Cevea: Den nye økonomi nødvendiggør en mere politisk fagbevægelse

Af Kasper Fogh
Politik- og kommunikationschef, Cevea

Måden, dansk fagbevægelse optræder på i en ny økonomi, bliver afgjort fredag. Men uanset om fusionen mellem FTF og LO går igennem, vil vi komme til at se en mere politisk agerende fagbevægelse.

Fagbevægelsen har i stigende grad i slutningen af det 20. århundrede – kulminerende i den formelle adskillelse af arbejderparti og arbejdstagerorganisationerne – koncentreret sig om sin kerneydelse: At forhandle løn med videre inden for den danske model. Men muligheden for fortsat at sikre danske lønmodtagere vil i stigende grad afhænge af et samspil med Christiansborg, den danske regering og dennes ageren i forhold til de europæiske forhold.   

En af de helt store forskelle imellem FTF- og LO-familien er, hvordan man arbejder politisk. FTF-familien, der er domineret af den offentlige sektors lidt længere uddannede medarbejdere, var politisk erklæret neutrale i modsætning til den socialdemokratisk dominerede LO-familie, hvor det politiske stadig spiller en større rolle. Det er også fra LO og 3F klart tilkendegivet, at man ser en fremtidig hovedorganisation, der skal gå på to ben: et politisk/samfundsorienteret og et overenskomstmæssigt.

Danske virksomheder, der skaber danske jobs, skal jo faktisk for det meste betale noget skat. Men en lang række af verdens største virksomheder er for længst holdt op med den slags.

Kasper Fogh

Det har ellers været god latin i store dele af fagbevægelsen i større grad at koncentrere sig om at maksimere deres medlemmers løn og forbedre deres arbejdsvilkår i den arena, der hed overenskomstforhandlinger.

Den politiske arena gled lidt mere i baggrunden. Den udvikling var logisk, fordi arbejderklassen med ”elevatoreffekten” var rykket op i middelklassen, og selv i LO-familien var medlemmerne ikke længere bundet til Socialdemokratiet af et klassetilhørsforhold.

Gode lønninger og sikre arbejdsforhold er ikke noget, der kommer af sig selv, heller ikke på nye platforme.

Kasper Fogh, Cevea

Socialdemokratiet selv ville også gerne stå friere i forhold til vælgergrupperne i Danmark. Rent politisk-økonomisk blev det centrale projekt bevarelsen og reformeringen af velfærdsstaten. Her var det store A altså arbejdsgiver og havde ikke altid sammenfaldende interesser med hele fagbevægelsen. Et organisatorisk fællesskab blev afløst af et åndsfællesskab.

Det var logisk, at fagbevægelsen gik i retning af at koncentrere sig om sin forhandlingsopgave. Men det kommer den nok ikke til at kunne blive ved med. Det politiske arbejde vil blive en større del af fagbevægelsens virke. Der er forskydninger på vej på arbejdsmarkedet, der også skal håndteres i samarbejde med lovgiver og regering.

Danmark blev en slags foregangsland på håndtering af platforms-økonomi med håndteringen af Uber-udfordringen og forgårsdagens banebrydende overenskomst med en platformsudbyder af arbejdskraft. Der var meget fint i Uber-app’en, men det fundamentale i Ubers forretningsplan var at sætte chaufførerne temmelig kraftigt ned i løn. Det var der så alligevel ikke det helt store fremskridt i.

Men det var faktisk på Christiansborg, at problemet blev løst, efter en succesfuld indsats fra især 3F. Overenskomsten med platformen HILFR viser, at det kan lade sig gøre også at skabe ordnede forhold på dette arbejdsmarked, men Uber-sagen viste, at det meget vel kan kræve samspil med lovgivere. Det er bare svært at se, hvordan man skal strejke overfor eller blokere en app eller en hjemmeside.

I Cevea har vi gennemgået de lønninger, folk kan få for deres arbejde på de forskellige freelanceportaler. Det er uomtvisteligt en del af det fremtidige arbejdsmarked, men her er det arbejdstagerne, der individuelt og ikke kollektivt forhandler deres lønninger hjem, og det bliver lønninger, der er dramatisk lavere, end de er på det organiserede arbejdsmarked.

