Har nogen overvejet, om unge med god grund fravælger eux og eud?

Kun sjældent baserer forklaringerne sig på, hvad de unge selv giver som grund, og det nævnes sjældent som mulighed, at de unge måske faktisk tager et reflekteret valg.

Jeg har for nylig forladt gymnasiesektoren for et nyt arbejdsliv i en helt anden sektor. Det har givet mig luft til at se den aktuelle debat udefra, og det får mig til at stille et par spørgsmål:

Hvorfor spørger vi ikke de unge, om de er enige i de gængse årsagsforklaringer på deres valg? Kunne der være andre forklaringer, når søgetallene år efter år er stabile?

Når vi nu ved, at læreren er en afgørende faktor for succes med uddannelse, kunne det så være, at eud-lærernes vilkår og uddannelse kunne blive bedre? Kunne skolekulturer på tværs lære noget af hinanden?

Debatten suppleres desværre af og til med ærgerlige indbyrdes beskyldninger om strandhugst fra aktørerne

Birgitte Vedersø

Kunne det være, at de unge ikke bare fravælger erhvervsuddannelserne, men faktisk også tilvælger de gymnasiale uddannelser, fordi de har gode lærere, et godt miljø og gode resultater?

Kunne det lige så vel være, at de unge, der ikke trives i gymnasiet – og det er oftest dem med de svageste indgangsforudsætninger – har brug for en anden type af uddannelse, som ikke findes for nuværende?

Eux er blevet nævnt som løsningen på den svage søgning til eud, men oplever fortsat ikke en stor søgning og er meget presset på tid. Har eux brug for mere tid og måske bedre rammer?

Har de unge de facto indført 12 års skolegang ad bagdøren – og er det i virkeligheden ikke meget klogt? Er erhvervsuddannelserne i virkeligheden bedre tjent med (primært) at være videregående uddannelser?

Der er ingen enkle svar, og vi trænger til at tænke hele problemfeltet om. Vi har i dag en helt forudsigelig og efterhånden træt debat med mange års søgetals-skuffelser som klangbund.

Debatten suppleres desværre af og til også med ærgerlige indbyrdes beskyldninger om strandhugst fra aktørerne. Der er behov for at slippe automatreaktionerne og tilføre nye vitaminer i debatten med blik for, hvad de unge har brug for – og hvordan vi samtidig kan imødekomme det legitime krav om at uddanne også til samfundets og samtidens behov.

Hvad ville vi gøre, hvis vi skulle bygge et ungdomsuddannelsessystem op fra grunden i dag? Hvordan ville vi i alle uddannelser for eksempel vægte den digitale og teknologiske virkelighed, der vil være et grundvilkår i resten af den unges liv, både privat og arbejdsmæssigt?

Hvad med behovet for at tænke klimakrisen og grøn omstilling ind i alle uddannelser? Hvordan ville vi balancere teori og praksis med den viden, vi i dag har om, hvordan man lærer forskelligt? Hvordan ville vi adressere unges behov for tryghed, trivsel og gode, diverse og inkluderende fællesskaber for alle?

Vi har i dag en helt forudsigelig og efterhånden træt debat

Birgitte Vedersø

Kan man lave forsøg, der tænker forhold som disse forfra, og som samtidig er nænsomme med ikke at smide barnet ud med badevandet og sikre alt det gode fra de eksisterende ungdomsuddannelser?

Jeg kan allerede høre mange blive ganske trætte ved tanken om et ungdomsuddannelsessystem tænkt forfra.

Er en reform virkelig det, vi har allermest brug for? Har vi ikke set tilstrækkeligt med fejlslagne reformer? Har Sigge Winther ikke vist os, at store reformer "ved fordøren" fejler?  Jo, her er åbenlyst en risiko. Men det sidste mange års næsten rituelle årlige begrædelse af søgetallene taler sit tydelige sprog.

Måske vores undervisningsminister kunne vise Sigge Winther og alle os andre, at han kan gøre det anderledes og klogere. Kunne man begynde med et forsøgsprogram, hvor vi slipper rammerne løs og høster erfaringer med uddannelse på tværs med det bedste fra både den gymnasiale og fra erhvervsuddannelsernes verden?

Og måske endda medtænker sammenhængen på langs i systemet også? Tænk, hvis vi turde.