IDA: Bæredygtig udvikling kræver fembenet satsning

Af Erik Blas 
Formand for IDA Global Development

Så blev regeringen enig med SF og Enhedslisten om at spare 1,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden.

Vi har både en moralsk og en forretningsmæssig interesse i at komme klart på banen for at skabe en bedre og mere balanceret verden. 

Erik Blas
Formand for IDA Global Development

Det bliver godt nok præsenteret som en sejr. Regeringen havde jo foreslået noget endnu værre.

Det værste er imidlertid, at forligspartierne nu kommer til gøre det ’beskidte arbejde’ for en eventuel kommende borgerlig regering.

Da IDA Global Development i oktober havde debatmøde om Venstres foreslåede 2,5 milliarders nedskæring var mange af deltagerne lettere rystede over, at Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen ikke havde noget bud på, hvor der skulle skæres, og hvad konsekvenserne ville blive.

Dette spørgsmål behøver nu ikke længere at give ham søvnløse nætter. Det meste af det ubehagelige arbejde vil være gjort af SR-regeringen, når Venstre eventuelt tager over.

Ulandsindsatsen er fremmedgjort
Alle taler om vigtigheden af at træffe langsigtede beslutninger på bistandsområdet for at sikre effektivitet, stabilitet og en bedre verden. Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl taler om at hoppe i arbejdstøjet og i fælleskab komme frem til visionære løsninger på de langsigtede problemer. Konservatives udviklingsordfører Per Stig Møller taler om at sætte sig sammen og træffe tværpolitiske beslutninger.

Man vil det godt og gøre det på den rigtige måde, nemlig i fællesskab. Men realiteten er, at man i stedet sætter sig ned og filer på et regneark. Udviklingsbistanden er et stort kronebeløb, som meget få forstår, og som kommer ind belejligt, når kolonnerne skal gå op. Bagefter kan man så prøve at få det til at se ud, som om det er de andre, der ikke vil alt det gode.

At man kan komme af sted med dette, skyldes blandt andet den stigende fremmedgørelse af ulandsindsatsen i forhold til den danske befolkning, der har fundet sted over de sidste 15 til 20 år.

Langt fra folkeligt forankret
Udenrigsministeren og handels- og udviklingsministeren beskrev for nogle måneder siden fem principper for en aktivistisk udviklingspolitik. Et af disse principper var ’folkelig forankring’.

Følgende eksempel kan illustrere, hvor langt vi er fra folkelig forankring. Til et andet debatmøde i IDA Global Development i oktober om fattigdomsorienteringen i dansk udviklingsbistand fortalte en af deltagerne, at han sammen med 250 andre (græsrødder) laver fuglehuse, som så sælges. For pengene hjælper de med at bygge en by i Rwanda. Han kunne berette, at de havde kontaktet Danida, som havde sagt, at han skulle henvende sig til CISU. Her var han blevet afvist med den begrundelse, at han ikke var en forening.

Han var så kommet fra Fyn til vores møde på Kalvebod Brygge (København V) for at se Mette Gjerskov – en af vore oplægsholdere. Hun var den eneste, der havde svaret ordentligt på hans e-mails. Mette Gjerskov kunne på sin side berette, at hendes kredsformand havde sagt til hende: ”Mette, det er meget godt, at du interesserer dig for det der med ulande – men det kan vi ikke få dig genvalgt på, find noget andet”.

Danmark har råd 
Selvfølgelig har Danmark råd til at investere en procent af vores velstand i at skabe en bedre verden. På den lange bane vil det være med til at sikre både vores velstand, selvrespekt og overlevelse.

Ude i verden vil branding værdien af en-procent-signalet være langt større end kroneværdien af bistanden.

Hvis samtidig en større del af den ene procent kanaliseres via multilaterale organisationer, vil Danmarks politiske indflydelse på organisationerne øges, og dermed kan udviklingseffekten af kronebeløbene ’geares’ - for nu at fortsætte med at tale investeringssprog.

Hele paletten af indsatsområder skal i spil
Skal man satse på reduktion af fattigdom, uddannelse af unge, sundhed, økonomisk vækst gennem at støtte det private erhvervsliv, eller noget andet? Forslagene er mange og fremføres ivrigt, alt efter hvilken interesse eller arbejdsfelt forslagsstilleren selv har.

Men sagen er, at en ensidig satsning på det ene eller det andet aldrig har vist sig at lede til den ønskede selvbærende udvikling. Der er desværre ingen lette løsninger. På en måde har alle ret - hele paletten skal i brug.

1. ’Udsatte’ grupper (det er ikke kun et fattigdomsproblem) skal støttes, så de bliver bedre i stand til at deltage aktivt i samfundet. Det kan ske gennem at løfte deres uddannelses- og sundhedsniveau, styrke dem til at kræve og udnytte deres ret.

2. Rammerne for folkelig deltagelse og kontrol skal styrkes gennem støtte for demokratiske institutioner, civil samfundsorganisationer og uafhængige medier.

3. Indtægtsmuligheder, der gavner samfundsudviklingen, skal øges gennem støtte for lov og orden, balance på arbejdsmarkedet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, kontrol og regulering, fjernelse af urimelige nationale og internationale barrierer for produktion og handel, samt basal infrastruktur.

4. Udvikle og effektivisere den offentlige sektor for en retfærdig fordeling af ressourcerne, lige adgang til offentlige kvalitetsydelser, og reducere vilkårlighed og ressourcespild.

5. Bæredygtig udnyttelse, brug og genopretning af naturressourcerne.

Ingen af de fem ben kan stå alene – kun sammen vil de skabe selvbærende og bæredygtig udvikling.

Nogle af opgaverne løftes bedst af internationale organisationer andre bilateralt. Men det kræver mere end bare penge.

Danske offentlige institutioner, civil samfund, individer, arbejdsmarkedsorganisationer, private virksomheder og forsknings- og undervisningsinstitutioner har en masse at byde ind med, som kan sikre udvikling i både modtagerlandene og i Danmark.

Der er hundredvis af unge danskere, der uddannes til og gerne vil arbejde med dette i en offentlig eller privat virksomheds, såvel som i NGO regi – giv dem en chance.

Vi har både en moralsk og en forretningsmæssig interesse i at komme klart på banen for at skabe en bedre og mere balanceret verden.