Ledere på udflyttede arbejdspladser er fanget mellem pligtfølelse og opgivelse

Ledere på udflytningsramte arbejdspladser oplever en høj grad af meningsløshed. Det fremgår af en ny rapport udformet af konsulenthuset Lundmann. Rapporten med titlen ”Bedre balance? Meningsløshed, kamp, involvering og rekruttering” bygger blandt andet på interviews med en række ledere på arbejdspladser, der er i gang med en udflytning.

Direktør Lars Lundmann har været hovedforfatter på rapporten. Han fortæller, at når meningsløshed er et så centralt begreb, at det har fundet vej til titlen, er det, fordi alle interviewpersoner gav udtryk for oplevelsen af meningsløshed. 

"Hvis man sidder i en velfungerende organisation, som skal brydes op, føles det meningsløst. Man tænker: 'Jamen, hvorfor? Hvorfor lige os og ikke nogle andre? Hvorfor skal vi lige flytte derhen?' Vores respondenter giver udtryk for, at det hele virker tilfældigt," fortæller Lars Lundmann og fortsætter:

"Når noget forekommer meningsløst, begynder man selv at forsøge at finde en mening. Det ser vi i det her tilfælde ved, at der opstår forskellige teorier om den virkelige årsag til udflytningen. For eksempel er der en udbredt teori om, at udflytningen skyldes et ønske om at tækkes vælgere i provinsen. Når så man begynder at få en mistanke om, at udflytningen i virkeligheden er en manøvre, som ikke har noget at gøre med hverken balancen i Danmark eller de opgaver, éns arbejdsplads er sat til at udføre, så kan der opstå en stærk lede ved de politikere, der står bag."

En umulig situation
Af rapporten fremgår det, at oplevelsen af meningstab er særligt voldsom for lederne i styrelser og organisationerne.

”Det er jo ikke normalt, at der træffes så store beslutninger, uden at man inddrager direktionen, så lederne oplever, at deres domæne ikke bliver respekteret. Det kan føre til opgivelse og spørgsmål som 'hvorfor er jeg overhovedet direktør, hvis mine overordnede ikke vil have mig til at udfylde en direktørrolle?'" fortæller Lars Lundmann og peger på, at lederen sættes i en nærmest umulig situation.

Ingen af os har lyst til at føle os som ligegyldige brikker i et tilfældigt puslespil.

Lars Lundmann
Direktør

"Man skal være garant for, at noget kan lykkes, som man sandsynligvis er uenig i. Samtidig skal man vælge sin strategi. Hvis man vælger at samarbejde og bakke op om beslutningen, risikerer man at blive opfattet som svag af sine medarbejdere. Hvis man kæmper og forsøger at omgøre beslutningen, risikerer man, at den bliver tromlet igennem alligevel, og at man selv får færre beføjelser, fordi man ikke har samarbejdet. Det kræver et højt niveau af diplomati og strategisk benarbejde.”

Som at tisse i bukserne
På mange udflyttede arbejdspladser kæmper man for at fastholde så mange medarbejdere som muligt, men man forventer mange opsigelser. Det skyldes dels praktiske omstændigheder, som gør det svært for medarbejderne at flytte med eller pendle. Men det spiller også ind, at medarbejderne mister motivationen, fordi meget af det, de normalt er drevet af – forpligtelse og idealisme – er truet, forklarer Lars Lundmann.

"Ingen af os har lyst til at føle os som ligegyldige brikker i et tilfældigt puslespil."

Noget af det, man har forsøgt for at fastholde medarbejderne, er at tilbyde forfremmelser, bonusser og fleksibilitet i forhold til arbejdstid og hjemmearbejde. Det er også noget af det, de faglige organisationer har anbefalet. Det er imidlertid en risikabel vej, mener Lars Lundmann:

”Det er godt, at man forsøger at kompensere. Men risikoen ved at individualisere lysten til at blive fastholdt er, at man får en kultur, hvor der er fokus på at opfylde medarbejderens behov frem for organisationens. Hvis ikke man samtidig har fokus på, hvad der er godt for organisationen, er det som at tisse i bukserne for at holde varmen.”

Hvad skal man gøre i stedet?

”Man skal fokusere på at skabe en ny, attraktiv organisation. Og lederne kan faktisk have gode kort på hånden, for de fleste står i en god forhandlingsposition, fordi de overordnede ofte vil føle, at de står i gæld til den udflyttede styrelse eller institution. Hvis man har nogle irritationspunkter, som man måske har haft længe, er det nu, forhandlingsvinduet er åbent.”