Debat

Global Aktion: Regeringen prioriterer militær over fredsopbygning

Væk er den tidligere insisteren på, at international solidaritet kan forebygge katastrofer og konflikter, og ind er kommet militære løsninger. Men øget militarisering giver fred for de få - ikke for de mange, skriver Mads Thunestvedt og Morten Nielsen.

Udenrigsministeren og forsvarsministeren deltager på et pressemøde om yderligere militære bidrag til Nato. 21. april, 2022.
Udenrigsministeren og forsvarsministeren deltager på et pressemøde om yderligere militære bidrag til Nato. 21. april, 2022. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“Hvis du forbereder dig på krig, får du krig. Hvis du forbereder dig på fred, får du fred”. Sådan udtalte den ukrainske fredsaktivist Yurii Sheiliazhenko i kølvandet på Ruslands illegale invasion af Ukraine. Kort tid efter indgik størstedelen af Folketinget et “nationalt forlig” angående en tilførsel på 18 milliarder kroner ekstra om året til militæret, sådan at Danmark nu skal efterleve NATO’s krav om to procent af BNP til forsvaret.

I samme åndedrag blev det meldt ud at midlerne til at håndtere de ukrainske flygtninge skulle tages fra den i forvejen pressede udviklingsbistand. Nærmere bestemt to milliarder. Der skal selvfølgelig findes penge til de ukrainske flygtninge, men hvorfor det skal gå ud over de fattigste mennesker er svært at forklare.

Temadebat

Hvad er konsekvenserne af nedskæringer i udviklingsbistanden?

Altinget Udvikling har inviteret en række aktører med tilknytning til emnet til at forholde sig til ovennævnte spørgsmål.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Pernille Tørslev på pnt@altinget.dk eller til Altingets debatredaktion på debat@altinget.dk.

Specielt på et tidspunkt, hvor regeringen på et splitsekund fandt langt flere penge til at financiere et militær, der indgår i en militæralliance, der allerede er mange gange større end det russiske militær. Det er en mærkelig prioritering i en tid, hvor fødevarepriser er de højeste siden 2008, klimakrisen sætter ind med tørke og oversvømmelser og coronakrisen har sendt flere hundrede millioner flere mennesker ned i umenneskelig fattigdom. Samtidig med at regeringen aktivt blokerede for en midlertidig ophævelse af patenterne på vacciner.

Væk er insisteren på international solidaritet
Udover det fuldstændigt absurde i denne prioritering, der med garanti vil koste liv og fremtidsmuligheder for rigtigt mange mennesker, er det også et kraftigt signal fra regeringen, om at NATO er vigtigere end FN. Militæret er vigtigere end fredsopbygning, og tilliden til fælles løsninger er forduftet til fordel for et langt geværløb.

Væk er den tidligere insisteren på, at international solidaritet og udvikling kan forebygge katastrofer og konflikter, og ind er kommet militære løsninger. Løsninger som mest af alt vil sikre fred for os, der har råd til at kaste milliarder efter milliarder efter maskiner, der primært skal bruges til afskrækkelse og ødelæggelse. Øget militarisering giver fred for de få - ikke for de mange.

Kigger man lidt frem i tiden, hvor der uden tvivl vil komme flere klimaflygtninge, er det ikke svært at forestille sig, at den øgede militære bistand også vil gå til at stoppe flygtninge, eksternalisering af grænser og ‘forsvarskrige’ i Afrika for at forhindre flygtninge og sikring af ressourcer. Det ligger nemlig allerede øverst i skuffen hos NATO og EU-organet EU Naval Force (EUNAVFOR). 

Udviklingsindsatsen er lagt i hænderne på erhvervsinteresser
At militæret er vigtigere end fredsopbygning kommer dog ikke som den store overraskelse. De sidste mange år er Danmarks udviklingsindsats indskrænket og lagt i hænderne på erhvervsinteresser. Og det er en alment kendt sandhed, at Danmark selv er det største modtagerland af danske udviklingsmidler.

Det betyder konkret to ting. For det første vil Danmark ikke hjælpe nogen uden at øge eksportmuligheder for danske virksomheder, og derfor er der erhvervsstøtte med bistandsmidler til mellemindkomstlande som Sydafrika og Indonesien.

Det er en mærkelig prioritering i en tid, hvor fødevarepriser er de højeste siden 2008 og klimakrisen sætter ind

Mads Thunestvedt og Morten Nielsen, politik- og kampagnemedarbejdere ved Global Aktion

For det andet anskuer Danmark udvikling som et nationalt foreliggende, hvor verden udenfor andedammen er underordnet, medmindre det kan bruges til at fremme politiske interesser (sikkerhed, erhvervsstøtte og migration).

Det sås for eksempel da udviklingsministeren og integrationsministeren i fællesskab forsøgte at bestikke Rwanda med vacciner for at få tilladelse til at bygge et asylcenter i landet. I forlængelse af den strategi var det bare et spørgsmål om tid, før den sidste flig af Danmarks internationale solidaritet røg af. Det er sket nu. 

Som en civilsamfundsorganisation, der arbejder med forskellige sociale bevægelser i Det Globale Syd, er det svært at se meningen med galskaben. Det er hårdt at se midler svinde ind; meddele partnere at støtten falder og troen på, at vi i gennem international solidaritet kan styrke freden og imødekomme de konflikter klima- og ulighedskrisen unægtelig vil skabe. 

Og det er ikke mindst svært at forklare, at en af verdens rigeste nationer er så navlebeskuende i en tid, som for alvor kalder på fælles løsninger, ansvar, international solidaritet og fælles forståelse for de problemer, der har skabt kriserne i første omgang. For hvorfor skal fattige mennesker betale med deres liv og fremtid, når der render mennesker rundt i Danmark, hvor to milliarder nærmest er et greb i lommen og en brøkdel af deres formue?

Måske skal vi derfor lytte mere til den ukrainske fredsaktivist og forberede os mere på fred end på krig, og hæve udviklingsmidlerne til to procent af BNP, som vi havde det i det årti, vi i dag kalder ‘fattigfirserne’. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion