Det er efterhånden fire år siden, at et storstilet forsøg om såkaldt teknologiforståelse blev søsat i den danske folkeskole. Et initiativ, der skulle sikre, at danske skolebørn uanset køn eller postnummer får mulighed for at kunne begå sig med lige dele nysgerrighed og kritisk forståelse i en verden præget af digitalisering.

Og forsøget er tæt knyttet til folkeskolens formålsbeskrivelse: At forstå digital teknologi er nødvendigt for at kunne leve åndsfrie, ligeværdige og demokratiske liv anno 2022.

Initiativet bragte hurtigt Danmark i den absolutte førertrøje internationalt. Aldrig før har en faglighed om digital teknologi på den facon kombineret humanistiske, samfundsfaglige og tekniske aspekter og dertil også dannelses- og uddannelsesmæssige aspekter i én faglighed. Eleverne lærte for eksempel ikke kun at betjene 3D-printere og mikrocontrollere, men også at forstå logikken bag algoritmestyrede universer.

Men noget gik galt undervejs. Forsøget på folkeskolerne forsvandt i den tunge politiske proces i Folketinget og blev langsomt lagt i regeringens syltekrukke. Ingen opfølgning. Ingen politisk interesse – og langsomt, men sikkert er Danmark blevet kørt agterud.

Det viser en ny rapport fra EU-Kommissionen, som analyserer på undervisningen i digitale teknologier med opgørelser og case-beskrivelser fra europæiske lande. Lande som Slovakiet, Frankrig, Finland og Estland har virkelig sat ind på digital teknologiforståelse, ligesom Tyskland er ved at vågne fra årtiers Tornerosesøvn.

Politisk syltekrukke

Siden forsøget med teknologiforståelse i Danmark blev stoppet i efteråret 2021, er intet sket fra centralt hold. Det er derfor op til enkelte skoler, kommuner og læreruddannelser at løfte opgaven. Det er ikke rimeligt over for hverken lærere, der mangler kompetencer i den nye faglighed, eller elever, der går glip af det.

Digitaliseringen er ikke et anneks på virkeligheden og skal derfor heller ikke være det i det almene uddannelsessystem. 

Derfor virkede det en smule tragikomisk, at regeringen for nylig lancerede Danmarks digitaliseringsstrategi fyldt med mange flotte visioner. Og så på de allersidste sider var der lige blevet plads til at par punkter om teknologi i folkeskolen og på læreruddannelsen.

Indrømmet. Regeringens visioner er fine, men en strategi skal mere end blot at udstikke visioner. De skal omsættes til ambitioner, der føres ud i livet gennem konkrete indsatser. Det udestår. Og meget bemærkelsesværdigt er ungdomsuddannelserne helt og aldeles udeladt af strategien.

I strategien er digitale kompetencer motiveret med et behov for at kunne drage nytte af digitaliseringens muligheder: alle danskere skal kunne anvendedigitale løsninger og navigere sikkert på de sociale medier – derfor skal teknologi som led i en mere praktisk skole være en del af folkeskolens undervisning.

Hvis ambitionen blot er at udvikle praktiske brugerkompetencer, er det slet ikke ambitiøst nok. En digital førertrøje kan vi i hvert fald skyde en hvid pil efter i et Danmark.

Digitalisering skal være for alle

Allerede på kort sigt har det mange konsekvenser. Virksomheder mangler kompetent arbejdskraft. Befolkning er ikke moden til velfærdsstatens digitale løsninger.

Men den højeste pris betaler børnene, idet postnummer og køn fortsat er afgørende for, om de får digitale kompetencer til at deltage kritisk og konstruktivt som aktive demokratiske borgere i et samfund, hvor de på godt og ondt er omgivet af digital teknologi.

Der er dog en vej tilbage til førerfeltet. Uddannelsessektorens parter med regeringen i spidsen skal udvise lederskab og indføre digital teknologiforståelse som obligatorisk fag i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og i forlængelse heraf op gennem hele uddannelsessystemet.

Fagtrængsel eller ej, digitaliseringen er ikke et anneks på virkeligheden og skal derfor heller ikke være det i det almene uddannelsessystem. Vi ved fra forsøg på skoler og i læreruddannelsen, at vi kan i Danmark. Det er ganske enkelt ikke rimeligt at indførelsen af digital faglighed i uddannelse i Danmark må vente eller kun være forundt de få heldige, der har en lærer eller en skole, der prioriterer det