Debat

DUF-formand: Vi skal hjælpe flere unge ud på arbejdsmarkedet

DEBAT: Alt for mange unge står uden for arbejdsmarkedet, og nu skal der handling bag Disruptionsrådets 15 sigtelinjer, der skal være med til at løse problemet, skriver Kasper Sand Kjær, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og medlem af regeringens Disruptionråd. 

Kasper Sand Kjær sidder med i Disruptionrådet som de unges stemme. 
Kasper Sand Kjær sidder med i Disruptionrådet som de unges stemme. Foto: Sara Galbiati
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kasper Sand Kjær
Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og medlem af regeringens Disruptionråd

I forrige uge fremlagde Disruptionrådet sin endelige rapport efter de sidste knap to års arbejde om, hvordan vi i Danmark bedst griber teknologiens og globaliseringens muligheder og får alle med ind i fremtiden.

I rapporten skriver vi, at vi skal gøre alle til fremtidens vindere, og det er en af 15 sigtelinjer i rapporten, at alle unge skal med i fællesskabet.

Vi skriver, at ”alle unge skal enten være i gang med en uddannelse eller have en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er en fælles opgave at sørge for, at alle unge har gode muligheder for uddannelse og beskæftigelse.”

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er en helt nødvendig sigtelinje – desværre. For sådan er virkeligheden faktisk langtfra i dag. I dag står hele 169.000 unge mellem 15 og 29 år uden uddannelse eller job. Det er hver syvende ung – og endda midt i en højkonjunktur, hvor flere brancher påstår at mangle arbejdskraft.

En samlet indsats
I 2013 var det ”kun” 156.000 unge. Det viser tal fra AE-Rådet.

Hvis vi virkelig mener, at alle unge skal med i fællesskabet og med ind i fremtiden, så skylder vi de 169.000 unge at handle. Hellere i dag end i morgen.

Kasper Sand Kjær
Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og medlem af regeringens Disruptionråd

To tredjedele af de 169.000 – cirka hver 10. ung – har endda været uden for arbejde eller uddannelse i et halvt år.

92.000 af de 169.000 har kun grundskolen. 30.000 har en gymnasial uddannelse, 17.000 er faglærte, og 30.000 har færdiggjort en videregående uddannelse, men står alligevel uden for arbejdsmarkedet.

Det er en utroligt sammensat gruppe, og der er mange årsager til, at de står udenfor. Det kræver derfor forskellige løsninger.

For mig står det lysende klart, at løsningen må indebære en samlet indsats for den enkelte unge.

En håndholdt, individuel og skræddersyet indsats, hvor man tænker på tværs af skellene mellem jobcenter, uddannelsesinstitutioner, psykiatrien og det øvrige sundhedsvæsen, uddannelsesvejledningen, den sociale indsats, civilsamfund og erhvervsliv.

Fælles ansvar
Formelt er det jo kommunerne, der har ansvaret. Men det er for nemt og for billigt blot at sige, at kommunerne skal løse opgaven. Hvis vi ikke vil tabe en enormt stor gruppe af unge på gulvet, som vil få enorme konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien i fremtiden, så må også Christiansborg-politikerne gå ind i kampen for at ændre de strukturer, der skal til fra toppen.

For det er et fælles ansvar, at vi har svigtet og efterladt hver tiende ung på perronen og hægtet dem af både arbejde og uddannelse.

Derfor er det også et fælles ansvar at få alle unge med i fællesskabet – et ansvar, som både Christiansborg og den enkelte kommune må tage på sig. For det er helt ærligt hamrende uretfærdigt at efterlade så mange uden for samfundets fællesskaber.

Handling
Nu skal Disruptionrådets anbefalinger omsættes til virkelighed.

De gode sigtelinjer, vi er blevet enige om, må ikke blive en sludder for en sladder. Regeringen, arbejdsmarkedets parter og erhvervsliv skal holdes op på, at de også forvandles til handling.

Hvis vi virkelig mener, at alle unge skal med i fællesskabet og med ind i fremtiden, så skylder vi de 169.000 unge at handle. Hellere i dag end i morgen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Sand Kjær

Selvstændig rådgiver, fhv. MF (S), formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD)
bachelor i uddannelsesvidenskab (DPU, Aarhus Uni.)

0:000:00