FN-forbundet: Færre multilaterale bistandskroner svækker Danmarks indsats for verdensmål

Af Torleif Jonasson
Generalsekretær, FN-forbundet

Danmark har – sammen med de øvrige nordiske lande – en stolt historie inden for humanitært engagement og udvikling – ofte gennem støtte til FN.

Det giver mening for et lille land som vores. Og størrelsen på vores land til trods har det betydet, at vi har haft en stor stemme på den internationale scene. Spørgsmålet er, hvor tungt den stemme vejer i dag.

'40 år i front' lyder oplægget til denne debat fra Altinget. Og det er ikke helt forkert. Men det er heller ikke helt rigtigt. For Danmark er ikke i front længere.

Med et folketings-valg, der lurer i horisonten, kan man håbe på, at det giver anledning til, at vores politikere på tværs af spektret vil revurdere den danske udviklingsbistand. 

Torleif Jonasson
Generalsekretær, FN-forbundet

Den multilaterale bistand skrumper
Hvis man starter med at se til de 0,7 procent, så er det rigtigt, at Danmark lever op til FN's minimumsmålsætning for udviklingsbistanden.

Men 0,7 procent er en minimumsmålsætning og ikke et loft. Dels er der sket et bruttofald i bistanden fra 2016 til 2017 på 5,3 procent foranlediget af OECD-kritik af, at vi brugte en stor del af bistanden i Danmark til at dække flygtningeudgifter.

Endnu en faktor er fordelingen af bistanden til henholdsvis den bilaterale indsats og den multilaterale indsats gennem internationale organisationer.

Skillelinjen ligger ikke fuldstændig fast, men den officielle opgørelse fra de senere år viser, at det multilaterale arbejde tildeles en stadig mindre andel af dansk udviklingsbistand.

Selvfølgelig er multilateral bistand ikke uden problemer. Derfor skal den multilaterale bistand supplere og balancere den bilaterale.

Men ser man til de seneste tal, viser de et fald i fordelingen til det multilaterale område fra 41 procent i 2004 til 30 procent i 2017. Ser man isoleret på den multilaterale bistand, der kanaliseres via FN-organisationer, så ser det endnu værre ud: fra 19 procent i 2004 til 10 procent i 2017.

Med en stærk multilateral bistand vil man kunne sikre:

• lavere transaktionsomkostninger, lavere priser på produkter og services i kraft af større samlede indkøb.
• reducerede udgifter i modtagerlandene ved ikke at skulle tilpasse sig forskellige krav og retningslinjer.
• bedre udnyttelse af komparative fordele i ekspertise, fremfor at enkelte bilaterale donorer hver især skal være eksperter på de samme områder.
• forbedret donorharmonisering, øge kvaliteten hos mere ineffektive bilaterale donorer, samt sikre bedre international arbejdsdeling på bistandsområdet.
• større effekt ved grænseoverskridende bistandsproblemer, f.eks. klimaforandringer, og en større legitimitet, især på rettighedsområdet.

Danmark skal tilbage i front
Den multilaterale bistand har man fra dansk side, på tværs af skiftende regeringer, valgt at nedprioritere. Dertil har man valgt at øge den såkaldte øremærkning af bidragene til FN-organisationerne.

Tager man UNDP, FN's Udviklingsprogram, der står for den organisatoriske ramme for implementeringen af verdensmålene, som eksempel – en ikke uvæsentlig opgave – har Danmark de senere år valgt at beskære vores bidrag, så det er faldet fra 345 millioner kroner til 243 millioner – og heraf er den ubundne andel faldet fra 96 procent til 45 procent. Det reducerer både organisationens driftsmidler og evne til at agere fleksibelt.

Med et folketingsvalg, der lurer i horisonten, kan man håbe på, at det giver anledning til, at vores politikere på tværs af spektret vil revurdere den danske udviklingsbistand – og opprioritere den del af det multilaterale system, som skal sikre, at vi når verdensmålene, og realisere en bæredygtig udvikling.   

Dét ville lade Danmark komme tilbage i front.