Debat

Concito: COP27 var både en sejr og en fiasko. Men nu skal vi videre

Aftalen om at finansiere tab og skader er et kæmpe nybrud. Men olie- og gaslande fik blokeret afgørende reduktionsindsats mod fossile brændsler, skriver Jens Mattias Clausen.

Beslutningen om at etablere en fond, der skal hjælpe med at finansiere de såkaldte tab og skader i sårbare ulande, var næsten utænkelig for bare et år siden, skriver Jens Mattias Clausen.
Beslutningen om at etablere en fond, der skal hjælpe med at finansiere de såkaldte tab og skader i sårbare ulande, var næsten utænkelig for bare et år siden, skriver Jens Mattias Clausen. Foto: Emilie Madi/Reuters/Ritzau Scanpix
Jens Mattias Clausen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nu godt en uge siden, at ørken-COP’en i Sharm El-Sheikh sluttede langt ude i overtiden. Støvet er ved at lægge sig, både bogstaveligt og i overført betydning. Tidspunktet er kommet til at gøre regningen op.

Der er blevet skrevet mangt og meget allerede om, hvad man besluttede i Egypten, men hvad er implikationerne egentlig for den videre klimakamp?

Både i det kommende år, der kulminerer med endnu en COP – denne gang i Dubai – og i dette afgørende årti, der er definerende for vores evne til at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader.

COP27 med to forskellige slutninger

For det første er det vigtigt at forstå, hvad FN’s klimaforhandlinger egentlig har til opgave at løse. De skal gøre noget ved årsagen til klimaforandringerne, altså menneskehedens udslip af drivhusgasser, og så skal de gøre noget ved konsekvenserne.

Denne nye fond har en politisk betydning, der næsten ikke kan overvurderes.

Jens Mattias Clausen, EU-programchef, Concito

Derfor er COP27 også en tvedelt fortælling med to meget forskellige slutninger.

Målt på sidstnævnte parameter er der ganske enkelt tale om et historisk nybrud.

Beslutningen om at etablere en fond, der skal hjælpe med at finansiere de såkaldte tab og skader i sårbare ulande – eksempelvis tørke, oversvømmelser eller stigende vandstande – var næsten utænkelig for bare et år siden.

Selvom mange vigtige diskussioner stadig udestår, herunder hvem der skal finansiere fonden, og hvem der har adgang til den, så er det afgørende at forstå tyngden af denne beslutning.

Ny fond har kæmpe betydning

Selvom vi både kan og bør begræde den manglede fremgang, når det kommer til at adressere den stadig stigende udledning af drivhusgasser, så har COP’erne set fra et ulandsperspektiv historisk haft en manglende balance i håndteringen af de to kerneopgaver.

Derfor har denne nye fond, hvor de rige lande endelig anerkender et ansvar for de voldsomme konsekvenser af de stigende temperaturer, som rammer særligt sårbare ulande uforholdsmæssigt hårdt, en politisk betydning, der næsten ikke kan overvurderes.

Nu er det op til de videre forhandlinger om den konkrete udmøntning af fonden, og ikke mindst den politiske vilje i de rige lande, at sikre, at fonden også får en praktisk betydning, der står mål med behovet.

Der skal simpelthen tages nogle beslutninger, så man hurtigst muligt kan få penge ud og gøre en forskel i de lande og områder, der allerede nu lider overlast.

Reduktionsindsats, tab og skader

Det står imidlertid helt klart, at ingen fond i verden vil kunne betale for de tab og skader, som vi har i udsigt, hvis der ikke samtidig rykkes på reduktionsindsatsen.

Det her er ikke en kamp mellem i- og ulande, selvom nogen forsøger at portrættere det sådan.

Jens Mattias Clausen, EU-programchef, Concito

Pointen er, at de ting hænger sammen. Selvfølgelig fysisk, men også politisk.

En række af de stærkeste forkæmpere for den nye fond er også bagmændene bag Parisaftalens 1,5 graders mål og har konsekvent arbejdet for en kraftigt accelereret omstilling.

Heriblandt de små østater for hvem de stigende temperaturer er en trussel mod selve deres eksistens.

På COP27 havde de sårbare lande fonden som deres absolutte topprioritet, og i den kamp allierede de sig med hele ulandsgruppen.

Herunder eksempelvis Saudi Arabien og Kina, som næppe har den store egeninteresse i sådan en fond, da de antageligvis aldrig får adgang til den.

Men de var tilfredse med, at projektøren var rettet mod de rige ilande på et område, hvor de historisk ikke har kunne levere.

Behov for alliance mellem EU og de sårbare ulande

De store CO2-udledere og olie- og gasproducenter i det globale syd har forsøgt at gemme sig bag de sårbare og fattige ulandes legitime krav om finansiering til tab og skader med henblik på at undgå vidtrækkende beslutninger om eksempelvis udfasningen af fossile brændsler.

Men nu hvor fonden er ved at blive til virkelighed, er det afgørende, at EU rækker ud til de sårbare lande og andre ambitiøse ulande og får bygget den alliance, på tværs af i- og ulande, der skal drive ambitionerne på reduktionssiden frem mod COP28.

