Kommentar af 
Svend Brinkmann

Svend Brinkmann: Nuancerne forsvinder, når vi tvinger sortsynets krisehat ned om ørerne

Hvis vi kun har en krise- og bekymringskultur at tilbyde vores børn og unge, så spejler de sig i den bekymring, og risikoen for selvopfyldende profetier og potentiel sygeliggørelse er høj, skriver Svend Brinkmann.

Vi bør være varsomme med ikke at opdrage en hel generation af børn og unge til at fortolke alle former for ubehag i kliniske termer som stress, angst, eller skærmafhængighed, skriver Svend Brinkmann.
Vi bør være varsomme med ikke at opdrage en hel generation af børn og unge til at fortolke alle former for ubehag i kliniske termer som stress, angst, eller skærmafhængighed, skriver Svend Brinkmann.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Svend Brinkmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke mange år siden, at tidsånden krævede optimisme og en positiv indstilling af os alle sammen. Jobannoncerne efterspurgte positive og humoristiske medarbejdere, enkelte steder endda med påtvungen glædespligt.

Folk tog efteruddannelser i positiv psykologi, gik på kurser i positiv tænkning og praktiserede den anerkendende tilgang i ledelse og pædagogik.

En kritiker af denne tvangsoptimisme, sociologen Rasmus Willig, skrev i 2012 om ”positivitetsfascisme” som den ekstreme konsekvens, når man udsættes for tankekontrol og kun må tale om ”udfordringer” og ”læringsmuligheder” og ikke om de problemer, man reelt oplever. 

Jeg udgav selv et par år senere den parodiske modvægtsbog 'Stå fast', der skulle hjælpe den enkelte til at tænke kritisk og negativt ved blandt andet at ”tage nej-hatten på” og ”dvæle ved fortiden”.

Analysen var, at hele den positive bølge gjorde os blinde for verdens virkelige problemer, der ikke kan løses ved, at individet ændrer mindset.

Man må sige, at tidsånden siden er ændret. Der findes selvfølgelig fortsat mange ledere, lærere, konsulenter og selvudviklingseksperter, der prædiker positivitet, men det overordnede billede er ved at skifte.

Hvor problemer tidligere var udfordringer, skal de i dag opfattes som kriser

Svend Brinkmann

Som Christian Bennike har beskrevet det i sin nye roste bog, 'Engang troede vi på fremtiden', om skiftet fra optimisme til sortsyn, så skete der noget med Brexit, Trump og fremkomsten af en almen krisebevidsthed.

Åbenheden, globalismen og liberalismen blev afløst af en mere indadvendt og defensiv politik.

Bennike mener, at den nye pessimisme på sin vis er velkommen, fordi den har muliggjort en tiltrængt opmærksomhed på de reelle problemer, og derfor er hans analyse af sortsynet paradoksalt nok på samme tid optimistisk.

Under alle omstændigheder er den foretrukne retorik forandret: Hvor problemer tidligere var udfordringer, skal de i dag opfattes som kriser.

Det gælder ikke blot klima- og biodiversitetskriserne, som vitterligt fortjener krisebetegnelsen, men også mistrivselskrisen, ensomhedskrisen, fællesskabskrisen, psykokrisen og selvfølgelig de velkendte som coronakrisen og den økonomiske krise.

De sidstnævnte lader dog til at være overstået i denne omgang, og mange har bemærket den store forskel på situationen i efteråret 2022, der førte til dannelsen af kriseregeringen hen over midten og en nærmest dommedagsmessende nytårstale fra statsministeren, og så situationen i dag, hvor det økonomiske råderum pludselig er vokset betragteligt, og både regeringen og dens upopulære beslutninger som fjernelsen af store bededag har mistet legitimitet.

Læs også

For ti år siden var det de pessimistiske kritikere, der fik at vide, at de skulle tage ja-hatten på, når de påpegede et eller andet problematisk. I dag er vi ved at havne i en situation, hvor det er de mere optimistiske stemmer, der får at vide, at de skal tage krisehatten på.

Et par eksempler kan illustrere det: Det er blevet en vedtagen sandhed, at vi har en mistrivselskrise. Fra at være et stort set ukendt begreb er ordet mistrivsel eksploderet i den offentlige samtale.

Ifølge Infomedia optrådte det blot to gange i alle danske medier i 1992 og i 2022 hele 12.301 gange. Selv om væksten skal ses relativt til, at den samlede artikelvolumen er forøget, er det alligevel bemærkelsesværdigt.

