Krigsdeltagelse svækker udviklingsdagsorden

Af Mona Kanwal Sheikh
Ph.d, postdoc-forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Sammentænkning giver i en kontekst, hvor Danmark er i krig, store udfordringer i den måde, samspillet mellem de udviklingspolitiske initiativer og de militære midler virker - eller ikke virker.

Sammentænkningen af udvikling og sikkerhed kan ikke reduceres til et spørgsmål om at være for eller imod. For debatten handler om flere ting på en gang: både om hvorvidt vi skal øge samspillet mellem civile og militære instanser i vores egen indsats, og om hvordan vi fremmer en bredere udvikling i modtagerlandene, således at vi laver stabiliseringsindsatser ved siden af mere traditionelle udviklingsindsatser.

Winning hearts and minds
Men debatten bør også handle om, hvilken politisk kontekst sammentænkningen havner i. Og her er vores deltagelse i krig en særlig kontekst, som kalder på politisk selvransagelse.  

Som beskrevet i mit tidligere debatindlæg ("Udviklingspolitik skal ikke være værdikamp") blev sammentænkningsmantraet i kølvandet på krigen mod terror lanceret på en måde, hvorved udviklingspolitikken blev underordnet sikkerhedspolitikken og underlagt krigens begrænsninger.

I løbet af nullerne indrammede flere af landets ledende politikkere den civile indsats i Afghanistan som et spørgsmål om winning the hearts and minds og derved ultimativt som en indsats, der potentielt kunne svække fjendens legitimitet og mobiliseringsgrundlag. En krigstaktik mere end noget andet ville kritikkerne med god grund hævde.  

En nødhjælpsorganisations værste mareridt er netop at blive anset for at være partisk og forhindret i at kunne operere i områder, hvor der er behov fremfor politiske interesser. 

Mona Kanwal Sheikh
Postdoc-forsker, DIIS

Krig er altid partisk
Så selvom ideen på papir virker uproblematisk og balanceret, så forbliver den politiske kontekst, hvori sammentænkningen bliver fortolket og implementeret, afgørende for, hvorvidt det er en god idé eller ej.

For som Jeppe Kofod meget rigtigt skriver i sit indlæg her på Altinget.dk ("S: Nødvendigt at beskytte udviklingsbistand"), så er det farligt at gøre upartisk hjælp til mennesker i nød til del af en politisk konflikt. Hvad Kofod dog ikke nævner, er, at Danmark, når vi er i krig, netop er part i en politisk konflikt, og derfor vil vi i de tilfælde altid have vanskeligheder ved at lancere vores udviklingsindsats og nødhjælp som upolitisk og neutral.

I de sammenhænge, hvor Danmark er i krig, og hvor sammentænkningen lader sig oversætte som øget militær-civilt samarbejde, kæmper udviklings- og nødhjælpsorganisationer med massive imageproblemer.

For eksempel har Pakistans høje aktier i Afghanistans politiske fremtid - sammen med landets mistanke om, at internationale udviklingsorganisationer opererer som fordækte vestlige efterretningsmaskiner - udmøntet sig i implementeringen af en stram NGO-lovgivning, der har gjort det vanskeligt for internationale nødhjælpsorganisationer at få adgang til katastroferamte områder i og omkring Pakistan.

Og en nødhjælpsorganisations værste mareridt er netop at blive anset for at være partisk og forhindret i at kunne operere i områder, hvor der er behov fremfor politiske interesser.  

Slørede udviklingspolitiske interesser
Fordi krig har en evne til at underordne alt andet den sikkerhedspolitiske dagsorden, bør Danmarks udviklingspolitiske interesser i de lande, hvor vi er i krig, være særligt klare. Hvor sympatisk den civile indsats end lyder, så er det for eksempel diskuterbart, hvorvidt flere pigeskoler og en øget adgang til sundhedssektoren i Afghanistan - isoleret set - er holdbare udviklingspolitiske argumenter.

De samme midler investeret andre steder - der er vel og mærke mange andre skrøbelige stater på kloden - kunne ud fra en mere nøgtern udviklingspolitisk målestok, der var fri af danske sikkerhedsinteresser, 'købe' mere udvikling og mere sikkerhed for modtagerlandet.  Med den dystre udsigt til en ny borgerkrig i kølvandet på den vestlige alliances militære afvikling i Afghanistan, ville risikoen for, at de nybyggede pigeskoler går op i røg, samtidig være mindre.

Det påhviler derfor den danske regering at bringe klarhed over, hvordan man kan sikre, at det er de udviklingspolitiske interesser - og ikke det kontroversielle spørgsmål om, hvad der er Danmarks sikkerhedsinteresse - der er afgørende for Danmarks udviklingspolitiske dispositioner.

Udenrigspolitisk aktivisme er ikke lig med krigsaktivisme
Dette betyder ikke, at vi ikke burde bedrive udviklingspolitik i skrøbelige stater som Afghanistan. Men det betyder, at vores deltagelse i krig i sagens natur ikke fremmer den udviklingspolitiske dagsorden. De kritiske perspektiver på sammentænkningen påpeger behovet for en mere grundlæggende national debat om, hvad Danmarks udenrigspolitiske aktivisme skal være kendetegnet ved.  

Det spor, den siddende regering har valgt, afspejler den forrige regerings definition af aktivistisk udenrigspolitik som noget, hvor vi er militært fremme i skoene. Men Danmarks nationale interesse ligger i at få etableret en tyngde andetsteds: i en international profil, hvor vi ikke er kendte for vores krigsaktivisme, men for vores udviklingspolitiske indsats - og javel ja, også i en sammentænkt form.