Menneskeretsdirektør: Verdensmål må ikke ende som tomme løfter

Af Eva Grambye
Vicedirektør, Institut for Menneskerettigheder

Verdensmålene har sat en endog meget ambitiøs dagsorden, og allerede fra starten har de skabt stort engagement og vilje til forandring. Hele verden taler om dem, og de fleste hylder dem og deres mantra ”leave no one behind”. Men hyldester og bevingede ord er desværre både lettere og billigere at slippe afsted med end benhårdt arbejde.

Derfor skal vi gribe det nuværende momentum, så det hele ikke blot ender med tomme løfter og skønmalerier, når ministre, inklusive danske, mødes i New York i næste måned for at rapportere på deres regerings implementering af målene.

Hold fast på forpligtelser
Virkeligheden er nemlig den, at det står landene temmelig frit for, hvordan de vil implementere verdensmålene, og derfor er det helt afgørende, at regeringer og virksomheder holdes fast på deres forpligtelser og ansvar. Et oplagt redskab til fastholdelsen er at tage et grundigt kig på de indikatorer, som regeringerne og virksomheder vælger at lade sig måle på. Særligt om der er indikatorer, som er koblet til forpligtelser og ansvar-  eksempelvis bundet i menneskerettighederne. På den måde kan vi undgå blinde vinkler og deciderede faldgruber, når vi gør status over, hvorvidt vi er på rette spor i forhold til at indfri de økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter af 2030-dagsordenen.

Herhjemme er verdensmålene omdrejningspunkt i Danmarks egen udviklingspolitiske og humanitære strategi. Regeringen har gjort bæredygtig vækst og grønne energi-, vand- og fødevareløsninger til hovedingredienser i den bistandspakke, som vi sender afsted mod Syd. Det er her, vi er skarpe, det er her, vi kan gøre en forskel, lyder rationalet.

Det er vi også, og det kan vi også. Men grøn teknologi og erhvervsstøtte er ikke en trylleformular, der gør arbejdet alene, for der lurer en del farer i den varme horisont.

Det står landene temmelig frit for, hvordan de vil implementere verdensmålene, og derfor er det helt afgørende, at regeringer og virksomheder holdes fast på deres forpligtelser og ansvar.

Eva Grambye
Vicedirektør, Institut for Menneskerettigheder

Lokal inddragelse og gennemsigtighed
Foruden at sikre at landene forpligter sig på ansvarlige indikatorer, som ikke efterlader socialt blinde vinkler, så er det afgørende, at Danmark har fokus på lokal inddragelse og gennemsigtighed, når vores partnere skal i gang med implementeringen af verdensmålene. Hvis ikke den brede inddragelse af udsatte grupper, som for eksempel kvinder, børn og mennesker med handicap, finder sted, så risikerer vi at forstærke den ulighed, der i forvejen i så rigelig grad eksisterer i de lande, vi støtter.

Denne rettigheds-baserede tilgang står heldigvis centralt i den danske udviklingspolitik, men det ville være rart at se den foldet mere ud herhjemme og i de partnerskaber, som indtil videre er annonceret – eksempelvis eksport af grønne byløsninger. Husker man for eksempel her at måle på, hvilke befolkningsgrupper der får højnet livskvaliteten, når byer udvikles? Måler man specifikt på, hvordan udsatte befolkningsgrupper påvirkes? Og i hvor høj grad inddrages disse grupper i planlægningen og monitoreringen af indsatserne?

Ansvarlighed, inddragelse og gennemsigtighed skal ikke ses som en sur pligt, som noget politiseret eller bøvlet, men derimod som en sikring af den investering, som vores udviklingsbistand er, og som forudsætning for at vi kommer den stigende ulighed til livs.

Som Danmarks udviklingspolitiske strategi understreger, skal ”ulighed i samfundene håndteres gennem de rammebetingelser, der gør, at det enkelte menneske har frihed og lige muligheder.”

Og det er her, at den virkelige udfordring ligger. Det engagement og politiske vid, som verdensmålene har givet os, skal have følgeskab af skarpe redskaber, som sikrer ansvarlig implementering for, at vi reelt kan løse opgaven om at ”leave no one behind”. Vi har brug for indikatorer, som ikke efterlader blinde vinkler i vores status-opgørelser, og vi har brug for processer, som reelt inddrager de sårbare befolkningsgrupper, som har så meget på spil.