Nikolaj Saadat: Unge socialdemokraters akademiker-bashing gavner ingen

KOMMENTAR: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom forsøger at skabe et modsætningsforhold mellem akademiker-snobber og arbejdersklassens børn, men det hjælper ikke at tale universiteterne ned for at gøre erhvervsskoler attraktive, skriver Nikolaj Saadat.

Overklassens unger. Det er et begreb, der har hængt ved, siden Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) præsenterede sin nye uddannelsespolitik på Socialdemokratiets kongres i Aalborg i september.

Frederik Vad Nielsen, der har været DSU's forbundsformand siden 2017, har ikke forspildt en chance for fortælle og forklare DSU's nye uddannelsespolitiske linje: Fokusset skal væk fra den øvre middelklasses børn, der med opdrag i snakkekulturen og via Politikens opinionsspalter overrepræsenterer sig selv i den uddannelsespolitiske debat. I stedet skal det politiske fokus over på arbejderklassens forsømte unger.

Men det modsætningsforhold, DSU forsøger at italesætte mellem de uddannelsessnobbede akademikere og arbejderklassens metalunger, bygger på en underliggende præmis om, at de universitetsstuderende – i deres valg af uddannelse og dertilhørende kamp for forbedrede vilkår – efterlader og svigter arbejderklassen.

Også selvom de måske endda selv kommer derfra.

DSU's selvopfundne kløft mellem arbejderbørnene og kulturparnassets yngel er i bedste fald et forsøg på at tale dele af det uddannelsespolitiske spektrum op på ryggen af ikke-eksisterende modsætninger. I værste fald er det falsk arbejderisme.

Først gik kampen mod venstrefløjens ønskede opgør med karaktersystemet. Et karaktersystem, der har været kritiseret for netop at parkere de dårligst stillede, da det favoriserer de studerende, der kan afkode det spil, som karakterer i allerhøjeste grad også er.

DSU mener tilsyneladende, at karakterer er et gennemskueligt vurderingssystem, der er lige for alle, og at den talende klasses unger netop ville kunne manipulere lærerne i en kvalitativ respons om evner og mangler. En værdifuld faglig sparring, som en stor del af underklassens børn ellers ikke modtager tilstrækkeligt, fordi mængden af faglig respons hjemmefra flugter eksponentielt med størrelsen på forældrenes bogreol.

Når DSU påstår, at karakterer er nemmere at navigere i for arbejderklassens børn, er det svært ikke at læse som, at det kun er akademikerbørnene, der kan håndtere konstruktive og kvalitative tilbagemeldinger, mens alle vi andre, der ikke er vokset op med Kierkegaard og Dostojevskij, kun kan forstå og forholde os til et simpelt tal.

Opgøret med karaktersystemet handler ikke alene om at vurdere de unges faglige niveau. Det handler også om at udvikle det.

Og hvis DSU ikke vil arbejde for at slippe underklassen fri af karaktersystemets djøfiserede, rigide og standardiserede jernnæve – som de smalltalkende, velstillede og debatlystne unge mestrer at navigere i – hvem vil så?

For nylig gik DSU's kavaleri så til kamp mod SU'en på kandidatuddannelserne, hvor det i Børsen blandt andet blev foreslået at omlægge det til et lån, så der frigøres flere penge til folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Noget, der ville være en katastrofe for de arbejderklassebørn, for hvem SU'en er en helt afgørende forudsætning for den sociale mobilitet og et uundværligt værktøj for bruddet med den sociale arv.

Forslaget om at omlægge SU'en – som angiveligt ikke er officiel DSU-politik – blev løftet af tre distriktsformænd fra ungdomspartiet, hvoraf to er medlemmer af DSU's hovedbestyrelse.

Konstruktionen, hvor ledende medlemmer er afkoblet fra deres partis politik, minder til forveksling om Liberal Alliances regeringstid, hvor partimedlemmerne på en eller anden obskur måde var fritaget fra regeringens linje og derfor stemte og udtalte sig for egen regning.

Den model duer ikke for DSU. Så kan hverken arbejdersønnen eller akademikerdatteren gennemskue DSU's reelle position på et af de vigtigste uddannelsespolitiske spørgsmål.

Spørgsmålet om SU'en blev også brugt til at italesætte det misforståede modsætningsforhold mellem akademikeren og arbejderen. Idéen om at stække uddannelsessystemet på de videregående uddannelser for på den måde at gøre eksempelvis erhvervsuddannelserne mere attraktive, er at vende den ellers vigtige problemstilling om fremtidens faglærte generation på hovedet. Det bliver ikke mere attraktivt at læse til tømrer, blot fordi det gøres mindre attraktivt at læse jura.

DSU har ellers helt ret i, at krudtuglerne og de ordblinde har manglet et talerør i den uddannelsespolitiske debat alt for længe. Men løsningen kan næppe være at tale andre dele af uddannelsessystemet ned på samme niveau. Ambitionen må være at tale arbejderklassens unger op.

Og skulle DSU ønske at styrke erhvervsuddannelserne og folkeskolen, ville andre finansieringskilder end uddannelsesområdet måske være mere oplagt at kigge på. De repræsenterer trods alt den samlede socialdemokratiske ungdom.

-----

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening Næste artikel Johanne Dalgaard: Højskolerne kan knække stresskurven blandt unge Johanne Dalgaard: Højskolerne kan knække stresskurven blandt unge
Ny debat: Hvordan skal eleverne fordeles på gymnasierne?

Ny debat: Hvordan skal eleverne fordeles på gymnasierne?

NY DEBAT: Efter et års ventetid har ekspertgruppen om elevfordeling offentliggjort sine anbefalinger til, hvordan gymnasieelever skal fordeles. Derfor sætter Altinget Uddannelse elevfordeling til debat blandt en række af områdets vigtigste aktører.