S: Nødvendigt at beskytte udviklingbistand

Af Jeppe Kofod
Formand for Udenrigspolitisk Nævn, udenrigsordfører for Socialdemokraterne

Danmark skal ikke lade humanitære hensyn underlægge sikkerhedspolitikken, men det kan være nødvendigt at beskytte udviklingsbistanden, hvis vi vil hjælpe verdens fattigste.

I mere end 40 år har Danmark givet udviklingsbistand til verdens fattige lande. Vi har bygget skoler, gravet brønde, bekæmpet sygdomme, styrket landbrugsproduktionen og opbygget sundhedssystemer. Vi har gjort det, fordi det nytter, men også fordi vi mener, at Danmark har en interesse i for at arbejde for en mere fredelig, stabil og retfærdig verden.

Sikkerhed før genopbygning
Vi har en særskilt forpligtigelse til at hjælpe de mennesker, som lever i Somalia, Afghanistan, Sydsudan og andre skrøbelige stater, hvor krig, nød og fattigdom har været hverdag i mere end en generation. En ting er, at der er meget at tage fat på, når krig har ødelagt ikke bare veje, skoler, hjem og hospitaler, men også nedbrudt de politiske institutioner og samfundsøkonomien.

En anden ting er, at etniske fjendskaber og våben ofte er de eneste ting, der er overflod af. Derfor er der opgaven ikke bare større i skrøbelige stater, den indebærer også en større risiko for at slå fejl. Med andre ord kræver det mere end dygtig projektstyring og den gode vilje, hvis man vil skabe udvikling i et land som Afghanistan: Det kræver også en rimelig sikkerhedssituation.

Politikere fra Enhedslisten har kritiseret den militære tilstedeværelse i Afghanistan. Men virkeligheden er, at det var nødvendigt at stabilisere sikkerhedssituationen for at kunne genopbygge landet. Reelt er alternativet til at arbejde i skrøbelige stater at svigte de mennesker, som bor der. Og i Afghanistan har Danmark og resten af det internationale samfunds indsats gjort en stor forskel. Vi har øget andelen af befolkningen, som har adgang af sundhedsydelser fra 9 procent til 82 procent. Vi har bragt børnedødeligheden en tredjedel ned. Vi har genopbygget undervisningssektoren og øget antallet af elever med 800 procent.

Når vi giver humanitær hjælp, gør vi det, fordi folk er i nød - ikke for at købe deres politiske støtte.

Jeppe Kofod (S)
Udenrigsordfører

Når vi støtter genopbygningen af samfund, der er blevet ødelagt af krig, er det som nævnt ovenfor forbundet med en risiko for, at vi fejler. Den risiko har vi indskrevet i regeringens udviklingspolitiske strategi "Retten til et bedre liv". Som strategien så præcist formulerer, er "risici grundvilkår for arbejdet i skrøbelige og konfliktramte områder". Det er der heldigvis bred enighed om i Folketinget - alle partier støttede op om strategien.

Hjælp skal være upartisk
Men andre ting er vi ikke enige om. Da Søren Pind var udviklingsminister slog han ind på en vej, som i min optik er farlig. Pind begrundede en bevilling om nødhjælp til ofrene for en oversvømmelse i Pakistan med, at Taleban også var begyndt at hjælpe ofrene. Dermed ville Pind gøre op med den humanitære hjælps grundprincipper om upartiskhed, neutralitet og uafhængighed.

Det er farligt at gøre upartisk hjælp til en mennesker i nød til del af en politisk konflikt. Og den politisering eskalerer sikkerhedssituationen for de mennesker, som skal levere nødhjælpen, fordi de vil blive opfattet som parter i en konflikt. Resultatet vil være, at det bliver sværere og farligere at hjælpe næste gang.

Som der står i den ny lov om udviklingsbistand har Danmark en interesse i at arbejde for en mere fredelig, stabil og lige verden. Men vores interesse er ikke en ren sikkerhedspolitisk interesse. Når vi giver humanitær hjælp, gør vi det, fordi folk er i nød - ikke for at købe deres politiske støtte. Når vi giver bistand er det bl.a. for at skabe en mere fredelig verden - ikke for at eskalere konflikter.

Derfor skal vi ikke politisere vores nødhjælp, men vi må være parate til at skabe sikkerhed i de skrøbeligste stater, hvis vi overhovedet skal have en chance for at genopbygge dem.