Rådmand før Ydelseskommissionens anbefalinger: Fattigdom handler om mere end kroner og øre

Ydelseskommissionen barsler snart med sit forslag til et nyt kontanthjælpssystem. Det bliver interessant at læse. Ikke mindst fordi kommissionen er bundet af, at forslaget skal være udgiftsneutralt.
Det er positivt og tiltrængt, at regeringen vil afskaffe det borgerlige kontanthjælpsloft, som alt for længe har gjort ondt værre, for eksempel ved at begrænse muligheden for boligstøtte.
Men hvis vi for alvor vil gøre op med fattigdom i Danmark, er det ikke nok at fjerne loftet og justere forskellige ydelser op og ned, så de ender i et rundt nul.
Fattigdom handler om mere end kroner og øre. Det handler også om menneskelige ressourcer, om social arv, om boligmangel og hjemløshed og meget andet. Vi har brug for at se bredt på fattigdomsproblematikken, og det håber og tror jeg, at kommissionen har øje for.
Bryd den sociale arv
I Aarhus har vi flere end 3.000 børn, der vokser op i en familie, hvis eneste indtægt er offentlig forsørgelse.
Det er dybt bekymrende. Disse børn har markant større risiko for at få et voksenliv uden for det arbejdende fællesskab og med dårligt helbred og lavere levealder.
Den sociale arv er svær at bryde. Men alle børn har ret til lige vilkår og et godt afsæt for livet. Det skal vi som samfund sikre gennem stærke sociale indsatser og økonomisk støtte til de trængte familier.
Vi lykkes ikke med at afskaffe fattigdom, hvis vi ikke kan sikre bolig og økonomisk tryghed til alle
Kristian Würtz (S)
Rådmand, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune
I kommunerne skal vi selvfølgelig sætte ind med en stærk jobindsats. Men det kan ikke stå alene, og vi kan ikke lade børnene betale med tabte livsmuligheder, når deres forældre ikke kommer i job.
Derfor er det både uforståeligt og uholdbart, at forsørgelsesydelserne ikke følger med lønudviklingen i resten af samfundet.
Vi taler om de mennesker, som i forvejen har de færreste ressourcer. Forsørgelsesgrundlaget udhules, og det modarbejder mulighederne for at hjælpe børnene og deres forældre.
Samme problematik ser vi på boligområdet. Det går stærkt med boligbyggeriet i Aarhus, men når det drejer sig om små boliger, der kan betales ud af de laveste ydelser, går det for langsomt.
Huslejevenlige boliger mangler
Hver fjerde boligsøgende i Den Sociale Boligtildeling kan maksimalt betale 3.500 kroner i husleje om måneden. Til sammenligning koster de fleste ungdomsboliger over 4.500 kroner.
Det er et stort problem, at vi mangler små, huslejevenlige boliger, der imødekommer behov og betalingsevne hos vores udsatte borgere. Og det er samtidig vanskeligt at løse i en by, hvor boligmarkedet koger og grundpriserne er skyhøje.
Jeg har tidligere appelleret til, at regering og folketing gør det mere gunstigt at omdanne eksisterende lejemål og bygge nyt for eksempel i kraft af tilskud eller lavere grundkapitalsats eller ved at bygge Basalboliger, som BL – Danmarks Almene Boliger har foreslået.
Der er behov for at gentage appellen. Vi lykkes ikke med at afskaffe fattigdom, hvis vi ikke kan sikre bolig og økonomisk tryghed til alle.
Indsigt
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardVil ministeren oversende de retningslinjer, der eksisterer vedrørende anmeldelser af dødsfald til Arbejdsskadestyrelsen?
Karin Liltorp spørger Kaare Dybvad BekHar ministeren fortsat tillid til Ankestyrelsen?
Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
- B 9 Mulighed for at stille krav om håndtryk og respekt for danske samfundsnormer i offentlige institutioner og på arbejdsmarkedet (Udlændinge- og Integrationsministeriet)Fremsat
- B 5 Etablering af kursusordning for private til nedtagning af asbestholdige tage (Beskæftigelsesministeriet)Fremsat
- B 3 At genindføre store bededag som helligdag (Beskæftigelsesministeriet)Fremsat
- Vismænd med opsigtsvækkende forslag: Vil give klassiske fagforeninger særlig skattefordel
- Tidligere fagboss: Den klassiske fagbevægelse er stadig størst, men den står i en medlemskrise
- Konsulent: Hvis vi overbeviser almindelige mennesker om, at AI ikke er for dem, er det kun til elitens fordel
- Her holder politikerne tale grundlovsdag 2026
- Dagtilbudsleder: Pædagoger taler selv faget ned. Det gør kun rekrutteringskrisen værre


















