Pseudoarbejde-forfatter: De ønskede at gøre en forskel i fjerne lande, men ender som bureaukrater i Danmark

Af Dennis Nørmark
Forfatter og antropolog og blandt andet bestyrelsesmedlem i DIPD

”I tror sgu da heller ikke på, at de virker, gør I vel?”

Ordene kom fra en erfaren mand i udviklingsbranchen. En tidligere højtplaceret diplomat i FN, nu direktør for en udviklingsorganisation, og ordene blev udtalt efter endnu en ligegyldig paradeforestilling i det danske udenrigsministerium.

En paradeforestilling, som direktørens ansatte ved navn Julie fortæller om til Anders Fogh Jensens og undertegnedes bog ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”.

Skal vi love dem ti nye arbejdspladser i den formelle sektor, skal vi love dem fem procent flere kvinder, der får en uddannelse, eller slipper vi af sted med elastik i metermål, som at der er sket et ”større engagement” blandt unge i politik?

Dennis Nørmark
Forfatter og antropolog

For Julie er glæden ved udviklingsarbejdet efterhånden druknet i gættekonkurrencer, hvor hendes organisation skal gætte sig frem til, hvilke indikatorer der for tiden åbner kassen af bistandsmidler op hos staten, fonden, EU eller de andre aktører på markedet:

Skal vi love dem ti nye arbejdspladser i den formelle sektor, skal vi love dem fem procent flere kvinder, der får en uddannelse, eller slipper vi af sted med elastik i metermål, som at der er sket et ”større engagement” blandt unge i politik?

Rapporterne bliver sendt til staten og EU med en klar fornemmelse af, at de aldrig nogensinde bliver læst. Hundredvis af sider.

Dennis Nørmark
Forfatter og antropolog

Skud i tågen og ren komedie
Problemet for vores kilde, og for masser af andre, jeg har talt med i ngo- og udviklingsbranchen, er, at alle udmærket er klar over, at disse indikatorer ofte er rene skud i tågen.

De er designet til at passe ind i en strategi, teori eller målsætning udformet af politikere, bestyrelsesmedlemmer, Danida eller andre, der skal have vinget af i deres system, at pengene går til noget konkret.

Noget, der ikke ender som hvide elefanter, og noget, som vi først og fremmest kan måle på. Når øvelsen bliver absurd er det, fordi alle ved, at indikatorerne ofte er mere end usikre, eller alle er i tvivl, om de planlagte aktiviteter reelt vil føre til disse indikatorer. Eller om de mål og indikatorer, vi faktisk når, på sigt giver den effekt, vi gerne vil have.

Alle ved det godt, og alle spiller teater.

Det var derfor direktøren sagde, som han sagde, fordi han med Julies ord: ”var en mand, der havde hørt så meget bullshit igennem årene, og nu gad han ikke spille komedie mere”.

Uendelig mange timers arbejde på ulæste rapporter
Men komedie bliver der spillet. I udenrigsministeriet spiller de rollen som kritiske vurderingseksperter, skønt de også gerne vil af med pengene. Og ansøgerne leder efter de formuleringer, der skal bruges for at lirke kassen op og spørger eventuelt andre steder i miljøet, om nogen har nogle gode formuleringer, der kan anvendes.

Når så projektet er afsluttet, er det de færreste, der nogensinde genbesøger projektet og undersøger, om de lovede mål overhovedet blev opfyldt. Rapporterne bliver sendt til staten og EU med en klar fornemmelse af, at de aldrig nogensinde bliver læst. Hundredvis af sider.

Resultatet af uendeligt mange timer pseudoarbejde, meget langt væk fra den reelle virkelighed, som de fleste i sektoren ønsker at gøre en forskel i.

De håbede på at arbejde med udvikling i verdens fjerneste lande, men oplever, at de bruger størstedelen af tiden med bureaukrati, results frameworks og forfatning af rapporter, der står ulæste på reolerne hos bestillerne.  

Prøv at vise tillid, og se så, hvad der sker
Hensigten er naturligvis ædel nok. Ingen ønsker sig tilbage til i bistandshjælpens klondykedage, hvor der stod et andelsmejeri et sted i Tanzania og groede fast i junglen for danske bistandsmidler.

Men mængden af pseudoarbejde i danske ngo'er og i Udenrigsministeriet har nået et punkt, hvor de spildte kræfter ikke længere er i form af dødfødte projekter i tredjeverdenslande. De spildte kræfter fiser derimod ud i ingenting hjemme på diverse kontorer i donorlandet Danmark.

Alt imens går innovative projekter som ”cash transfers” sin sejrsgang rundt i de varme lande, hvor fattige blot modtager pengene uden krav, dokumentation og måltavler. Det viser sig nemlig, at det fungerer, når man viser fattige mennesker tillid til, at de selv kan finde ud af bruge deres penge fornuftigt.

Den samme tillid er der desværre ingen, der er villige til at vise bistands- og udviklingsorganisationer herhjemme.