Nyvalgt ordfører: Trivselskrisen skal ikke løses ved at sænke kravene til børn og unge

Rasmus Lund-Nielsen er stadig mindst lige så meget psykolog, som han er politiker. Det hører man straks, når man tilbringer en halv time på hans nyindrettede kontor i Proviantpassagen på Christiansborg.

Hans sætninger begynder ofte med "undersøgelser viser" og "vi har klar evidens for" – sjældnere med "jeg mener ...", som hos Borgens veteraner.

Den forskel er helt naturlig, for Moderaterne ønsker en ny tilgang til politik, understreger den nyvalgte ordfører for børn, undervisning og trivsel.

Partiet har siden opstarten i "Det Politiske Mødested" inviteret til, at faglige eksperter kunne bidrage til politikudviklingen – og folketingsmedlemmerne opfordres til at holde fast i deres civile arbejdsliv uden for Slotsholmen, i det omfang tiden rækker.

Derfor vil Rasmus Lund-Nielsen også fortsætte med "et meget begrænset antal klienter" i sin private psykologpraksis, fortæller han.

"Jeg er så heldigt stillet, at jeg selv kan styre det."

Krav-ressource-modellen

Den politiske debat om børns og unges mistrivsel er kørt af sporet og handler alt for meget om at skrue ned for kravene i skole- og uddannelsessystemet. 

Det er et af Rasmus Lund-Nielsens kernebudskaber. Han vil væk fra fortællingen om, at jagten på 12-taller får de unge til at gå ned med flaget.

Der er en front, som tordner mod dét, de kalder præstations- og accelerationssamfundet.

"Der er en front, som tordner mod dét, de kalder præstations- og accelerationssamfundet. Partierne kappes om at komme med bud på, hvordan vi som samfund kan slække på kravene til børn og unge for eksempel gennem mindre målstyring eller et langsommere uddannelsestempo," opsummerer han.

"Det er skruen uden ende at forsøge at løse mistrivselskrisen ved at sænke kravene til børn og unge. Det er for eksempel blevet nemmere at bestå matematik i gymnasiet, fordi vi har sænket kravene."

Et farvel til karakterer, optagelseskrav og Nationale Tests er slet ikke opskriften på bedre trivsel, siger han. For mange unge trives godt med at sætte sig mål og stræbe efter at opnå bedre resultater. Og så tager han psykologkasketten på igen:

"I psykologi taler vi om krav-ressource-modellen. Hvis mennesker oplever overbelastning, skal vi ikke kun se på kravene, men også på ressourcerne. Kan vi gøre noget, så børn og unge får lettere ved at leve op til de krav, de møder? Det vil jeg gerne have med ind i debatten."

Kan vi gøre noget, så børn og unge får lettere ved at leve op til de krav, de møder?

Handler det om robusthed?

"Det er jo et lidt forkætret begreb, fordi mange forstår robusthed sådan, at man individualiserer stressproblemer. Men det hænger selvfølgelig sammen med robusthed, for det handler jo om, hvordan man kan fremme modstandsdygtighed."

Kollektiv ubalance

Den store forandring i børn og unges liv er ikke for høje krav, men for få ressourcer, siger Rasmus Lund-Nielsen.

"Børn og unge er blevet dårligere til at tackle de krav, de møder, på grund af en række faktorer, som har forskubbet balancen mellem det det parasympatiske og det sympatiske nervesystem," siger han og undskylder fagterminologien. De stammer fra stressforskning, og Lund-Nielsen har skrevet en bog om stress. 

Politikernes opgave er at skabe nogle rammer, så balancen genoprettes. Derved forebygger man, at børn og unge drænes for ressourcer, så de ikke kan håndtere kravene i et almindeligt skole- og uddannelsesliv:

"Min analyse er, at vi kollektivt har fået en ubalance i nervesystemet. Og hvornår er det sket? Jamen, det er blandt andet sket samtidig med udbredelsen af smartphones."

Det betyder noget, hvor stor en del af din dag, der foregår bag en skærm.

Hvad kan I gøre ved det som politikere?

"Vi kan tage debatten, som jeg gør her og nu. Og så kan vi forsøge at regulere brugen af skærme i skolen, for eksempel ved at indføre mobilhoteller på skolerne, hvor elevernes telefoner låses inde under skoledagen. Det betyder noget, hvor stor en del af din dag, der foregår bag en skærm."

Børneværelsets blå lys

Rasmus Lund-Nielsens motivation for at gå ind i politik stammer fra hans oplevelser som psykolog. Han meldte sig ind i Lars Løkkes politiske netværk fra opstarten i januar 2021 og var med til at udvikle partiets trivselspolitik. 

