Konsulent og leder: Vi skal have en politik for skolevægring

I forrige uge udgav Børns Vilkår og Egmontfonden en undersøgelse, der viser, at lærerne i folkeskolen mangler tid, redskaber og støtte til at håndtere skolevægring, og hver tredje lærer angiver, at barnet ikke bliver inddraget i egen sag.

Bekymrende skolefravær og skolevægring kan ses som et kontinuum: cirka ti procent har bekymrende højt fravær, og omkring fem procent af alle børn rammes af egentlig skolevægring.

Lærerne peger på hjemmet, hjemmet peger på skolen

Skolevægring skal ses som et fællesskabsanliggende. Skolen, familien og netværket skal trække i samme retning for at lykkes med at skabe trivsel og øget skolegang i barnets liv igen.

Det kan lyde banalt, men er noget af det, der ofte går galt, når skolevægring ikke opdages hurtigt nok eller håndteres forkert.

Børns Vilkårs undersøgelse peger på, at 44 procent af lærerne mener, udfordringer i hjemmet er medvirkende til bekymrende skolefravær, mens langt færre peger på strukturer i skolen. Det er en alt for snæver forståelse

Vi genkender billedet fra rådgivningssager, hvor fællesskabsanliggendet ikke er til stede. Det efterlader forældre og lærere i afmagt, og man rammer et metodeloft, hvor der er risiko for, at man begynder at pege fingre ad hinanden.

Hvorfor udvikler børn skolevægring?

Autisme- og angstdiagnoser er i voldsom vækst i de almene folkeskoleklasser. Vi har ud fra forskning og erfaring identificeret de mest almindelige årsager til, at børn med autisme udvikler skolevægring:

• Utilstrækkelig viden om autisme: Lærere er usikre på, hvordan de skal agere.
• Betydningsfulde overgange og ændringer i livet skaber belastninger.
• Samarbejdsvanskeligheder: Netværket omkring barnet får ikke fordelt ansvaret tydeligt.
• Sen udredning: Barnet er længe i et miljø uden den fornødne kompenserende pædagogik.
• Usikkerhed på tegn på skolevægring; tiltag afprøves uden held, og kompleksiteten øges.

Fem gode råd til skoler og kommuner

1. Lav en skolevægringspolitik

Det er lovpligtigt for landets skoler at lave en mobbepolitik. Vi mener, man på lignende vis bør forpligte skolerne til at forholde sig aktivt til skolefravær ved at lave en skolevægringspolitik.

Skolen bliver nødt til at tage en del af det koordinerende ansvar af forældrenes skuldre, så de kan magte at være forældre.

Gunnar Dehn og Lene Holst Holmgård
Hhv. skolevægringskonsulent og leder af Kursuscenter Sputnik

Politikken kan for eksempel omfatte svar på spørgsmål som: Hvordan forebygger vi skolevægring? Hvordan indhenter vi data om mønstre i fravær? Hvem har ansvaret for at initiere handling? Hvordan vil man inddrage forældre og barnet selv?

2. Afdæk problemet for at finde den rigtige løsning

Det er et langt sejt træk at bryde en skolevægringstilstand. En grundig afdækning af de faktorer, der udløser skolevægring for barnet, er altid det første skridt.

Jo længere tid skolevægringen har stået på, jo længere tid tager det for barnet at komme sig. Jo ældre barnet bliver, jo vanskeligere bliver det desuden at bryde med mønstret.

3. Saml data til tidlig opsporing

Alle skoler registrerer fravær, og undersøgelsen fra Børns Vilkår viser heldigvis, at 82 procent af lærerne allerede bruger denne viden aktivt. Hvis vi registrerer fravær på lektionsniveau, giver det os mulighed for at kigge efter mønstre i fraværet og sammenfatte det med, hvad forældrene registrerer derhjemme, så man får et helt billede.

Er der for eksempel et mønster i, at eleven altid er fraværende onsdag formiddag, når der er idræt? Kan det hænge sammen med støjpåvirkning og sansesensibilitet? Data giver os mulighed for at stille spørgsmål bagom fraværet.

4. Sørg for, at den relevante viden er til stede

Skolevægring er særligt udbredt blandt børn med autisme og/eller angst.

Autisme er en livslang udviklingsforstyrrelse, og der er behov for specialiseret viden hos personalet for at tilrettelægge den rigtige indsats. Det er blandt andet vigtigt, at støtteniveauet fastholdes, og at man arbejder struktureret med at forberede skift.

5. Lyt til forældrene

I mange skolevægringssager er skole-hjem-samarbejdet svært. Vi bliver nødt til at stille os selv og hinanden en række nysgerrige spørgsmål: Har vi lyttet grundigt nok, til hvad forældrene oplever? Har vi husket at inddrage forældrene og barnet i de beslutninger, vi træffer? Er der forskel på, hvordan barnet reagerer derhjemme og i skolen?

I langtrukne sager om skolefravær oplever vi desværre, at forældrene ofte er de eneste gennemgående koordinatorer – mens sagsbehandleren har er overbelastet, PPR-psykologen (pædagogisk-psykologisk rådgivning) har fået nyt job, og læreren er gået på barsel. Skolen bliver nødt til at tage en del af det koordinerende ansvar af forældrenes skuldre, så de kan magte at være forældre.