Tørnæs: De store perspektiver drukner i kritik

Af Ulla Tørnæs (V),
Minister for udviklingssamarbejde

Jeg har fornøjelsen af at afslutte Altingets debat ”To år med Løkke.” Debatten har budt på forventet rød kritik af regeringens to år gamle tilpasning af udviklingsbistanden til FN’s målsætning på 0,7 procent, som vi gik til valg på og blev valgt på. Og som der stadig er et stort politisk flertal for.

Det vender jeg tilbage til. Men lad mig først fremhæve, hvad jeg ser som de vigtigste begivenheder i de to år, der er gået.

Med et bredt flertal i Folketinget, minus Enhedslisten, kunne vi i år fejre det første forlig nogensinde om Danmarks udviklingspolitik med udgangspunkt i den nye strategi – Verden 2030.

Som det første land i verden har vi lavet en fælles strategi for det langsigtede udviklingssamarbejde og den humanitære bistand. Det får vi fuld anerkendelse for verden over, og det flugter med FN’s 2030 dagsorden og de 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling.

Med strategien ønsker regeringen at indgå i partnerskaber og inddrage det danske samfunds fulde kraft – myndigheder, civilsamfund, virksomheder, investorer, forskning, byer og så videre.

Jo, Danmark er i førertrøjen i det internationale udviklingssamarbejde, både når det gælder størrelsen og den strategiske retning for indsatsen.

Ulla Tørnæs (V)
Minister for udviklingssamarbejde

Vi vil i højere grad bruge udviklingsbistanden som risikovillig kapital og katalysator for privat finansiering fra fonde, pensionskasser og den finansielle sektor. Det er et begyndende paradigmeskifte i vores tilgang til udviklingssamarbejdet. Det får vi også fuld anerkendelse for verden over, og det flugter også med FN’s 2030 dagsorden.

Jo, Danmark er i førertrøjen i det internationale udviklingssamarbejde, både når det gælder størrelsen og den strategiske retning for indsatsen.

Det handler ikke kun om penge
Men tilbage til andedammen og den hjemlige kritik. Mette Gjerskov (S) skriver, at jeg fremstiller mig selv som kvindernes beskytter, men at udviklingsbistanden målrettet kvinder og retten til egen krop er skåret med 48 procent fra 2014 til 2016. For det første er tallene ikke korrekte. Det ved Mette Gjerskov udmærket. For vi drøftede dem på et samråd i Folketinget for ganske nyligt. Hun havde indkaldt mig til samrådet og var i øvrigt den eneste MF’er – ud over formanden for Udenrigsudvalget – der var stede.

Sagen er, at det høje beløb i 2014 blandt andet skyldes, at en del af UNFPA’s kernebidrag for 2015 blev udbetalt i 2014, og at det danske bidrag til genopfyldning af Den Globale Fond for Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria først bliver udbetalt i 2018 og 2019.

Når det er sagt, så er det rigtigt, at der var et mindre fald fra 2014 til 2016, men med nye bevillinger i 2017 nærmer vi os det tidligere niveau. Men det handler ikke kun om penge.

Danmark kæmper for kvinderne
Lige nu foregår en global værdikamp mellem os, der mener, at menneskerettigheder gælder for alle mennesker, og dem, der åbenbart mener, at piger og kvinder ikke skal have adgang til helt basale menneskerettigheder. At kvinder ikke selv kan bestemme, hvornår de vil have børn, hvor mange og med hvem.

Det skal vi råbe op om. Og det gør den danske regering. Vi har blandt andet taget initiativ til She Decides som modreaktion til Donald Trumps genindførelse af Global Gag Rule, der betyder, at internationale organisationer ikke længere kan få økonomisk støtte fra USA, hvis de tilbyder eller informerer om abort.

Vi kandiderer til FN’s Menneskerettighedsråd med kvinders rettigheder øverst på kandidaturets dagsorden, og nu stiller vi også op til FN’s Kvindekommission.

Christian Juhl (Enhedslisten) kritiserer ligeledes nedskæringerne. Han frygter, at mange års erfaringer med NGO’ernes arbejde fremover går tabt, fordi de nu skal konkurrere om pengene. 

Det er ganske enkelt noget vrøvl. Vi er netop i disse dage ved at afslutte en lærerig og spændende proces med danske NGO’er, og på mandag offentliggøres de nye strategiske partnerskabsaftaler.

Det har der været brug for, ikke mindst fordi organisationernes indsats også skal spille ind i den nye samtænkte strategi for udviklingssamarbejde og humanitære indsatser, hvor danske NGO’er spiller en meget vigtig rolle i verdens brændpunkter.

Og jeg tør godt vove pelsen og sige, at langt de fleste af de organisationer, der har søgt om strategiske partnerskaber, har lavet et godt stykke arbejde, som vil blive belønnet i næste uge, når vi offentliggør de nye aftaler.

Flygtningemodtagelse og udviklingsbistand
Det glæder mig, at Holger K Nielsen (SF) giver en del midtvejs ros til regeringens fokus for at sætte sammenhængen mellem udvikling og sikkerheds-, handels-, udenrigs- og udviklingspolitikken på dagsordenen – både med den udenrigspolitiske udredning og den nye strategi for udviklingspolitik. Og han fremhæver, at danske erhvervsinteresser i udviklingslandene er helt legitime og skal understøttes så længe, de er i overensstemmelse med landenes egne mål for vækst, beskæftigelse, innovation og udvikling.

Til gengæld kalder Holger K. det for et katastrofalt rod, at regeringen insisterer på, at en del af udgifterne til flygtningemodtagelse i Danmark skal dækkes af udviklingsbistanden. Fordi det gør det usikkert, hvor mange penge vi kan afsætte til indsatser ude i verden.

Den diskussion har vi haft nogle gange. Men faktum er jo, at vores praksis følger en række andre OECD-lande, inklusive vores nordiske naboer. Men Holger K. har ret i, at usikkerheden er et problem, og det har vi jo netop løst ved at indføre en reguleringsmekanisme for bedre at kunne håndtere udsving i flygtningemodtagelsesudgifterne. 

Med reguleringsmekanismen får vi kort sagt en forsinkelsesprocedure i tilfælde af uforudsete asyludgifter, hvor pengene til merudgifter til asylmodtagelse først skal findes på finansloven to år senere. Det skaber sikkerhed om niveauet for udviklingsbistanden – og vil med garanti betyde en markant forbedring af den langsigtede planlægning af udviklingssamarbejdet.

Og lige nu står vi jo i den situation, at antallet af asylansøgere er faldet kraftigt. Det betyder, at vi forventer at overføre cirka 1,8 milliarder kroner til indsatser ude i verden. Det er vigtigt, men vi skal huske på, at de offentlige udviklingsmidler kun udgør en lille del af finansieringen af verdensmålene.

Partnerskaber og den private sektor er nøglen til verdensmålene
Prislappen på verdensmålene er på svimlende tre billioner dollars årligt. Heraf dækker den samlede statslige udviklingsbistand fra OECD-landene mindre end fem procent. Det er jo kun få lande, der som Danmark lever op til FN’s 0,7 procent målsætning.

Så der er ingen vej uden om, at partnerskaber og den private sektor skal bringe verden i verdensmål. Og derfor nytter det altså ikke noget at blive ved med at hænge sig i regeringens tilpasning af bistanden i 2015.

Lad os i stedet få de store perspektiver med i debatten. Det handler blandt andet om at debattere og udvikle de rigtige partnerskaber og samarbejder til gavn for 2030-dagsordenen i hele verdenshavet.