Debat

Magistrenes A-kasse: Gør muligheden for digitale samtaler på jobcentre og i a-kasser permanent

Fra alle sider – også fra mig - har der lydt opfordringer til politikerne om at gøre muligheden for digitale samtaler på jobcentre og i a-kasser permanent, når corona ebbede ud. Men nu har vi fået at vide, at det 1. august er slut med at være moderne. Beslutningen er intet mindre end horribel, skriver Per Clausen. 

Telefonen blev opfundet for 150 år siden. Det er godt for miljøet, det er godt for virusbekæmpelse, og så er det frem for alt værdigt, at den ledige selv kan vælge, om samtalen skal ske ved et fysisk fremmøde eller digitalt.
Telefonen blev opfundet for 150 år siden. Det er godt for miljøet, det er godt for virusbekæmpelse, og så er det frem for alt værdigt, at den ledige selv kan vælge, om samtalen skal ske ved et fysisk fremmøde eller digitalt.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Per Clausen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politikerne tog i marts 2020 en beslutning, som mange nok vil undre sig over krævede en pandemi: De tillod a-kasser og jobcentre at gennemføre lovpligtige samtaler med de ledige per telefon eller med Skype-lignende værktøjer. Det har ellers altid været et krav fra politikerne, at de ledige pinedød skal møde fysisk frem i a-kassen og på jobcentret.

Fra alle sider – også fra mig - har der lydt opfordringer til politikerne om at gøre muligheden for digitale samtaler permanent, når corona ebbede ud. Det har været moderne i årtier – telefonen blev dog opfundet for 150 år siden. Det er godt for miljøet, det er godt for virusbekæmpelse, og så er det frem for alt værdigt, at den ledige selv kan vælge, om samtalen skal ske ved et fysisk fremmøde eller digitalt. ’Værdighed’ er en yderst god grobund for en aktiv og kompetent jobsøger. 

Horribel beslutning
Men nikke-nej. Vi har netop fået at vide, at det 1. august er slut med at være moderne. Fra det tidspunkt skal de ledige igen tvinges til at møde fysisk frem til alle de lovpligtige samtaler. Beslutningen er intet mindre end horribel og vidner om en maskinstormeragtig tilgang til en digital verden.

Kære politikere – skynd jer at fortryde jeres beslutning, og gør muligheden for digitale samtaler permanent her og nu

Per Clausen
Formand, Magistrenes A-kasse

Corona har været hård ved os alle. Men pandemien har dog åbnet vores øjne for helt nye måder at være digitalt sammen på. Og virksomhederne og organisationerne har gjort sig mange erfaringer med hjemmearbejde. Med politikernes beslutning om per 1. august at skrue tiden tilbage til før pandemien kan a-kassernes medlemmer vinke farvel til telefon- og videomøder – ud af døren og hen til a-kassen med jer.

Tilsvarende er a-kassernes egne planer om også efter corona at lade medarbejderne arbejde mere hjemmefra sat alvorligt tilbage – ud af døren og hen til a-kassen med jer. Tosset er selve datoen 1. august også. Langt hovedparten af de medlemmer, vi skal mødes med fysisk fra den dag, vil være uvaccinerede. De er nemlig dimittender og tilhørende de aldersgrupper, som vaccineres allersidst.

Kattelemmen også lukket
Den sidste kattelem – en revision af hele beskæftigelsesindsatsen med indtænkning af coronaerfaringerne – viser sig nu også at være det rene ingenting. Aftaleparterne – Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten – har netop meddelt, at de vil tillade digitale samtaler efter seks måneders ledighed.

På det tidspunkt er de fleste ledige i job igen, og det er alligevel ret småt med samtaler i a-kassen. Helt ærligt… hvor digitalt mådeholden kan man være? Hvor meget kan man ignorere de mange gode erfaringer med digitale samtaler i snart 16 måneder?

Så kære politikere – skynd jer at fortryde jeres beslutning, og gør muligheden for digitale samtaler permanent her og nu. På forhånd tak.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00