Debat

Globalt Fokus: Det er altafgørende, at blended finance kommer de fattigste til gavn

DEBAT: Man må spørge, hvornår det er legitimt at anvende bistandsmidler til at øge private investeringer, hvis disse investeringer ikke er til gavn for verdens fattigste mennesker, skriver Rasmus Stuhr Jakobsen.

Ingen kritiserer, at der investeres i uddannelse i Afrika. En privatisering af offentlig service, hvor studerende afkræves brugerbetaling, er dog ikke løsningen, skriver Rasmus Stuhr Jakobsen.
Ingen kritiserer, at der investeres i uddannelse i Afrika. En privatisering af offentlig service, hvor studerende afkræves brugerbetaling, er dog ikke løsningen, skriver Rasmus Stuhr Jakobsen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Benedicte Gjerding Dahlberg
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Stuhr Jakobsen
Formand Globalt Fokus

Den danske udviklingsbistand skal skabe bæredygtig udvikling i udviklingslandene. Det gælder både, når NGO’er leverer resultater via bistandsmidler, og hvis bistandsmidler indgår i blended finance.

Globalt Fokus ser det fornyede fokus på blended finance som en vigtig mulighed for at drøfte modellens formål og bidrag til opnåelse af verdensmålene.

Udviklingsbistandens rolle i blended finance
Et af de argumenter, der anvendes for blended finance, er behovet for at gå ’fra millioner til billioner’, hvis verdensmålene skal opnås inden 2030. Mens behovet for kapitalmobilisering til bæredygtige investeringer er helt nødvendigt, kan man sætte spørgsmålstegn ved den danske udviklingsbistands rolle heri.

For at overkomme udfordringerne i brugen af blended finance og øge fokus på udvikling, opfordrer jeg ministeren for Udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn, til at tænke på udviklingsorganisationerne, næste gang der er en ledig bestyrelsespost i IFU.  

Rasmus Stuhr Jakobsen
Formand Globalt Fokus

I april 2019 udkom Overseas Development Institute med rapporten ”Blended finance in the poorest countries - the need for a better approach”. Heraf fremgår det, at for hver 1 US dollar stater investerer i at mobilisere privat kapital, kvitterer den private sektor med 0,75 US dollar.

Ser man nærmere på finansieringen i de mindst udviklede lande, står det endnu værre til. Her fører statens investering kun til mobilisering af 0,37 US dollar fra den private sektor.

Herhjemme kom evalueringen af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) i foråret. Mens der både er ros, ris og anbefalinger til IFU i evalueringen, er tallene for investering i de mindste udviklede lande slående.

IFU’s investeringer i de mindst udviklede lande faldt fra 30 procent i perioden fra 2005 til 2010 til kun 6 procent i perioden fra 2015 til 2017.

"Leave no one behind"
For nuværende bryster IFU sig blandt andet med at have investeret 47 millioner i en uddannelsesplatform i Øst- og Vestafrika via SDG-fonden, hvilket skal give flere unge adgang til kvalitetsuddannelse.

Ingen kritiserer, at der investeres i uddannelse i Afrika – tværtimod. En privatisering af offentlig service, hvor studerende afkræves brugerbetaling, er dog ikke løsningen.

Det afskærer de fattigste fra en videregående uddannelse, øger uligheden og er i modstrid med Leave No One Behind-princippet – en central del i opnåelsen af verdensmålene.

Udover at aflive ideen om mottoet ’fra millioner til billioner’, må man altså spørge, hvornår det er legitimt at anvende bistandsmidler til at øge private investeringer, hvis disse ikke er til gavn for verdens fattigste mennesker.

Når den samlede udviklingsbistand på globalt plan samtidig er faldende, så er der yderligere grund til bekymring over prioriteringen af udviklingsbistanden.

Hvis bistandsmidler anvendes til blended finance, er et stærkt fokus på at skabe muligheder for private investorer i de mindst udviklede lande fuldstændigt afgørende.

Det gode eksempel
Tilbage i 2016 indgik IFU og Sex & Samfund et partnerskab med det formål at styrke kvinders ligestilling og sundhed, herunder seksuel og reproduktiv sundhed, på arbejdsmarkedet.

Det er et partnerskab med gode udviklingsperspektiver, hvor arbejdet med verdensmål 3 om sundhed og trivsel, verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene og verdensmål 8 om anstændige jobs og bæredygtig vækst er i centrum.

Partnerskab er kernen i blended finance. Som eksemplet viser, kan blended finance ikke blot være et samarbejde mellem det offentlige og det private, det bør også åbnes op til civilsamfundet.

Evalueringen af IFU anbefaler, at organisationen styrker sin udviklingsekspertise på alle niveauer – inklusive på bestyrelsesniveau.

Med mange årtiers erfaring med aktiviteter, projekter og lokalt samarbejde i udviklingslande, er det oplagt, at de danske udviklingsorganisationer bidrager med deres ekspertise i IFU.

For at overkomme udfordringerne i brugen af blended finance og øge fokus på udvikling, opfordrer jeg ministeren for Udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn, til at tænke på udviklingsorganisationerne, næste gang der er en ledig bestyrelsespost i IFU.

Samlet set bør ovennævnte skabe grobund til refleksion hos regeringen om, hvordan bistandsmidler anvendes, og hvilke krav der skal stilles til blended finance.

Altafgørende er, at dansk udviklingsbistand kommer verdens fattigste til gavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Stuhr Jakobsen

Adm. direktør og generalsekretær, Care Danmark, forperson, Globalt Fokus
cand.scient.soc., (RUC 2003)

0:000:00