Fra klima til fisk til biler: Ligestillingsposten er en ”kastebold” og en ”vandrepokal” 

Ligestillingsområdet er flyttet så mange gange, at der ”burde komme hjul under det,” siger tidligere ligestillingsminister Lykke Friis, der har ondt af medarbejderne. Organisationer ønsker et dedikeret ligestillingsministerium og understreger, at civilsamfundet nu har en ekstra vigtig opgave.   

Peter Hummelgaard (S) er nu tidligere ligestillingsminister, efter at ligestillingsområdet fredag er flyttet over i Transportministeriet. Her møder Hummelgaard fra Mizz Privileze fra initiativet 'Lev og lad leve' ved en demonstration mod hadforbrydelser mod LGBTQI+-personer. Arkivfoto.
Peter Hummelgaard (S) er nu tidligere ligestillingsminister, efter at ligestillingsområdet fredag er flyttet over i Transportministeriet. Her møder Hummelgaard fra Mizz Privileze fra initiativet 'Lev og lad leve' ved en demonstration mod hadforbrydelser mod LGBTQI+-personer. Arkivfoto.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Gitte Skotby-Young BallenstedtRasmus Raun WesthRikke Brøndum

Stedbarn, kastebold, vandrepokal.

Ligestillingsområdet er igen med fredagens ministerrokade igen blevet parret med et nyt ressortområde og fået en ny minister.

Alene under den nuværende S-regeringen har tre forskellige socialdemokrater kunnet skrive ’ligestillingsminister' på sit CV.  

Nu forhenværende forsvarsminister Trine Bramsen overtager ligestillingsområdet fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der overtog området fra Mogens Jensens, der gik af på grund af minkskandalen i november 2020.  

Man blev udstyret med en vandrepokal, som hele tiden var blevet givet videre.

Lykke Friis
Tidligere klima- og energi- og ligestillingsminister

Vandrepokal 

Lykke Friis, der dag er direktør for Tænketanken Europa, fik som klima- og energiminister føjet ligestillingsområdet til sin portefølje under VK-regeringen i 2010.

”Jeg var meget glad for at blive ligestillingsminister, da det havde været en af mine mærkesager som prorektor på Københavns Universitet. Men man følte også lidt, at man blev udstyret med en vandrepokal, som hele tiden var blevet givet videre,” siger hun.   

”Man kan sige, at det har rykket så mange gange, at der burde komme hjul under, så det nemmere kan rulle videre. En rullende ligestillingsafdeling!” siger Lykke Friis.

”Personligt har jeg ondt af de medarbejdere, der nu skal rulle videre igen. Det er i hvert fald ikke noget, der styrker området. Du trækker nogle mennesker op med roden og planter dem et andet sted,” siger Lykke Friis.

Nu igen

Henriette Højberg, stifter og chef for ligestillingsorganisationen DareGender reagerede med indskydelsen ’nå, så skete det igen’.

”Hvornår har ligestillingen ikke været en kastebold mellem ministeriet? De mange flytninger vidner om, at man ikke tager ligestilling alvorligt,” siger hun til Altinget.

Kastebold mellem ministerier

Siden ligestillingsområdet første gang blev tildelt en minister i 1999, er det med jævne mellemrum blevet flyttet. Her er et overblik.

1999-2000: By- og Boligministeriet, Jytte Andersen (S) 
2000-2001: By- og Boligministeriet, Lotte Bundsgaard (S) 
2001-2004: Socialministeriet, Henriette Kjær (V) 
2004-2007: Socialministeriet, Eva Kjer Hansen (V) 
2007-2009: Velfærdsministeriet, Karen Jespersen (V) 
2009-2010: Beskæftigelsesministeriet, Inger Støjberg (V) 
2010-2001: Klima- og Energiministeriet, Lykke Friis (V) 
2011-2014: Ligestillings- og Kirkeministeriet, Manu Sareen (R) 
2014-2015: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold, Manu Sareen (R) 
2015-2016: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Ellen Trane Nørby (V) 
2016-2018: Udenrigsministeriet, Karen Ellemann (V) som minister for ligestilling. 
2018-2019: Fiskeri, Ligestilling og Nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen (V). 
2019-2020: Fødevare- og Ligestilling, Mogens Jensen (S) 
2020-2022: Beskæftigelsesministeriet, Peter Hummelgaard (S) 
2022-: Transportministeriet, Trine Bramsen (S) 
 

 

Ønsker eget ministerium 

Henriette Højberg mener slet ikke, at ligestilling bør puttes ind under andre ministerier.

