Bistandspraktiker om målingsjungle: Alle er forhippede på at få del i æren

Af Ole Brauer
Konsulent og rådgiver, tidl. Folkekirkens Nødhjælp

Når danske ngo’er bruger statsmidler til deres udviklingsarbejde, har Danida i årtier gennemgående været relativt åben i sine krav til ”resultatmålingers” form.

Eller sagt mere præcist: Ngo’erne har kunnet beskrive deres anstrengelser og resultaterne af dem på flere måder.

Det kan ses som parallel til en anden god dansk tradition, nemlig folkehøjskolerne, der trods betydelig statsstøtte har stor frihed til at vælge egne mål og metoder.

Andre finansierer jævnligt danske ngo’er under systemer, hvor det godt kan diskuteres, om det i virkeligheden er ngo’en eller donor, der definerer form og indhold.

Ole Brauer
Rådgiver i udviklingsbistand

Selvfølgelig har minimumsstandarderne udviklet sig i takt med erfaringerne i bistandssektoren. Der er gennem årene kommet øget fokus på fattigdomsorientering, køn, miljø, menneskerettigheder, civilsamfundsudvikling og meget andet godt.

Men det er i høj grad tale om en slags fælles lærings- og erkendelsesproces i hele det danske ulandsmiljø.

Forskellige kilder øger målingskrav
I omtrent det seneste årti er der særligt for organisationer med Danida-rammeaftaler kommet mere fokus på organisationernes samlede målopnåelse snarere end på de enkelte projekter.

Men også her har Danida et pænt stykke hen ad vejen respekteret de enkelte organisationers egenart og prioritering, med hensyn til hvad der er strategisk vigtigt at rapportere (”måle”) på. Også selvom det dermed på tværs af organisationerne – heldigvis – snarere bliver til en gang blandet frugt end jævn frugtgrød.

De fleste rammeorganisationer har samtidig i stigende omfang også bevæget sig ud på det bredere funding-marked. Det drejer sig i høj grad om EU i dens forskellige afskygninger og diverse FN-organisationer, men også andre landes bilaterale, statslige donorer som for eksempel britiske DFID og amerikanske USAID.

Andre finansierer jævnligt danske ngo’er under systemer, hvor det godt kan diskuteres, om det i virkeligheden er ngo’en eller donor, der definerer form og indhold. Også selvom ngo’en nok vil hævde, at den gør det, den selv synes er vigtigt. En række private fonde, hvoraf nogle har rigtigt store pengetanke, er også godt med, når det kommer til at stille specifikke mål- og metodekrav.

Dokumentation tynger og koster
Hertil kommer, at flere og flere af disse donorer er decentraliserede, så ansøgninger og opfølgning håndteres lokalt i det land, hvor aktiviteterne foregår, med yderligere særlige krav til følge.

Ovenikøbet finansierer nogle af donorerne af princip kun en andel af et projekts samlede udgifter, så der skal flere indtægtskilder eller donorer til. Det betyder, at der ofte skal rapporteres ud fra forskellige kriterier til de forskellige donorer om det, som ngo’en opfatter som ét og samme projekt.

Alle de nævnte aktører har på hvert deres niveau behov for at retfærdiggøre sig selv og deres eksistens ved at kunne fremvise netop ”deres” resultater, og især med hensyn til det, der for tiden er på mode i sektoren.

Lur mig, om ikke brug af outcome harvesting, der er beskrevet i tidligere indlæg i denne serie, snart dukker op som (endnu) et krav fra diverse donorer.

Alt i alt bliver krav om rapportering, evaluering og dokumentation efterhånden for alvor bureaukratisk tyngende og omkostningsfulde.

Krav skubbes ud til felten
Men det meste skal i virkeligheden leveres af kædens nederste led – også kaldet ”felten”. Hvad enten det så er en lokal organisation, som er partner for ngo’en eller ngo’ens egen direkte implementering.

Her opstår der så alle mulige kreative retfærdiggørelses-strategier for de aktørers eksistens, der befinder sig midt imellem. For eksempel: ”Det er vigtigt at få en særlig evaluering af…”, ”Fortæl os, hvad det i virkeligheden er, der ændres?”, ”Hvordan kan vi være helt sikre på, at vi får value for money?”).

Vi skulle nødigt ende som i social- og sundhedssektoren, hvor udenforstående let får det indtryk, at en stor andel af arbejdstiden går med at dokumentere den smule, man har nået at lave i resten af tiden.