Lektor: Pædagoguddannelsen prioriterer hverken praksis eller teori
REPLIK: Pædagoguddannelsen er blev så teknisk, at den ikke prioriterer hverken teori eller praksis. I stedet gør den de studerende til beskedne teknikere. Derfor er der brug for en af-teknificering snarere end en af-akademisering, skriver Carsten Pedersen.
Af Carsten Pedersen
Lektor på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole
Centerchef Ulla Voss Gjesing skriver i et indlæg i Altinget 13. november, at "vejen til en bedre pædagoguddannelse går via mindre akademisering og et markant øget fokus på fordybelse i de kreative fag".
Det sidste er jeg ikke uenig i. Det fremgår også af mit indlæg i Altinget 3. november, som Gjesing refererer til. Jeg argumenterer netop for mere praksisrettet, faglig fordybelse - herunder også i de kreative fag.
Blot mener jeg ikke, at perioder med fordybelse i kreative fag eller fagområder udelukker fordybelse i en række andre fag eller fagområder på andre tidspunkter (eller samtidig, hvis der er tale om tværfaglige forløb).
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Formaliseringsgraden er steget
Problemet er imidlertid, som jeg ser det, at 2014-bekendtgørelsen slet ikke opererer med fag eller fagområder. Pædagogik er for eksempel heller ikke et fag i pædagoguddannelsen. Måske deler Gjesing min opfattelse af, at vi mangler fag eller fagområder i pædagoguddannelsen? Det står ikke helt klart for mig ud fra hendes indlæg.
Det står dog helt klart, at Gjesing ønsker sig en mindre akademiseret pædagoguddannelse. Men spørgsmålet er, om ordet akademisering er et rammende udtryk, når det handler om at karakterisere den drejning, pædagoguddannelsen har taget med 2014-bekendtgørelsen?
Pædagoguddannelsen prioriterer hverken praksis eller teori. Pædagoguddannelsen prioriterer målopfyldelse. Og dermed er der snarere sket en 'teknificering' frem for en 'akademisering' af uddannelsen.
Carsten Pedersen
Lektor på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole
Ordet akademisering bruges ifølge Den Danske Ordbog om "det at gøre (unødig) akademisk; det at give et (for) teoretisk og formelt præg".
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at pædagoguddannelsens formaliseringsgrad er steget betydeligt med det virvar af kompetence-, videns- og færdighedsmål, der er spredt ud over uddannelsen.
I et forløb har jeg som underviser langt over 20 forskellige mål, som undervisningen forventes at forholde sig til. Målenes antal og abstrakte karakter kan give selv den bedste underviser og studerende åndenød.
Mulighederne for fordybelse er meget ringe. Og de bliver ikke bedre af, at undervisere stort set forventes at kunne dække samtlige mål i uddannelsen, uanset deres faglige baggrund.
Pædagoguddannelsen prioriterer hverken praksis eller teori
Dertil kommer, at der er indlagt rigtig mange prøver i uddannelsen - herunder praktikprøver - der løbende gør de studerende nervøse for, om de kan leve op til de mange mål. De studerendes helt forståelige optagethed af at kunne vise, at de lever op til målene, spiller så igen ind i undervisningen og giver ringe muligheder for faglig fordybelse.
Korte introducerende tekster og simple modeller er meget udbredte i undervisningen. Tekster om egentlige teorier eller teoretiske positioner af relevans for pædagogers arbejde optræder sjældent.
Så i den betydning, at pædagoguddannelsen har fået et mere formelt præg, kan man måske godt sige, at den er blevet 'akademiseret'. Men ikke i den betydning, at de studerende forventes at fordybe sig i egentlig teori. I den henseende er der snarere sket en af-akademisering sammenlignet med tidligere udgaver af pædagoguddannelsen.
Det er altså ikke min erfaring, at "teori prioriteres over praksis", som Gjersing formulerer det i sit indlæg. Pædagoguddannelsen prioriterer hverken praksis eller teori. Pædagoguddannelsen prioriterer målopfyldelse. Og dermed er der snarere sket en 'teknificering' frem for en 'akademisering' af uddannelsen.
Studerende gøres til beskedne teknikere
Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen har for nylig publiceret en forskningsrapport, der dokumenterer denne tendens til teknificering. I følge de to forskere gør tendensen pædagogstuderende til ’beskedne teknikere’.
Tendensen til teknificering udspringer af 2014-bekendtgørelsen, hvor professionel kompetence opfattes som noget, der ”bygger på anvendelse af teorier og teknikker, som kan udledes af systematisk videnskabelig forskning med henblik på at løse (instrumentelle) problemer i praksis”.
Gennem uddannelsen bliver de studerende på den baggrund stimuleret til at forholde sig ”strategisk, teknisk og pragmatisk, men ikke nødvendigvis systematisk, vidensbaseret eller kritisk”, skriver Togsverd & Rothuizen. Og det er der jo egentlig ikke meget 'akademisering' over.
Togsverd & Rothuizen stiller spørgsmålstegn ved, om pædagoguddannelsen reelt bidrager til, at de studerende får udviklet en professionsfaglig bevidsthed, der gør, ”at de kan tage pædagogisk, etisk og moralsk ansvar for professionsudøvelsen” – eller om de snarere bliver beskedne teknikere, ”der får tingene til at glide, men som ikke for alvor kan deltage i processer, der handler om at undersøge og udvikle den praksis, de selv er en del af".
Uddannelsen skal af-teknificeres
Vi må håbe, at den evaluering af pædagoguddannelsen, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har sat i gang, tager Togsverds & Rothuizens forskningsresultater alvorligt.
Spørgsmålet er ikke, om de pædagogstuderende skal dyrke kreative eller teoretiske fag, og om de skal forbinde disse fag med deres levede erfaringer og med hverdagslivet i pædagogiske institutioner.
For det skal de selvfølgelig. Det er netop det, der gør pædagoguddannelsen til noget helt særligt. Spørgsmålet er, om vi kan af-teknificere uddannelsen, så den ikke selv spænder ben for disse bestræbelser.