”Jeg savner, at man gør det til et selvstændigt ligestillingsministerium. Hvis ikke, så gav det okay mening i Beskæftigelsesministeriet, fordi blandt andet barselsspørgsmålet har ligget der. Ellers i Udenrigsministeriet, fordi man her har et udsyn til verden og derfra kunne få noget inspiration,” siger Henriette Højberg.  

”Men nu er vi tilbage ved fisk,” siger hun med henvisning til dengang ligestillingen lå i Fiskeriministeriet.

Dansk Kvindesamfund er enig.

”Det kan være svært at se den store kobling mellem transport og ligestilling,” siger forkvinde Helena Gleesborg Hansen.

"Vi så også gerne, at ligestilling fik sit eget ministerium med de penge og den magt, der følger med det,” siger forkvinde Helena Gleesborg Hansen.

”Ligestilling bliver underprioriteret. Det er det signal, man opfanger. Og vi halter altså bagefter de andre nordiske lande i forhold til ligestilling,” siger hun med henvisning til Danmarks 29. plads på World Economic Forums ligestillingsrapport. 

Ros til Bramsen 

Trods utilfredshed over de manglende ressourcer ligestilling ser Dansk Kvindesamfund frem til at arbejde sammen med Trine Bramsen, som Helena Gleesborg Hansen beskriver som som en ”dygtig politiker”.

”Trine Bramsen har taget et kæmpestort og vigtigt opgør ved at afdække misbrug og sexisme i Forsvaret,” siger forkvinden.

Henriette Højberg er heller ikke i tvivl om, at området med Trine Bramsen har fået en minister, der nok skal løfte opgaven.

På baggrund af den tilsyneladende sløje politiske prioritet mener Henriette Højberg, at det bliver ”mere presserende, at der er aktører i civilsamfundet, som skubber på for ligestillingsproblematikker og belyser, hvor hullerne er,” siger hun.  

Stedbarn 

Kvinfos direktør, Henriette Laursen, ønsker den nye beskæftigelsesminister tillykke. Men også hun er forundret over, at ligestillingsbolden endnu en gang er blevet smidt videre. Især fordi hun synes, den nuværende regering har rykket på ligestillingen på en række områder.

Relevant verdensmål

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

"Opnå ligestilling mellem kønnene, og styrk kvinder og pigers rettigheder og muligheder," lyder hovedbudskabet i det femte verdensmål.

Delmålene handler blandt andet om at øge andelen af kvinder i ledelse, at stoppe vold mod kvinder, oplyse om reproduktiv sundhed og meget andet. 

Læs mere om delmålene her.

”Vi er jo rigtig glade for fremskridtene på områder som fædrebarsel, stalker- og samtykkelovgivning og kriminalisering af psykisk vold. Så jeg håber da, at den velvilje, der er vist med de tiltag fortsætter med den nye minister,” siger hun.

”Det virker som et stedbarn, altså et område, man ikke prioriterer særlig højt,” siger Henriette Laursen.

Ligesom DareGender og Dansk Kvindesamfund så hun gerne et dedikeret ligestillingsministerium. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, bør det ligge under statsministeriet, mener Kvinfo-direktøren.  

Overlap med beskæftigelse 

Lykke Friis har ingen holdning til, om der burde være et selvstændigt ministerium, men undrer sig også over flytningen til Transportministeriet.

”Jeg synes, at det lå glimrende i Beskæftigelsesministeriet. Der er et klart indholdsmæssigt overlap, og der sidder du også med selve lovgivningen,” siger hun.

Dengang hun overtog ligestillingsområdet, kom det ligeledes fra Beskæftigelsesministeriet.

Nu er vi tilbage ved fisk. 

Henriette Højberg
Stifter, DareGender
Dengang lå det altså heller ikke til højrebenet, at klima og ligestilling blev lagt sammen. Der var dog stunder, hvor det gav mening.

"Ttil COP-forhandlingerne syntes mine afrikanske kollegaer, at det gav perfekt mening. Hvis pigerne skal hente brænde, kan de jo ikke gå i skole. For dem var der et stort ligestillingsaspekt," siger Lykke Friis.

Til slut og sidst handler det nok om, at løse en politisk kabale, siger hun.

”Det handler jo om at få en rokade til at gå op. Men man kunne måske spørge, hvorfor det altid er det område, man skal kaste rundt med,” slutter Lykke Friis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henriette Laursen

Direktør, Kvinfo
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

Henriette Højberg

Projekt- og udviklingschef, Dansk Folkehjælp
cand.scient.soc. i socialvidenskab og filosofi

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00