Det her er ikke en kamp mellem i- og ulande, selvom nogen forsøger at portrættere det sådan. Hvis vi skal ændre på nogle af de udfordrende dynamikker i klimaforhandlingerne, så skal analysen og strategien være mere sofistikeret.

I denne omgang var det særligt Saudi Arabien, Rusland og Iran, desværre flankeret af det ikke særligt neutrale egyptiske formandskab, der stak en kæp i hjulet på de nødvendige beslutninger.

Hvis man skal have nogen chance for at ændre på den dynamik til næste år, så skal de lande isoleres.

To ugers kamp for status quo på klimamål

Formålet med COP27 var også at følge op på topmødet i Glasgow sidste år, hvor man under mottoet ’Keep 1.5 Alive’ blandt andet besluttede, at alle lande skulle fremlægge opdaterede klimamål i år i overensstemmelse med 1,5 graders målet.

Selvom det kan være fristende at dvæle ved den forspildte mulighed for at få en aftale, der sikrer den nødvendige transformation, så har vi ikke tid til det.

Jens Mattias Clausen, EU-programchef, Concito

Færre end 30 lande har leveret indtil videre, og verden er nu på vej mod en temperaturstigning på mellem 2,4 og 2,6 grader ifølge Emissions Gap-rapporten, som UNEP har lavet blandt andet i samarbejde med CONCITO.

I stedet for at bygge videre på det fundament gik de to uger i Sharm El-Sheikh med at kæmpe bare for at fastholde status quo. Det er selvsagt utroligt skuffende.

Eksempelvis lykkedes det, som nævnt ovenfor, de store olie- og gasproducerende lande at blokere for, at det blev skrevet ind i aftalen, at alle fossile brændsler skal nedfases.

Ikke bare kul, som sidste års aftale ellers havde med for første gang nogensinde, men også gas og olie.

Ikke tid til at dvæle ved forspildte muligheder

Selvom det kan være fristende at dvæle ved den forspildte mulighed for at få en aftale, der sikrer den nødvendige transformation, så har vi ikke tid til det. Om snart syv år, i 2030, skal verden have halveret de globale drivhusgasudledninger, og der er ikke tid til at undskylde sig med, at en FN-proces ikke laver arbejdet for os.

Der er en række kroge i aftalen, som skal udnyttes maksimalt den kommende tid og omsættes til handling ude i landene – altså der, hvor omstillingen i sidste ende skal leveres i praksis. Dét er lakmusprøven for politiske lederskab.

For det første gentages opfordringen til de lande, der ikke allerede har leveret opdaterede klimamål, om at gøre det inden COP28. Med over 150 lande på listen over dem, der mangler, så er der i hvert fald plads til forbedring, og her bliver et afgørende våben at holde dem politisk ansvarlige.

Eksempelvis ved FN’s generalsekretærs Climate Ambition Summit inden topmødet i Dubai.  

Man er også blevet enige om et arbejdsprogram, der specifikt skal fokusere på at accelerere den grønne omstilling frem mod 2030.

Arbejdsprogrammet, der blandt andre blev forhandlet på plads af fungerende klimaminister Dan Jørgensen, er et forsøg på at blive mere operationel og konkret, end man er vant til i klimaforhandlingerne, for eksempel ved at fokusere på omstillingen i specifikke sektorer.

Reform af udviklingsbankerne har transformativt potentiale

Et af de nye elementer, der blev inkluderet i aftalen, var en opfordring til ejerkredsen bag Verdensbanken og de andre multilaterale udviklingsbanker om at gennemføre reformer, så de i langt højere grad kan være drivende i klimakampen.

Når regningen er gjort op, er der grund til både glæde og stor skuffelse. Klimakrisens uopsættelighed tillader imidlertid ingen sorgperiode.

Jens Mattias Clausen, EU-programchef, Concito

De skal kapitaliseres, så der er flere penge at gøre godt med, og de skal være mere risikovillige.

Derudover skal de gennem eksempelvis garantiinstrumenter være med til at få den private kapital til at flyde til særligt de ulande, der ellers traditionelt har svært ved at tiltrække investorer til den grønne omstilling.

Det er også vigtigt, at der er fokus på at øge gaveelementet, så der ikke kun er tale om lån, der på trods af gunstige vilkår stadig bidrager til en gældsbyrde, der er støt stigende i mange ulande.

Hvis det lykkes, er der et reelt transformativt potentiale, og milliarder kan rykkes fra sort til grøn.

Når regningen er gjort op, er der grund til både glæde og stor skuffelse. Klimakrisens uopsættelighed tillader imidlertid ingen sorgperiode.

Fokus må nu være på at opbygge alliancer, så vi kan få et bedre resultat næste år, og ikke mindst på at arbejde for reel og kraftigt accelereret handling i den verden udenfor forhandlingslokalerne, hvor omstillingen sker i praksis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Mattias Clausen

EU-chef, Concito
cand.scient.pol.