Eva Grambye: Hvis vi skal realisere verdensmålene, skal vi udnytte synergier

Af Eva Grambye
Direktør for internationalt område hos Institut for Menneskerettigheder

I sit seneste indlæg skriver Mattias Söderberg ganske rigtigt om, hvordan politiske løfter af og til er hævet over basale matematiske love. Helt konkret kritiserer Söderberg, at verdens rige lande ikke tilfører ”nye og yderligere” midler til klimabistanden, men i stedet tager den fra eksisterende udviklingsmidler.

At ressourcerne desværre er knappe, gør det kun endnu vigtigere, at vi bruger dem med mest mulig effekt. Det er også vigtigt at forstå, at ressourcer ikke kun handler om flere penge. Derfor har vi siden 2015 arbejdet målrettet med at realisere de enorme synergier, der er mellem menneskerettighederne og verdensmålene. Herunder også klima.

Nært beslægtede og vidt forskellige 
De to globale FN-agendaer er nemlig på én og samme tid nært beslægtede og vidt forskellige. I 2030-erklæringen understreges det eksempelvis, at verdensmålene ”søger at realisere menneskerettighederne for alle”, og vores analyser viser, at mere end 92 procent af de 169 delmål er reflekteret i menneskerettighederne.

Så hvordan er de forskellige? Den ene blev født i skyggen af en verdenskrig, den anden på tinderne af ”Yes We Can!”. De er søskende adskilt af 65 år. Det er to forskellige bevægelser, med to forskellige sprog og forskellige logikker, der kæmper for en fælles sag.

Udfordringerne er åbenlyse: operationelle siloer. I langt de fleste lande håndteres menneskerettighederne og verdensmålene i forskellige ministerier. Mange ngo’er specialiserer sig i den ene eller anden agenda, og selv FN koordinerer ikke altid arbejdet.

Verdensmålene er en politisk vision, der deles af alle lande på jorden og omfatter alle sektorer i samfundet.

Eva Grambye
Direktør for internationalt område hos Institut for Menneskerettigheder

Et uforløst potentiale
På den positive side er potentialet enormt. For de to dagsordener supplerer vitterligt hinanden – ikke ved at være ens, men ved at være forskellige.

Verdensmålene er en politisk vision, der deles af alle lande på jorden og omfatter alle sektorer i samfundet. De har skabt fornyet momentum og kalder på nye partnerskaber og inspirerer til nye ideer og løfter.

Men den store metodefrihed har også sine udfordringer. For hvordan holder vi regeringer og virksomheder ansvarlige for deres løfter? Hvordan monitorerer vi fremskridt for målene? Og hvordan sikrer vi, at den ene gode dagsorden ikke underminerer den anden? At en grøn omstilling ikke får en social slagside? Kort sagt implementerer den helhedsforståelse, som verdensmålene udtrykker.

Lige præcis dét er menneskerettighedssystemets styrke. Her handler det om ansvar, ikke-diskrimination og lige muligheder. Og der er opbygget et globalt system af institutioner, retningslinjer og rapporteringsprocesser, der understøtter dette. Menneskerettighedssystemet er en guldmine af data, anbefalinger og værktøjer, der skal sikre ansvarlighed, fremdrift, og at ingen lades i stikken. Alt sammen med enorme synergier til de 17 verdensmål og 169 delmål. 

Lad os tage et eksempel. Verdensmålet om klima (Nummer 13) har oplagte tråde til energi (Nummer 7) og bæredygtigt forbrug (Nummer 12). Men set i helhed er der også klare tråde til eksempelvis kvinders ligestilling (Nummer 5) og stærke institutioner (Nummer 16). Her rummer menneskerettighedssystemet over 100 relevante anbefalinger direkte til enkeltlande, adskillige analyser fra specialrapportører og ikke mindst rapporter fra landene selv. Det giver derfor god mening at kigge her, inden man går i gang med initiativer, analyser eller dataindsamling og udvikling af indikatorer.

2+2=5
Det er derfor, at vi på instituttet advokerer for en langt mere integreret tilgang til verdensmålene og menneskerettighederne. Hvis vi kan nedbryde bare nogle af siloerne, så kan vi undgå dobbeltarbejde, strømline ressourcer og skabe større sammenhæng i de beslutninger, der skal realisere såvel verdensmålene som menneskerettighederne.

Så hvis de matematiske love skal sættes ud af kraft, så lad os gøre det på en måde, hvor vi maksimerer udbyttet i stedet for at minimere indsatsen.