S, SF og EL: Borgmesteren bruger myter om dimittendledigheden

Af Astrid Aller (F), Andreas Keil (S), Trine Madsen (S), Susan Hedlund (S), Gyda Heding (Ø), Hassan Nur Wardere (Ø) og Zenia Nørregaard (Ø)
Medlemmer af beskæftigelses- og integrationsudvalget, København

Akademikere skal have tid og hjælp – ikke pisk – for at komme i job. Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, foreslår i Altinget 18. maj blandt andet, at akademikere skal i job blandt ved at sænke dimittendsatsen og sende dem i nyttejob.

Vi, der sidder i beskæftigelses- og integrationsudvalget for SF, S og Ø og til sammen danner et flertal, kunne nærmest ikke være mere uenige.

Venstre-borgmesteren foreslår, at de, der virker mest ”komfortable” på deres ydelser, skal sendes i nyttejob. Men kære borgmester. Akademikerjobs kommer ikke dumpende ned fra himlen. Man skal aktivere sit netværk eller ringe til arbejdsgiver, så man kan svare på de rigtige ting i ansøgningen, hvis man ikke vil nederst i bunken.

Eller man kan besøge forskellige arbejdspladser for at finde ud af, hvordan man kan bruge sin faglighed. Hvordan skal man få tid til det, hvis man hiver japansk pileurt op af Amager Fælled? Det er jo rart at få fjernet invasive arter fra Fælleden, men vi synes alligevel, at vi skal lade det være op til Teknik- og Miljøforvaltningen, og så holdes os til at få folk i job, som det er vores opgave.

Dimittendledighed er en belejlig, borgerlig myte
Samtidig forstår vi ikke, hvorfor det er nødvendigt for borgmesteren at melde sig i koret af borgerlige kolleger, der skyder med skarpt efter dimittendsatsen. For der er masser af ting, borgmesteren stadig kan tage initiativ til i egen baghave for at hjælpe de nyudklækkede akademikere – til gavn for nyuddannede, den københavnske ledighedskø og for kommunens virksomheder.

Det er og bliver en myte, at dimittendledigheden er Københavns største problem

Forslaget om at sætte dimittenddagpengene ned på SU-niveau er frugtesløst og vil kun gøre akademikerne fattige. I dag er det kun 9 procent af studerende, der kun lever af deres SU, og når de bliver færdiguddannede, ryger både studiebolig, studiejob og studierabatter på alt fra transport til a-kasse.

Københavns boligpriser er løbet løbsk for længe siden, og der er altså heller ikke dimittendrabat på huslejen. At dimittendsatsen skulle være for høj, er altså intet mere end en belejlig borgerlig myte.

Vi forstår heller ikke borgmesterens iver efter at skyde på dimittendledigheden. Det er og bliver en myte, at dimittendledigheden er Københavns største problem. Langt de fleste akademikere kommer hurtigt ud af ledighedskøen.

Derimod er det langtidsledigheden, vi skal sætte ind over for. Derfor løser borgmesterens forslag om tvungen praktik på uddannelserne et problem, som ikke eksisterer. At dimittendledigheden er det største problem, er altså endnu en belejlig borgerlig myte.

Målet er at få folk i job
Der er også positive toner i indlægget – borgmesteren foreslår, at vi skal hjælpe internationale studerende til at blive i Danmark og holde jobmesser med arbejdsmarked og studerende. Vi har derudover en række konkrete forslag til, hvordan vi skal hjælpe de 6000 ledige akademikere i job:

1. Tilbud om kurser i redskaber, der er efterspørgsel på – et eksempel kunne være kodning – og hjælp til, hvordan man kan bruge sin faglighed sammen med de redskaber. I tæt samarbejde med fagforeninger og A-kasser og virksomheder, så det bliver målrettet virksomhedernes efterspørgsel.
2. Matchmaking mellem folk med iværksætterdrømme. Lige nu er vores iværksætterindsats meget målrettet studerende, der allerede har en idé og bare skal i gang. Vi tror, at vi kunne få mange flere i gang, hvis man tilbød matchmaking for dem, der er interesserede, men endnu ikke ved, hvordan eller hvad de skal lave.
3. Bedre samarbejde med små og mellemstore virksomheder, så de faktisk ved, hvad de kan bruge akademikere til, og hvordan. Man kunne for eksempel forestille sig en langt mere opsøgende tilgang fra både universiteter og kommunens jobcentres side.
4. Samarbejde i hele regionen. Et sted, hvor akademikerindsatsen ikke har virket, er på afstand: Det halter med at få folk i jobs, der ligger uden for København. Det eksisterende regionale samarbejde skal være langt mere ambitiøst.
   Hvad med at tænke hele Danmark med og samtidig målrette indsatsen mod de ting, der afholder folk fra at søge væk? Støtte til at finde job til ægtefællen, tidligere nudging til at søge jobs uden for København og mere fleksibilitet i vores indsatser, så folk faktisk har tid til at afsøge mulighederne uden for hovedstaden. 
5. Målret til det, der virker. Målet må aldrig være at få folk i den ene eller anden indsats: Målet skal altid være at få folk i job.