Lektorer: Dannelsen underprioriteres systematisk på pædagoguddannelsen

DEBAT: Pædagoguddannelsens ensidige fokus på curriculum, bekendtgørelser og krav er med til at underprioritere de studerendes dannelse og udviklingen af en fagpersonlig identitet, skriver ni lektorer på pædagoguddannelsen.

Pædagogstuderende kan have svært ved at afkode, hvad der forventes af dem, fordi dannelsesperspektivet er underprioriteret, skriver otte lektorer.Foto: /ritzau/Anders Rye Skjoldjensen/arkiv

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af ni lektorer på pædagoguddannelsen
Se dokumentationsboksen

I dag afholder forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) orienteringsmøde om evaluering af pædagoguddannelsen med de offcielle interessenter. Som undervisere og forskere ved pædagoguddannelsen vil vi gerne bidrage med inspiration til hvilke forhold der er værd at evaluere.

Vi har tidligere skrevet om, at vi finder nødvendigt at den igangværende evaluering af pædagoguddannelsen inddrager den praksisviden og den forskningsviden, vi har om uddannelsen.

For ja, der findes allerede forskningsviden, der beskriver nogle af de udfordringer, uddannelsen står overfor, og som peger på retninger, der vil kunne højne uddannelsens kvalitet.

Den nuværende bekendtgørelses ensidige vægtning af curriculum, på bekostning af didaktikken, pædagogikken og det dannelsesmæssige, er uheldig i forhold til de studerendes udvikling af professionsidentitet.
Af otte lektorer på pædagoguddannelsen
Se dokumentationsboksen

Mindre detailstyring
Forskningen peger blandt andet på, at uddannelsen har brug for mindre detailstyring, som den viser sig i den atomiserende modulisering og den uendelige række af kompetence-, videns-, færdigheds- og læringsmål, og mere didaktisk råderum for underviserne og de studerende.

I 2018/19 er der eksempelvis gennemført to større undersøgelser af pædagoguddannelsen, begge i form af case-studies. Den ene omhandler praktikken, den anden uddannelsen på campus. I begge undersøgelser har man interesseret sig for uddannelsens outcome i termer af professionsidentitet.

Undersøgelsen af undervisningen på campus på studiets første år viser, at underviserne ikke er i tvivl om, at de skal møde de studerende pædagogisk, og det vil sige med udgangspunkt i pædagogiske værdier. På samme måde som de kommende pædagoger skal møde deres brugere.

Dannelse og curriculum
Underviserne vægter studenterfællesskabet og den sociale ansvarlighed, der kan opøves der. Og de vægter, at de studerende i mødet med medstuderende, med undervisere og med litteratur forholder sig til, hvordan de selv vil være pædagoger.

Det vil sige, at de vægter uddannelsens pædagogiske, dannelsesmæssige og didaktiske aspekter lige så højt som curriculumaspektet –som er det eneste, der er beskrevet i uddannelsens bekendtgørelse.

På et af de undersøgte steder er resultatet højt fremmøde, motiverede studerende, der oplever, de sammen udvikler sig og er på vej til at blive pædagoger.

På et andet sted er der større frafald, ringere fremmøde og større opsplitning i studentergruppen.

Den afgørende forskel mellem de to steder er, at undervisere det ene sted har fået frihed til at udvikle didaktik og pædagogik på tværs af modulerne, mens man det andet sted har organiseret sig sådan, at curriculum-aspektet vægtes højt, med fragmentering til følge.

En balancegang
Undersøgelsen af undervisningen på campus i uddannelsens specialisering viser, at arbejdet med vidensbasering er vanskeligt og besværligt. De studerende er optagede af, hvad de skal leve op til for at bestå, og af hvordan de er bedst rustet til bachelorprojektet.

Men de er generelt også meget motiverede i forhold til deres professionsudøvelse, og de vil gerne tilegne sig viden, der kan støtte dem i at forstå og håndtere udfordringer, problematikker og interessante forhold, de har mødt i eksempelvis praktikken.

