Speciallæge: At mene at der bliver stillet for mange diagnoser svarer til at nægte et svagtseende barn briller

”Det er som at være en del af et spil, hvor du skal fange den eneste rigtige bold ud af tusinde bolde for at overleve,” sagde en pige engang til mig. Sådan følte hun dét at leve med ADHD.

”Det er som om nogen har glemt at give mig manualen til, hvordan jeg skal gøre, hvis jeg vil være sammen med andre,” sagde en dreng med autisme.

Jeg forestiller mig, at deres stress og utryghed kan sammenlignes med, hvis jeg blev sendt på et natorienteringsløb uden mine briller.

Vi er vel enige om, at både nedsat syn, nedsat hørelse og en grad af neurodivergens har det tilfælles, at det ikke er sygdomme, men afstedkommer et behov for støtte for at kunne fungere på lige fod med andre.

Det er som om nogen har glemt at give mig manualen til, hvordan jeg skal gøre, hvis jeg vil være sammen med andre, sagde en dreng med autisme

Pernille Darling
Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri

Selvom det ikke er sygdomme, så påvirker de både livskvalitet og levealder. Mennesker med funktionsnedsættelser har færre muligheder og dør tidligere, hvis de ikke kompenseres.

Det vil de fleste kunne se logikken i for mennesker, der er påvirkede direkte på deres sanser. Men det gælder også mennesker med ADHD og/eller autisme.

ADHD giver en kortere gennemsnitlig levealder på grund af flere ulykker. Mennesker med autisme har en betydelig forøget risiko for at begå selvmord.

Jeg synes det maner til forsigtighed med udtalelser om ”diagnosesamfund og diagnoseinflation”.

Forskellige vilkår

Det bliver også diskuteret, om voksne skal have diagnoser, som vi ellers forbinder med barndommen.

Der kræves et udviklingsaspekt, der bakker op om, at det er medfødt, hvis man skal stille diagnoser som ADHD og autisme. Men ligesom jeg jo ikke var decideret blind, så er ADHD og autisme heller ikke en tilstand, som gør det komplet umuligt at være til.

Men det bliver unægteligt noget sværere, hvis man kun mødes med samme vilkår som de neurotypiske.

Hvis du er i tvivl, kan du igen sammenligne med synsnedsættelse: ”Næ, her bruger vi skam ikke briller, så du må bare prøve så godt, du kan.” Sagde ingen nogensinde.

Måske ville jeg først langt senere have opdaget min egen funktionsnedsættelse, hvis der ikke var sket noget så tilfældigt, som en turnering i ringridning. Min første tanke, da jeg fejlede, var faktisk, at jeg måske slet ikke var en dygtig rytter. Nu ville alle opdage, at jeg bare havde ladet som om, jeg kunne finde ud af noget.

Udfordringer for neurodivergente hjerner

Selve det tidspunkt, hvor det åbenbares for omgivelserne, at der er et problem, er altså ikke noget særligt præcist mål for, hvor stort problemet er. Det siger mere om, hvor godt den enkelte selv har kompenseret.

Både nedsat syn, hørelse og en grad af neurodivergens har det tilfælles, at det ikke er sygdomme, men afstedkommer et behov for støtte for at kunne fungere på lige fod med andre

Pernille Darling
Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri

Lad os forestille os, at jeg faktisk havde været tæt på blind. Man hører jo om børn, der først i den tidlige indskoling findes med et svært nedsat syn.

Har de klaget over det? Sjældent, for de ved ikke, at det skal føles anderledes.

Jeg synes, det er let at forestille sig, at den erkendelsesproces er endnu sværere for børn med en neurodivergent hjerne. De kan ikke sige: ”Jeg kan altså ikke se den ring.”

Hvad skal et barn med ADHD eller autisme sige for at gøre det klart, at noget er urimeligt svært? Noget som får alle til at lytte, i stedet for at bede barnet om at gøre sig lidt mere umage med sætninger som: ”Du kan jo godt hvis du bare vil.”

Hvad gør det ved et barn at få beskeden om, at deres besvær er selvvalgt? De efterlades med én mulighed. Prøve mere og holde mere ud.

Så går tiden med det indtil, de står som voksne med den ene stress-sygemelding efter den anden og har opgivet idéen om, at de faktisk er noget værd.

Diagnoser skal ikke afskrives

Hvordan havde mit liv set ud uden briller? Meget anderledes tør jeg godt garantere. Tanken melder sig om det, der også synes at holde gang i debatten om diagnoser.

Jeg kunne jo godt klare mig uden briller. Men på et tidspunkt, ville jeg ramme loftet. Ville jeg være blevet læge? Forsker? Måske, men jeg tvivler.

”Det er jo bare ikke alle, der skal have en PhD,” sagde en ung læge til mig, da jeg endnu engang havde argumenteret for, at også voksne skal tages alvorligt, når de henvender sig med mistanken om, at de kunne have ADHD og/eller autisme.

Som det altid vil blive taget alvorligt, hvis de kom med klager over syn eller hørelse. Så nej – ikke alle skal have en PhD. Men skal de afskrives, fordi de ikke kan se, høre eller huske starten af deres sætning, når de når til slutningen?

Jeg skal ikke bestemme, hvilke drømme og mål de skal sætte sig. Jeg skal bare sørge for de ”mentale briller”, hvis jeg finder en funktionsnedsættelse, som kan afhjælpes.

Støtte til mennesker med autisme eller ADHD

Det handler ikke kun om den enkeltes livskvalitet. Det handler også om, hvad vi som samfund går glip af, hvis vi ikke erkender, at krav til hvad man skal kunne under de samme forhold, også betyder at flere får ”brug for briller”.

Hvad skal et barn med ADHD eller autisme sige for at gøre det klart, at noget er urimeligt svært?

Pernille Darling
Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri

Til de bekymrede over stigningen i diagnoser, vil jeg derfor spørge: ”Vil du nægte et barn briller?” Det er dét, vi gør, hvis vi nægter støtte og muligheden for selvforståelse til et menneske med autisme eller ADHD.

Så enten skal vi ændre samfundet i en retning, hvor ingen har brug for briller. Ellers skal vi forholde os åbne og lyttende, når et menneske kommer til os med tvivlen.

Det er i forvejen ikke let.

De fleste kommer med hatten i hånden, flossede nerver og sitrende følelser udenpå tøjet og stiller det farligste spørgsmål i verden:

”Tror du....altså kunne der være en mulighed for…at jeg faktisk ikke bare er dum eller doven?”.

Tænk på, hvor bange man må være for svaret på det spørgsmål.