Gode lønninger og sikre arbejdsforhold er ikke noget, der kommer af sig selv, heller ikke på nye platforme. Og forsvinder arbejdstagernes mulighed for at forhandle kollektivt, vil hele middel- og underklassen ryge tilbage i elevatoren. Denne gang kører den ned i prekariatet.

I USA er freelancearbejdsmarkedet eksploderet. 36 procent af arbejdstyrken solgte freelancearbejde i 2017 – en tredobling på bare tre år. Platformene, der udbyder freelancearbejde, står helt centralt i den udvikling.

I Danmark er den løn, en arbejdstager kan håbe på at få via for eksempel på en platform som HappyHelper dramatisk mindre, end hvad vedkommende ville kunne tjene som organiseret, regulært fuldtidsansat rengøringsmedarbejder, for nu at tage et eksempel.

På samme tid betyder platformene, at ansvaret for at sikre opgaver og hele risikoen ved at være forretningsdrivende bliver skubbet over på lønmodtagerne. Hvis platformsøkonomien ikke skal udvikle sig til et arbejdsmarked uden arbejdsgiveransvar, hvor hele risikoen ved at være forretningsdrivende væltes over på ”de entreprenørgjorte” lønmodtagere, så kræver det, at lovgiver medvirker til at skabe et fair marked, hvor der kan konkurreres.

Mange af de "nye" arbejdsgivere udgiver sig for ikke at være arbejdsgivere, men formidlere, fordi deres virksomhed er digitale og "kropløse" – og så kan de ikke på samme måde blokeres og sanktioneres.

Udfordringen fra platformene er ikke det eneste, der kræver et øget fokus på sammenhængen med lovgivning.

EU’s indre arbejdsmarked har skabt diasporaer af lavtlønnede, der rakker rundt i Europa. Hvis vi skal undgå, at det indre arbejdsmarked bliver en permanent sænkelse af sikkerhed og indkomst for de kortest uddannede, kan vi godt vinke farvel den lighed, der er skabt i de nordeuropæiske samfund.

En ting er udfordringen fra social dumping, men krisen i 2008 satte gang i mobiliteten af den europæiske arbejdsstyrke på tværs af lande. Det betyder, at arbejdsudbuddet af kortuddannede bare bliver ved at vokse og bliver en konstant udfordring. Og det kan ikke reguleres uden regering og lovgivers medvirken.

Danske virksomheder, der skaber danske jobs, skal jo faktisk for det meste betale noget skat. Men en lang række af verdens største virksomheder er for længst holdt op med den slags. Det er jo groft konkurrenceforvridende over for danske virksomheder. Det må derfor blive bare et af de erhvervspolitiske fokusområder, fagbevægelsen kommer til at stille skarpt på.

At dansk erhvervspolitik og -støtte måske reelt giver arbejdspladser i landet kunne blive et andet. På samme måde er det i fagbevægelsens interesse, at volatiliteten i den moderne økonomi, i al væsentlighed skabt af en for risikobetonet adfærd i finanssektoren, ikke igen kan destabilisere økonomien og beskæftigelsen. Også noget, der skal løses med lovgivere.

Privatiseringer eller ”liberaliseringer” af for eksempel forsyningssektoren vil også udhule lønmodtagernes købekraft, som det har gjort i England – noget der også bør bekymre fagbevægelsen.

Ser man på sådan noget som jobskabelsen i Danmark, kan man glæde sig over, at mange overflødiggjorte job bliver afløst af nye – for eksempel i restaurationssektoren. Det er bare ofte dårligere betalte job med et stort element af midlertidighed.

Det er klart, at de nye fremvoksende jobsektorer skal underlægges samme levestandards-forøgende organisering som de gamle industrierhverv. Den understøttelse af den danske levestandard bør lovgivere hjælpe fagbevægelsen med.

På mange måder har vi en ny økonomi, og åndsfællesskabet kommer ikke længere til at være nok. Nye tider har nye organiseringsformer. Den gamle orden med politisk samorganisering af LO og Socialdemokratiet bliver nok ikke genetableret.

Men vi får med stor sandsynlighed en langt mere politisk agerende fagbevægelse. Fordi en lang række af de ting, fagbevægelsen skal gøre for sine medlemmer i en digitaliseret og globaliseret kontekst, skal gøres andre steder end ved et forhandlingsbord med danske arbejdsgivere.