Debat

Røde Kors frem mod COP27: Tiden er knap. Der skal tænkes nyt og handles hurtigt

Vi må bringe en forsikringstankegang ind i katastrofeforebyggelse, så midler bringes i spil før katastrofen rammer. Ligesom vi gør herhjemme: Vi betaler til en forsikring for at være sikret, når stormen rammer, skriver Peter Klansø.

Vi har i dag værktøjerne til i samarbejde med meteorologer at opbygge overvågningssystemer, der udsender varsler om ekstremt vejr og fastsætter faregrænser, skriver Peter Klansø.
Vi har i dag værktøjerne til i samarbejde med meteorologer at opbygge overvågningssystemer, der udsender varsler om ekstremt vejr og fastsætter faregrænser, skriver Peter Klansø.Foto: Akhtar Soomro/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Klansø
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klimaforandringer har skabt en global klimakrise – og bidrager til humanitære kriser verden over. Oversvømmelser og tørke ødelægger livsgrundlaget for stadig flere mennesker, og det er især verdens i forvejen udsatte og fattigste, det går ud over.

Det er en realitet, at klimaændringer er kommet for at blive. Verden er nødsaget til at tilpasse sig ændringerne og fokusere på at forebygge de værste konsekvenser.

Klimaforandringerne er ikke længere et videnskabeligt hjørne af fremtiden, vi skal forholde os til dem nu. Vi står midt i dem. Verdens vejr er blevet mere ekstremt og hvert år sender Røde Kors nødhjælp til stadig flere klimarelaterede katastrofer.

Europa mærker konsekvenserne

Det er afgørende, at der investeres i klimatilpasning, katastrofeforebyggelse og nye finansielle mekanismer for at beskytte og nedbringe antallet af mennesker, der får behov for humanitær hjælp som følge af klimarelaterede katastrofer.

Uden varige og nye løsninger vil fremtidige klimakatastrofer få voldsommere og endnu mere omfattende konsekvenser

Peter Klansø
International chef, Røde Kors

Vi mærker alle konsekvenserne af klimaforandringerne, men omfanget af katastrofen afhænger af, hvor i verden vi befinder os.

Tørker og oversvømmelser påvirker fødevareproduktionen og mange menneskers fødevaresikkerhed, som vi ser i store dele af Afrika lige nu. Storme ødelægger boliger, skoler og hospitaler.

Danmark og Europa mærker også konsekvenserne nu. Den varme sommer, tørke og skovbrande, der ramte Europa i år og de katastrofale oversvømmelser i Tyskland sidste år, kommer til at gentage sig.

Forventer en fordobling

Mange mennesker kan stadig vende tilbage til et normalt liv, hvis årsagen til katastrofen har været akut og pludselig, for eksempel en tornado, en oversvømmelse eller en voldsom skovbrand. Men flere og flere er tvunget til fordrivelse, fordi klimaet gør deres hjem ubeboeligt.

Den benhårde strategi for overlevelse bliver at flytte sig, enten til andre dele af landet eller på tværs af grænser.

De op imod 108 millioner mennesker, som allerede nu har brug for humanitær hjælp på grund af klimaforandringer, forventes at være fordoblet i 2050, hvis vi ikke handler.

Men der er meget, som vi kan gøre for at ændre det. Også for dem, som allerede nu er hårdest ramt.

Klimatopmøde i Egypten

I november samles repræsentanter fra hele verden i Sharm El Sheikh til COP27. Røde Kors har et budskab: Vi kan ikke fortsætte, som vi plejer. Der er behov for mange flere klimamidler, og det er vigtigt, de bliver tilgængelige for de mest klimasårbare lande og lokalsamfund – ikke mindst de skrøbelige og konfliktramte områder.

Men der er ikke nok penge i verden til at respondere på traditionel vis på de mange mere alvorlige klimakatastrofer, så vi bliver nødt til at tænke på nye innovative måder at investere på. Vi skal ikke kun levere nødhjælp, når katastroferne rammer, vi skal være på forkant med katastroferne.

Det er helt afgørende, at langt flere midler udløses før oversvømmelsen, tørken eller orkanen rammer

Peter Klansø
International chef, Røde Kors

Det er helt afgørende, at langt flere midler udløses før oversvømmelsen, tørken eller orkanen rammer. Røde Kors har i mange år arbejdet med katastrofeforebyggelse med målet om at gøre lokalsamfund mere modstandsdygtige.

Investeringer i langsigtede løsninger som træplantning, etablering af diger og vandopsamling og i tilfælde af varsler om kommende katastrofer i konkrete evakueringsplaner har reduceret trusler fra både oversvømmelse og tørke.

Men vi skal også fokusere og investere i nye måder at sikre udsatte lokalsamfund på. De mennesker, som rammes hårdest, har ofte meget få ressourcer til at kunne tilpasse sig eller genopbygge deres indkomstgrundlag og liv efter en katastrofe.

Fattige og udsatte mennesker har ikke som vi adgang til forsikringer, mod for eksempel oversvømmelser og stormskader. Men vi må bringe en innovativ forsikringstanke ind som et element i katastrofeforebyggelsen, så midler bringes i spil før katastrofen rammer – og sikre, at penge frigives, når den gør det. Ligesom vi gør herhjemme: Vi betaler til en forsikring for at være sikret, når stormen rammer.

Varige løsninger

Vi har i dag værktøjerne til i samarbejde med meteorologer at opbygge overvågningssystemer, der udsender varsler om ekstremt vejr og fastsætter faregrænser. Røde Kors har formået at sikre penge til at være på forkant – men dog kun et fåtal af steder.

Både i Mali og Malawi har vi med stor succes iværksat indsatser før oversvømmelser ramte og på den måde sikret de udsatte beskyttelse mod katastrofens ødelæggelser.

Vi har også arbejdet med nye forsikringsmekanismer. Gennem etableringen af en ’Innovativ Finansierings Hub’ vil vi i samarbejde med vores kollegaer i Røde Kors bevægelsen og andre kerneaktører være med til at facilitere samarbejder med forsikringsselskaber, investorer, private fonde og myndigheder om at udvikle forsikringer og andre finansielle mekanismer, der bygger på data om klima, vejr og naturkatastrofer.

Her vil det være en grundforudsætning, at det skal være mekanismer, som tilgodeser de udsatte lokalsamfund, og de kan få adgang til dem.

Uden varige og nye løsninger vil fremtidige klimakatastrofer få voldsommere og endnu mere omfattende konsekvenser – for alle, men særligt for de allermest udsatte befolkninger. 

Tiden er knap. Der skal tænkes nyt og handles hurtigt.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Klansø

International chef, Røde Kors
mag.art. i kultursociologi (Københavns Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024