Centerchef: Der skal mindre akademisering og mere kreativitet på pædagoguddannelsen

Af Ulla Voss Gjesing
Centerchef, Kulturprinsen

Uddannelses- og Forskningsministeriets stort anlagte evaluering af pædagoguddannelsen er undervejs, og til næste forår vil vi få den længe ventede evalueringsrapport at se.

Denne rapport vil være resultatet af et stort og naturligvis vigtigt arbejde. Men det er også rimeligt at forvente, at den kan blive så tung og bureaukratisk, at rapporten i sig selv kommer til at stå i vejen for nogle af de relativt simple tiltag, der bør tages for at skabe en markant bedre pædagoguddannelse.

Det er tiltag, som kan synes åbenlyse for os, der hver eneste dag har fingrene begravet dybt i pædagogfagets muld. Der er tale om to overordnede tiltag.

Akademiseringen skal omgås
For det første skal den akademisering af pædagoguddannelsen, som indtraf efter reformen i 2013, omgås med et fast blik for, hvad der er behov for i praksis.

Selvom Carsten Pedersen i sit indlæg den 3. november i Altinget ønsker at fjerne fokus fra akademiseringen, så er det netop hele den akademiske tilgang til pædagogfaget, der går forud for de uddannelsespolitiske problemer, som Carsten Pedersen påpeger i sit indlæg.

Den kreative tilgang er det allermest udslagsgivende parameter, når det kommer til at understøtte udviklingen af børn, som i sig selv er kreative

Ulla Voss Gjesing
Centerchef, Kulturprinsen

Akademiseringen skal ikke fuldt ud annulleres, men vi er nødt til at indse, at vi ikke udklækker de mest kompetente pædagoger, hvis teori prioriteres over praksis.

Det virker netop som en ganske gal prioritering, hvis pædagoguddannelsen i stigende grad skal tiltrække studerende, der er akademisk anlagte, snarere end dem, der forstår, hvad pædagogfaget fra inderst til yderst handler om: Nemlig omsorgen for samt dannelsen og udviklingen af mennesker af kød og blod.

Dermed ikke sagt, at de akademiske aspekter ikke er værdifulde, for det er naturligvis af det gode, at studerende får indblik i de underliggende teorier.

Der kan være megen gavn i en øget bevidsthed om, hvordan forskellige perspektiver på pædagogik dominerer eller har domineret i forskellige sammenhænge, æraer og kulturer. Men det er altafgørende, at pædagogfaget som helhed ikke fortaber sig i teoretisering.

Kreative fag skal indtage en central position
For det andet skal de kreative fag, som blev gevaldigt nedprioriterede efter 2014-reformen, atter indtage en central position på pædagoguddannelsen.

Den kreative tilgang som grundlag for professionen blev i vid udstrækning skyllet ud med badevandet, og lige siden er der udklækket pædagoger, som generelt mangler kunsten, kulturen, kreativiteten og legen som en central del af deres faglighed.

Det er ikke mindst disse elementer, der er med til at sikre, at de pædagoger, der skal arbejde med børn, kan være i øjenhøjde med børnene.

Men den kreative tilgang er også det allermest udslagsgivende parameter, når det kommer til at understøtte udviklingen af børn, som i sig selv er kreative.

Det er en tilgang, som resulterer i børn med en nysgerrig tilgang til deres omverden. Samtidig resulterer det i børn, som har øget trivsel, fordi mødet med det, der fraviger de trygge normer, typisk bliver til en positiv oplevelse, snarere end en angstfremkaldende én af slagsen.

Der er her tale om at børn dannes i "moderne" forstand – dér, hvor mødet med det hidtil ukendte, giver livslyst og mod på mere.

Kreativitet, nysgerrighed og trivsel
Det er netop evnen til at understøtte disse tre ting i børnene – kreativitet, nysgerrighed og trivsel – der bør definere, hvorvidt man som pædagog i dagtilbud er dygtig til sit arbejde.

Ikke éns evne til at komme i mål med prædefinerede læringsmålsætninger og ej heller evnen til at holde forskellige pædagogiske teorier op mod hinanden. Hvor værdifuld en nuancerende bonuskompetence dette end kan være.

Kreativiteten, nysgerrigheden og trivslen kommer naturligvis til udtryk i den aktivitet, som fylder det meste af tiden i dagtilbud til danske børn: Legen.