Også i 1992 var der bekymrede avisartikler om unges dårlige mentale sundhed og stresssymptomer (halvdelen af gymnasieeleverne havde for eksempel stress dengang), men forskellen er, at det i dag netop er gjort til en ”mistrivselskrise”, hvilket i øvrigt er et ord, der først optrådte så sent som i 2019.

Det er simpelthen en myte, at børn i danske institutioner bruger skærme i væsentligt omfang

Svend Brinkmann

Som ungdomsforsker Noemi Katznelson har gjort opmærksom på, taler vi nu om de unge som en helt særlig sårbar og skrøbelig samfundsgruppe og generation.

Jeg kender læger og forskere, der mener, at omfanget af mistrivsel er ganske overdrevet, men som ikke ønsker at stå frem, fordi mistrivselsretorikken har vundet. Nuancerne forsvinder hermed.

Et andet og relateret eksempel er den nylige debat om skærme. Regeringen vil som bekendt forbyde børns adgang til skærme i daginstitutioner.

Ministeren på området, Mattias Tesfaye, vil anlægge et ”forsigtighedsprincip” og lade potentielle sundhedsrisici vægte højere end de muligheder, der kan være i at anvende tablets og lignende i daginstitutioner.

Han vil efter eget (bemærkelsesværdige) udsagn ”lytte mindre” til de medieforskere, der undersøger børns omgang med skærme.

Læs også

Disse forskere er simpelthen for positive, mener ministeren, der med sit forbud alene har fokus på det digitales negative konsekvenser. Medieforskerne har ellers fundet ud af, at tiden brugt på skærme er endog meget begrænset i daginstitutioner.

I langt de fleste institutioner bruger børnene således maksimalt ti minutter dagligt med skærme, eksempelvis når de er i skoven og har fundet et dyr, som de kan identificere med en app.

Det er simpelthen en myte, at børn i danske institutioner bruger skærme i væsentligt omfang, men den slags nuanceringer er åbenbart uønskede under sortsynets krisehat.

Det værste er næsten, at problemerne med for eksempel mistrivsel risikerer at blive forværret af hele kriseretorikken.

En forsker fra Oxford Universitet, Lucy Foulkes, har beskrevet det som en ond cirkel, hvor øgede forekomster af mistrivsel fører til øgede oplysnings- og hjælpeindsatser, der fører til øgede forekomster, fordi børn og unge kommer til at fortolke alskens negative tanker og følelser gennem denne mistrivselslinse.

Vi skal selvfølgelig ikke negligere de reelle problemer, der findes. Vores børne- og ungdomspsykiatri skal fungere, så alle de børn, der for eksempel har udviklingsforstyrrelser eller alvorlige psykiske problemer, kan få hjælp uden at skulle stå på en venteliste i månedsvis. For det får de det værre af.

Kunsten er at normalisere almindeligt menneskeligt ubehag uden at normalisere det, der reelt er sygeligt

Svend Brinkmann

Men vi bør samtidig være varsomme med, at vi ikke opdrager en hel generation af børn og unge til at fortolke alle former for ubehag i kliniske termer som stress, angst, eller skærmafhængighed.

Kunsten er at normalisere almindeligt menneskeligt ubehag uden at normalisere det, der reelt er sygeligt.

Den form for balance kræver et nuanceret blik for samtidens mange facetter. Hvis vi kun har en krise- og bekymringskultur at tilbyde vores børn og unge – og voksne for den sags skyld – så spejler de sig i den bekymring, og risikoen for selvopfyldende profetier og potentiel sygeliggørelse er høj.

Der er brug for både en nej- og en ja-hat. Og måske ville det allerbedste være at tage hatten af for en stund og forsøge sig med et lidt mere realistisk forhold til verden, der ikke fordrejer den i hverken den ene eller anden retning.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Brinkmann

Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter
ph.d. (Aarhus Uni. 2006), cand.psych. (Aarhus Uni. 2002)

Rasmus Willig

Forstander, Suhrs Højskole, formand for Andelsgaarde, medlem, Etisk Råd, bestyrelsesmedlem i Forskningsfonden af 1971
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002), ph.d. (Roskilde Uni. 2006)

Christian Bennike

Journalist, Weekendavisen
cand.mag. i medievidenskab (Københavns Uni.)

0:000:00