Socialrådgivere: Politikerne styrer efter myter om kontanthjælp

Når Ydelseskommissionen om kort tid kommer med anbefalinger til ommøblering af kontanthjælpssystemet, skal debatten meget gerne foregå på et sagligt grundlag frem for virkelighedsfjerne forestillinger og myter.

Lad mig derfor slå et par ting fast. Hver femte modtager af kontanthjælp har været anbragt i barndommen. Flere end hver tredje havde som barn en sag hos kommunen, de klarede sig dårligere i folkeskolen end deres kammerater, og de har oftere haft forældre på kontanthjælp. 

Læg dertil dem, der er vokset op i belastede familier, men som er gået under det offentliges radar. Vi ved også, at mennesker, der som børn har oplevet blot et enkelt år i fattigdom, klarer sig ringere end andre på afgørende områder, herunder uddannelse og familieforhold.

{{quote:I113001:C}}

Samlet set ved vi, at en stor andel af de mennesker, der modtager kontanthjælp, har haft svære betingelser i opvæksten. Det er et faktum, vi er nødt til at tage meget alvorligt, men som desværre alt for ofte ignoreres i den politiske debat.

Det er paradoksalt, for når det handler om sårbare børn, for eksempel den aktuelle debat om regeringens udspil til en ny Barnets Lov, diskuterer vi ikke, hvorvidt vi skal hjælpe børnene, men hvordan. 

Alle er enige om, at vi som samfund bærer et ansvar for de sårbare børn. Men når de børn, vi har overset eller ikke formået at hjælpe, bliver voksne og slæber rundt på barndommens usynlige bagage af svigt og forsømmelse, så kommer der pludselig helt andre boller på den politiske suppe.

Det betaler sig at arbejde, hvis man kan
Det centrale spørgsmål er, hvordan vi som samfund bedst hjælper de mennesker, der af den ene eller anden årsag er havnet på kontanthjælp. 

Også her er der brug for at bringe fakta på banen om de mennesker, vi taler om. Ni ud af ti af de kontanthjælpsmodtagere, der er længst fra arbejdsmarkedet, kæmper med fysiske og psykiske helbredsproblemer, mens hver fjerde har en kronisk, fysisk sygdom eller et fysisk handicap. 

Samtidig drømmer langt de fleste mennesker med sociale udfordringer, psykiske lidelser eller dårligt helbred om at bidrage meningsfuldt til samfundet. Mennesker arbejder ikke alene for at få løn, men i høj grad også for at være en del af fællesskabet, både arbejdspladsens og samfundets. 

Vi ved, at selv blandt de meget få mennesker, der i kroner og øre får relativt lidt ud af at arbejde, er langt størstedelen i job.

I øvrigt har denne gruppe ligesom alle andre en stor økonomisk fordel ved at arbejde, som sjældent nævnes i debatten: Modsat dem på kontanthjælp optjener de nemlig pension betalt af deres arbejdsgiver.

De seneste årtier har politikerne strammet grebet om de ledige og sænket ydelserne ad flere omgange. Det har blandt andet medført en kraftig stigning i antallet af fattige børn, som er en af årsagerne til nedsættelsen af Ydelseskommissionen. 

Det skal der gøres noget ved, men uanset hvilke anbefalinger, kommissionen kommer med, er fattigdom ikke kun et problem for familier med børn. 

Smalkost i stedet for støtte
Nogle af de allerfattigste i vores samfund er enlige unge under 30 år på den såkaldte “uddannelseshjælp”.

Mange af dem har, som nævnt, en kaotisk opvækst i bagagen, men i stedet for at sætte massivt ind med den hjælp og støtte, de har manglet hele deres liv, har politikerne valgt at sætte dem på smalkost, hvilket ifølge en ny analyse kun får få i uddannelse, men til gengæld gør mange fattige.

"Det skal kunne betale sig at arbejde", hører vi gang på gang fra politikerne. Det er som om, de lukker af for virkeligheden. I et forsøg på at legitimere stramningerne regnede Finansministeriet for et par år siden på effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. 

Men selv med sit eget optimistiske skøn kunne den daværende regering ikke finde nogen nævneværdig effekt. Ifølge ministeriet kom 450 mennesker i arbejde på grund af de to tiltag, mens de til gengæld har låst tusindvis af mennesker fast i fattigdom. 

De sociale konsekvenser er lette at overse, hvis man ikke leder efter dem, men svære at overvurdere når man kender dem. 

For eksempel stiger risikoen for, at børn bliver anbragt uden for hjemmet markant, når mødrenes kontanthjælp beskæres. I en ny rundspørge blandt medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening svarer flere end fire ud af fem,at lave ydelser presser mennesker ud i fattigdom.

Garanti for en anstændig økonomi
De mennesker, der kan reagere på økonomiske incitamenter, er for længst presset ud af kontanthjælpssystemet.

Når vi er enige om, at vi som samfund har et ansvar for at hjælpe og støtte sårbare børn, bør vi også kunne blive enige om at hjælpe og støtte dem, når de er blevet voksne. 

Et første skridt er at sikre dem en anstændig økonomi, så de ikke samtidig med alle de andre udfordringer også skal bekymre sig om, hvordan de mon får penge til mad, medicin eller næste måneds husleje.