Debat

Så kom ungepakken

DEBAT: Regeringens sanktion mod 15-17-årige uden uddannelse eller job vil ikke virke. Jo, den vil støde de unge væk, skriver formanden for Danmarks Vejlederforening, Bo Svane Møller.
Bo Svane Møller er formand for Danmarks Vejlederforening.
Bo Svane Møller er formand for Danmarks Vejlederforening.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bo Svane Møller
Formand, Danmarks Vejlederforening

I Danmarks Vejlederforening har vi set frem til Ungepakken og de 780 millioner kroner, der følger med.

Vi frygtede det værste og håbede på det bedste.

Det er også med en vis ambivalens, vi ser på det just indgåede forlig mellem regeringen, DF, S og R. Der er mange gode tiltag i forliget om ungepakken og praktikpladsstøtten, men jeg tillader mig dog i dette debatoplæg at stille mig kritisk an.

Fakta
Bland dig i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Med et snuptag er de 25 forslag blevet til 24, og forslaget om ungdomsydelsen er sat ud af fokus, men den skal nok komme frem igen.

Rent vejledningsmæssigt er forslaget om at omlægge børnefamilieydelsen for 15-17-årige til en ungeydelse, der kun udbetales, hvis den unge er i job eller i gang med en uddannelsesplan, det mest problematiske, der var (og er) omkring ungepakken.

Forslaget er socialkontrol i yderste konsekvens, og vi er sikre på, at det ikke vil virke efter hensigten. De unge skal nok skaffe sig indtægt af anden og måske kriminel vej - med andre ord vi vil støde dem helt væk.

Bo Svane Møller
Formand for Danmarks Vejlederforening

Socialkontrol i yderste konsekvens
Danmarks Vejlederforening mener, at dette forslag er socialkontrol i yderste konsekvens, og vi er sikre på, at det ikke vil virke efter hensigten. De unge skal nok skaffe sig indtægt af anden og måske kriminel vej - med andre ord: Vi vil støde dem helt væk.

Hvis man derudover agter at gøre vejlederne i Ungdommens Uddannelsesvejledning til "indberettende socialkontrollører", sætter man også vores etik og troværdighed over styr, og vi vil få sværere ved at varetage vores job og nå 95-procentmålsætningen.

Danmarks Vejlederforening mener, at man her er ude på en glidebane, når vejlederne skal til at overtage myndighedsfunktioner i den grad og udøve sanktioner. Først fik vi målgruppevurderingen til produktionsskolerne og nu kommer vurderingen af, om de unges familier skal have frataget den omlagte børnefamilieydelse.

Kollektiv straf
Det lugter desuden lidt af kollektiv straf. For det første vil det socialt set ramme skævt, da de unge, der ikke har uddannelse eller job, oftest kommer fra familier, der er de dårligst stillede her i samfundet (jævnfør AE's analyse).

For det andet står der i Lov om vejledning om uddannelse og erhverv § 1, stk. 1, første sætning: "Vejledningen efter denne lov skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet..." Det kan aldrig blive til gavn for den enkelte at fratage dem en ydelse, ej heller for samfundet!

Der er klart et behov for i en dansk kontekst at definere, hvad vejledning egentlig er, kan og skal kunne - det kan jeg eventuelt komme ind på i et senere debatoplæg.

Forringelse af vejledningsindsats
Hovedformålet med ungepakken, ud over at styrke indsatsen for de 15-17-årige, er jo at fritstille kommunerne mere i deres handlemuligheder. Det er jo som udgangspunkt godt, vi må bare se, om pengene, de såkaldte DUT-midler, kommer ud til vejledningen og ikke ryger i de trængte kommuners kasser til andre formål, som vi har set før.

Det bliver også spændende at se, om denne fritstilling af kommunerne vil medføre en forringelse af den professionelle vejledningsindsats og UU-ernes institutions uafhængighed.

Bortset fra det, ser vi som sagt frem til at arbejde med ungepakken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Svane Møller

Studievejleder, VUC Storstrøm, fhv. afdelingsleder og uddannelsesleder, KUU Storstrøm, fhv. konsulent, eVejledning, UNI-C, fhv. formand, Danmarks Vejlederforening
lærer (Vordingborg Seminarium 1993), master i vejledning (Aarhus Uni. 2008)

0:000:00