Overlæge: Politikerne må sikre muligheden for den værdige død

Af Ove Gaardboe
Overlæge og ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Ejnar er 93 år og en glad og tilfreds beboer på sit plejehjem.

Han er frisk i hovedet, men ikke i resten af kroppen. Han fejler ikke noget rigtig alvorligt. Han er bare gammel og skrøbelig. Det er derfor, at han bor på plejehjem.

Da han flyttede ind på plejehjemmet, spurgte hjemmets leder på et tidspunkt meget respektfuldt, hvad der skulle ske, hvis han en dag blev alvorligt syg, eller hvis han pludseligt faldt om og var død.

Ville han i givet fald gerne have maksimal behandling med sygehusindlæggelse? Og ville han ønske forsøg på genoplivning med hjertestarter og akutlæge, hvis hjertet pludselig stoppede?

Tilskynd syge til selv at tage stilling
Tidligere var man død, når hjertet holdt op med at slå. Nu hedder det, at man får hjertestop, og hjertestop er en tilstand, der i princippet kan behandles.

Alle har ret til en værdig død. Alle bør få stillet spørgsmålet: Hvad er vigtigt for dig?

Ove Gaardboe
Overlæge og ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Resultatet af behandlingen er imidlertid bedre, jo yngre og raskere man var forud for hjertestoppet – og jo hurtigere og mere professionel behandling man får.

Er man gammel og skrøbelig, eller lider man af en eller flere kroniske sygdomme, er resultatet af behandlingen sjældent særlig godt.

Hvis man tilbydes "genoplivning," vil de fleste sige ja tak – de fleste af os vil jo gerne være raske og i live. Men hvis samtalen er en reel drøftelse af hjertestopbehandling, vil mange fravælge det.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at de ældste og de mest syge tilskyndes til selv at tage stilling til, hvad der er vigtigst, når døden kommer tæt på.

Samtaler skaber klarhed
Ejnars datter var med til indflytningssamtalen, og hun blev lidt urolig over, at emnet blev taget op – men det gjorde Ejnar ikke.

Ejnar havde faktisk regnet med, at man var sikret mod den slags "narrestreger," når man flyttede på plejehjem.

Hvis han fik en sygdom, som man nemt kunne behandle, og hvor indlæggelse kunne hjælpe, var det okay – men han ønskede ingen (usikker) livsforlængende behandling, og den dér hjertestarter stod hans navn altså ikke på.

Hvis Ejnar "vågnede en morgen og var død", skulle de ansatte på plejehjemmet forholde sig i ro og ringe efter familien. Kunne døden forudses, skulle de selvfølgelig ringe i god tid.

Efter den samtale fik de en god snak i familien – og bagefter med Ejnars læge, som noterede i sin og plejehjemmets journal, at hvis Ejnars hjerte holdt op med at slå, skulle han have lov at være død.

Og hvis Ejnar blev syg, skulle situationen vurderes konkret med udgangspunkt i, hvilket behandlingsniveau Ejnar på det tidspunkt måtte ønske.