Lektorer: Pædagogik bør altid være en afvigelse fra evidensen

DEBAT: En evaluering af pædagoguddannelsen er gået i gang, men ensidige politiske mål risikerer at skade processen. Pædagogik kan ikke fungere på baggrund af eksternt givne instrukser, som får alle til at løbe rundt og prøve at opfylde andres mål, skriver lektorer.

Af Line Togsverd m.fl.
Se dokumentationsboks 

Rundt omkring på landets pædagoguddannelser, har ledelser og medarbejdere haft travlt med at indsamle litteraturlister og bachelorprojekter med karakterangivelse, som indsendes til Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

EVA står nemlig for en ”ekspertvurdering af videngrundlag og fagligt niveau på uddannelsen”, og ifølge et brev udsendt til pædagoguddannelsens ledelser, vil litteraturlister og bachelorprojekter udgøre grundlaget for vurderingerne.

Det fremgår også, at svenske, norske og danske eksperter vil blive inddraget i vurderingen, som, ifølge et notat sendt til pædagoguddannelsens ledere, ”vil omfatte vurderinger af uddannelsens kompetencemål samt et udvalg af litteraturlister og bachelorprojekter.”

Måske er evalueringen af pædagoguddannelsen gået i gang. Vi ved det ikke. Men som undervisere og forskere i uddannelsen er vi bekymrede. Vi har i Altinget den 26. maj skrevet, at enhver evaluering er en vurdering, der fortæller noget om, hvad man tillægger betydning og værdi.

Når man beslutter sig for, hvad der skal evalueres, og hvilke indikatorer der skal benyttes, ja så vil det altid være forbundet til en forståelse af dét, man evaluerer. De indikatorer man vælger i en evaluering af pædagoguddannelsen, siger altså noget om, hvordan man forestiller sig uddannelse fungerer, og hvad den skal sigte imod.

Politiske ambitioner
Og her ser det altså ud til, at man går ganske teknisk og instrumentelt til værks: Der er ved den seneste reform givet en instruks til pædagoguddannelsen i form af politiske ambitioner om vidensbasering, der konkret blev udmøntet i en række centralt definerede videns- og færdighedsmål, som uddannelsen skal levere og de studerende opfylde. Nu spørger man så: Lever uddannelsen op til den instruks, der blev givet?

Eller formuleret på en anden måde: Leverer uddannelsen den vidensbasering, som er defineret og ekspliciteret i videns- og færdighedsmålene? Det undersøger man ved at vurdere litteraturlister (vareleveringen) og bachelorprojekterne (målopfyldelsen).

Spørgsmålet om viden og videngrundlaget i en professionsuddannelse er helt afgørende, og selvfølgelig er det interessant at se på, hvilken litteratur studerende beskæftiger sig med i deres uddannelse, og hvilken viden de producerer i deres bachelorprojekter, som et aspekt af en vurdering af uddannelsens kvalitet.

Spørgsmålet er så, hvad man er blevet klogere på, når man har registreret det. Hvordan er litteraturlisterne blevet til? Hvilke overvejelser har underviserne haft? Hvordan er litteraturen bragt i spil, og hvordan mon det har bidraget til det samlede studie? En registrering giver således anledning til nye spørgsmål, der skal forfølges.

Centralisering og detailstyring
En registrering kan også bruges som en kontrol af, om det der blev aftalt, nu også er blevet gjort. Og ve dem som ikke har gjort dét, der blev aftalt: Litteraturen er for gammel, for uensartet, der er for lidt af den nyeste forskning og for lidt af den forskning, som lever op til kriterierne på den evidensstige, som politisk efterstræbes i denne tid.

Det kan være nemt at konkludere, at skruen skal strammes: Yderligere detailstyring, centralisering og standardisering. Men hvad nu, hvis dét, der blev aftalt, nu engang var det bud på uddannelseskvalitet, man kunne blive enig om i forhandlingerne mellem interessenterne, men som – når alt kommer til alt - ikke er det bedste bud pædagogisk set?

Forholdet mellem viden og professionel praksis er komplekst. I praksis er pædagogik altid – ja, pædagogik bør altid være - afvigelse fra ”evidensen” og ”standarden”, fordi pædagogen er nødt til at bruge situeret viden for at kunne handle relevant i situationer, der altid er forskellige, og hvor pædagogiske værdier, som ofte er modsætningsfulde, skal omsættes i praksis.

Måske kan pædagogik og uddannelse slet ikke fungere på baggrund af eksternt givne instrukser, som får alle til at løbe rundt og prøve at opfylde andres mål, fremfor at finde egne mål og formål.

God pædagogisk praksis forudsætter selvstændigt tænkende, myndige og omtænksomme pædagoger – og undervisere - med en høj faglig og etisk integritet. Nysgerrigheden bør derfor gå på, hvordan man har håndteret instruksen om vidensbasering og hvorfor? Måske instruksen skulle have været anderledes? Måske der kan laves en bedre næste gang?

Vi har tidligere efterlyst en evaluering, som på et mere grundlæggende plan spørger til, om vi har en pædagoguddannelse med et formål og en struktur, der er ønskværdig, og understøtter, at vi uddanner gode pædagoger.

Det indebærer blandt andet, at vi åbent forholder os til, hvad vi tillægger værdi og finder ønskværdigt i relation til pædagoguddannelsen, frem for at vi teknisk vurderer, om uddannelsen leverer en på forhånd defineret vare.

Forrige artikel AMU: Prioriter ufaglærte i langsigtet opkvalificeringsreform AMU: Prioriter ufaglærte i langsigtet opkvalificeringsreform Næste artikel Aktører: Central elevfordeling løser ikke problemerne Aktører: Central elevfordeling løser ikke problemerne