Mange af de spørgsmål, de studerende er optagede af, har pædagogisk og etisk karakter – de handler om, hvordan de som kommende pædagoger kan varetage deres ansvar overfor børn, unge og vokse og overfor samfundets fælleskaber på en god måde.

Læs også

Lektorer: Pædagogik bør altid være en afvigelse fra evidensen

Debat

Underviserne balancerer mellem at tage udgangspunkt i de studerendes optagetheder og leve op til de bekendtgørelsesmæssige og studieordningsmæssige formkrav om inddragelse af forskningsviden i modulperioder på kun seks uger.

Resultatet er, at kun meget få studerende for alvor knækker en kode for, hvordan de kan arbejde med forskellige vidensformer, herunder forskningsviden, på en sådan måde, at de udvikler dét, man kan kalde en situeret viden; en viden om hvordan de kan handle pædagogisk i udfordrende situationer.

Til gengæld finder de ud af hvordan de skal skrive en opgave, så den kan bestås.

Bekendtgørelser og krav skygger
Undersøgelsen af praktikken viser, at der er forskellige kvalificeringsforståelser i spil i praktikken.

Mens praktikvejledere har fokus på den situerede viden, hvor studerende skal forbinde almene (pædagogiske) erkendelser med specifikke situationer, hvori de skal handle pædagogisk, så tolkes de bekendtgørelsesmæssige krav i retning af, at de studerende skal kunne arbejde systematisk, det vil sige vide hvordan man kan planlægge, udføre, dokumentere og evaluere en aktivitet.

De to kvalificeringsforståelser kunne godt supplere hinanden, men i praksis kommer de bekendtgørelsesmæssige krav og mange mål nemt til at skygge for arbejdet med den situerede viden.

Den er ikke genstand for de refleksioner, en praktikprøve kunne være anledning til, til stor frustration for praktikvejledere, der siger, at de skal være med til at bedømme et produkt til eksamen, som egentlig ikke nødvendigvis siger noget om hvordan den studerende har udviklet sig som pædagog.

Ensidig vægtning af curriculum
Samlet set peger undersøgelserne på, at den nuværende bekendtgørelses ensidige vægtning af curriculum, på bekostning af didaktikken, pædagogikken og det dannelsesmæssige, er uheldig i forhold til de studerendes udvikling af professionsidentitet.

Den nuværende bekendtgørelse har en indbygget tendens i retning af en forestilling om, at vidensbasering af praksis betyder, at pædagogens person er ligegyldig, bare denne person har den rette viden. Ligeledes er der en tendens i retning af en forestilling om, at pædagogens fornemste rolle er at være myndighedsrepræsentant.

Det er unægtelig et væsentligt element i rollen, men lige så væsentligt er, at pædagogen skal løse den paradoksale opgave, at bruge sin myndighed på en sådan måde, at den, og dem hun arbejder med, selv bliver myndige. Det stiller store krav til, hvordan man i konkrete situationer forholder sig pædagogisk.

Systematisk underprioritering
Det fagpersonlige dannelsesperspektiv er systematisk underprioriteret i den nuværende organisation af uddannelsen, ganske som pædagogikfaget, hvori man kan tematisere pædagogikken som fag og som praksis, er det.

Det overlever kun fordi der er undervisere og praktikvejledere, der insisterer. Det gør de med vekslende held, og for de studerende kan det være svært at afkode, hvad der egentlig forventes af dem, og hvordan de følgelig selv kan gøre den bedst mulige indsats for at blive gode pædagoger.

Det kan resultere i motivations- og fremmøde problemer, der således ikke skyldes studerendes dovenskab, men uddannelsens ensidige fokus på et fragmenteret curriculum og manglende vægtning af, hvordan studerende sideløbende må udvikle deres pædagogiske og moralske orienteringer, som sætter dem i stand til at udvikle situeret viden og at handle pædagogisk.

Vi ved allerede meget om, hvad pædagoguddannelsen er udfordret af. Vi ved også meget om, hvad man kan gøre for at højne kvaliteten. Vi håber, at vores viden kan få lov at komme vores fælles pædagoguddannelse til gode.

Dokumentation