Akademikere: Tak til EU for øremærket barsel til fædre

DEBAT: EU har vist fremsynethed ved at øremærke barsel til fædre. Danske politikere har nu mulighed for at vise fremsyn i implementeringen ved at sikre fædrene løn under barsel, skriver Lars Qvistgaard. 

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Så lykkedes det efter mange og lange forhandlinger om forslag til EU-direktiv om barsel til fædre at nå en aftale mellem EU-Parlamentet og Rådet.

Direktivet opererer med en øremærkning af to af de fire måneders ret til barsel til hver forældre. Direktivet vil også betyde fem årlige omsorgsdage, som både kan bruges til pasning af syge børn, og til at passe andre familiemedlemmer, som er aldrende eller alvorligt syge.

I Danmark har forældre ret til at tage væsentlig mere orlov, end barsels-dagpengene dækker, men mange afholder kun den del af orloven, hvor de får dagpenge.

Tak til EU 
Den samlede barselsperiode lyder i Danmark på 46 uger, så to måneders øremærket barsel er et lille, men vigtigt skridt i retning af lige rettigheder for  barsel til far og mor. Direktivet vil have stor betydning i rigtig mange EU-lande, idet en mere ligelig fordeling af pasnings-forpligtelserne i forbindelse med barsel udgør et vigtigt bidrag til at øge kvinders erhvervsfrekvens.

I Akademikerne har vi meget længe efterlyst øremærket barsel til fædre, så vi ser frem til, at denne mærkesag er kommet et godt skridt nærmere sit mål med den indgåede EU-aftale.

Det er godt at se, at EU – endnu en gang – giver os en håndsrækning, når vi ikke selv nationalt kan blive enige om en løsning. 

For i 2013 nedsatte regeringen et udvalg om barsel, som skulle se på konsekvenserne ved øremærket barsel. En rapport fra udvalget viser, at det virker med øremærket barsel til mænd. Fra de andre nordiske lande ved vi nemlig, at fædre kun tager den orlov, der er øremærket til dem.

Løn bør følge med orlov
Øremærket barsel til mænd er den rigtige vej at gå for at gøre noget ved ligestillingen. En ændret lovgivning med øremærket barsel til fædrene vil virke normsættende og gøre det normalt for fædrene at tage deres andel af orloven.

Når fædre og mødre er forældre på lige fod, så kan det undre, hvorfor det skal være så vanskeligt at blive enige om at lade det afspejle i vores lovgivning. Men så er det jo godt, at man i EU er mere fremsynede, end vi er i Danmark.

Præcis som vi så det omkring ligeløn, kommer EU til at vise os vejen, før vi selv tør tage de første forsigtige skridt i retning af en bedre og mere ligelig fordeling af roller og ansvar under barsel.

Når direktivet skal implementeres, bidrager Akademikerne gerne i arbejdet. Vi foreslår i den forbindelse, at der ikke kun gives ret til orlov, men at der følger fuld løn med denne rettighed, også for ansatte uden overenskomst.

En start vil være at ændre funktionærloven, så også fædrene endelig får en løn-ret.

Forrige artikel A-kasse: Vores medlemmer er bedre tjent med nærhed end stordrift A-kasse: Vores medlemmer er bedre tjent med nærhed end stordrift Næste artikel DA: Tre ting, FH har misforstået om stress DA: Tre ting, FH har misforstået om stress
En dag i Løkkeland:

En dag i Løkkeland: "Det kan jo være, det er sidste gang, man er her ..."

INTERVIEW: Venstre har erstattet Socialdemokratiet som velfærdsstatens store arkitekt. Det er den røde tråd gennem 20 år med borgerlig dominans, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen. Altinget har fulgt ham fra tidlig morgenløbetur til et sent stop på en midtfynsk tankstation, mens han prøver at nå det hele. En dag, hvor tidsplanen skrider, og udlændingepolitikken er fraværende.