mette Frederiksen har kastet sig ud i, når en tilsvarende øvelse nu skal indgå som en del af en socialdemokratisk værdikamp for at fremtidssikre velfærden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00