"Jeg har været indigneret over, at så mange mennesker kom ud i personlige kriser, ikke mindst børn og unge. Og jeg synes, der har været en stor passivitet fra Christiansborg i forhold til at forebygge," siger han som svar på, hvad der driver ham.

I sin nyeste bog Revolutionen fra midten har Lund-Nielsen givet sit bud på, hvilke rammer der blandt andet skal gentænkes, hvis man vil skabe et trivselsfremmende samfund.

Det handler i høj grad om regulering af skærme og deres blå lys, som fylder børne- og ungdomsværelserne i de danske hjem.

"Forskning viser, at mange unge vågner om natten for at sende snaps til deres venner. Det medfører, at de sover alt for lidt og møder trætte ind i skolen. Og hvad sker der, når du møder træt ind i skolen? Der sker det, at du lettere bliver ramt af stresssymptomer. Samtidig lærer du jo meget mindre, når du ikke er udhvilet, og det bekymrer mig som undervisningsordfører."

For nogen tangerer det misbrugsadfærd.

Du har været ude med forslag om mobilforbud, og det er blevet udlagt sådan, at regeringen vil blande sig i detaljer, på trods af regeringsgrundlagets hensigt om at frisætte folkeskolen. Hvad siger du til den kritik?

"Vi ser gerne, at skoler og ungdomsuddannelser tager stilling til brug af skærme i skolerne, og det har Mattias Tesfaye (S) også været ude at sige. Men vi har netop en ambition om mere frisættelse i den offentlige sektor, så vi går ikke ind for et nationalt forbud."

Danmark har en pædagogisk tradition for at give børn og unge frihed og medbestemmelse. Tror du ikke, mange unge vil føle sig kørt over, hvis ledelsen på gymnasiet eller kommunalbestyrelsen bestemte, at de ikke måtte have telefoner i skolen?

"Det er i Moderaternes ånd at placere sig mellem de to poler i den pædagogiske debat. Det er problematisk, hvis man er meget restriktiv, men også hvis man er laissez faire, for så ender man i grænseløshedens tyranni. Desuden kan man diskutere, om det overhovedet handler om frihed, når der er så meget afhængighed på spil, som der er med mobiltelefoner. For nogen tangerer det misbrugsadfærd."

Apropos misbrugsadfærd. Vi har vidst, at rygning er skadeligt siden 1950'erne. Alligevel var det først i 2020, at man indførte røgfri skoletid. Er du parat til, at der skal gå 60-70 år, før skolerne indfører regler for mobilbrug?

"Det er i hvert fald et eksempel på, at det kan tage meget lang tid at komme frem til en regulering. Derfor er det vigtigt, at vi sætter gang i debatten."

Der er også en stor stigning i psykiske sygdomme og stresssygemeldinger blandt voksne. Hvorfor er det kun børn og unges skærmbrug, der skal reguleres? Burde virksomhederne også lave mobilpolitikker og låse deres ansattes telefoner inde?

"Jo ældre man er, des mere forventes man selv at kunne tage ansvar. Så det tror jeg vil være at gå for langt. Men jeg mener udmærket, at man kunne overveje det på de videregående uddannelser."

Inklusionen gået for vidt

Som ordfører for trivsel og psykiatri og formand for Sundhedsudvalget i en regering, der både vil løfte trivslen for børn og unge og give et markant løft af psykiatrien, er Rasmus Lund-Nielsen travlt beskæftiget med danskernes mentale helbred.

Samtidig skal han som undervisningsordfører tegne Moderaterne i folkeskole- og gymnasieforligskredsene.

Men det giver god mening, for områderne hænger sammen, siger han.

"Hele trivselsområdet griber ind i folkeskolen, hvor vi også har problemer, blandt andet på grund af inklusion. Jeg har den opfattelse, at vi siden inklusionsloven i 2012 har presset lidt for mange børn ind i det samme system."

Jeg har som praktiserende psykolog set, hvordan familier kan falde fra hinanden, mens de venter på det rigtige tilbud.

"Vi skal overveje, om vi er gået for vidt, og om vi skal rulle noget tilbage. For i øjeblikket er der for lang ventetid på specialtilbud, når et barn får en diagnose. Jeg har som praktiserende psykolog set, hvordan familier kan falde fra hinanden, mens de venter på det rigtige tilbud."

KL var for nylig ude og udtrykke ønske om, at færre børn skal i specialtilbud, blandt andet fordi specialområdet er så ressourcekrævende, at det udhuler almenområdet. Hvad siger du til det?

"Måske kan vi nytænke området, så det ikke kræver så mange ekstra ressourcer at give det rigtige tilbud. Det handler om at fordele børnene rigtigt, så de modtager en undervisning, der passer til deres forudsætninger."