Usynligt embedsværk gør sig sårbart

Klassiske top-djøf’ere har endnu ikke forstået, at efterspørgslen efter basal åbenhed hverken er ondskabsfuldt ment eller et ønske om at reducere ministerens taletid.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

”Hvad laver alle de mennesker bag ministeren dog,” spørger hr. og fru Danmark lejlighedsvist sig selv, når de i tv ser en minister vandre ned ad Christiansborgs gange fulgt af en hale af alvorlige embedsmænd. Det samme gør kritiske politikere her og der – ikke uden blik for, at Slotsholmens image er i bund, hvad gør det nemmere at udfordre bureaukraternes gøren og laden.

I mange år gav den velvoksne Ministeriernes Telefonbog en idé om medarbejdernes identitet og gøremål, når den to gange årligt landede med et tungt dump rundt omkring: Kontor for kontor kunne pressen, organisationer, headhuntere (på evig jagt efter nye talenter klar til afskydning uden for murene) og Slotsholmens øvrige interessenter finde navn, nummer og arbejdsområder på stort set samtlige chefer og medarbejdere, der ikke sjældent var klar til en baggrundssnak.

Kontakt-info en statshemmelighed?
Siden er embedsværket blevet mere anonymt og dermed også myte-omgærdet. Usynlighed kan være farlig, hvis en stand vil bevare et stærkt brand og dermed skabe en buffer mod onde tider: Når eksempelvis vores ambassadører rundt om i verden velvilligt stiller op til live-interviews på tv om katastrofer og krige, er det også et signal til danskerne om, at de 1600 mennesker i Udenrigsministeriet bestiller noget.

I våbenkapløbet mellem medier og centraladministration er – når bortses fra ambassadørerne – den enkelte embedsmand blevet ansigtsløs: Presseafdelingerne sikrer som en slags buffer en hurtig og professionel betjening af både flaksende journalist-generalister og ministeren. Til gengæld er det sværere for offentligheden at finde adgang til de fagligt tunge og vidende embedsfolk.

I en stribe af de tungeste og mest toneangivende ministerier er det tilsyneladende en statshemmelighed, hvem der monstro tjener ministeren og dermed dansken. Det er en lukkethed, der – bortset for PET- medarbejdernes vedkommende – er svær at finde gode argumenter for, hvad er med til at forstærke billedet af et lige lovlig selvtilstrækkeligt økosystem, der skyr offentligheden, selvom der er nok at ranke ryggen over: Internationale sammenligninger sender år efter år den danske embedsmand i top, hvad angår redelighed og ordentlighed.

Tillid i bund
Med den udenlandske ros har det været et chok for djøf-land at konstatere, at tilliden til embedsapparatet er i bund. I en nylig meningsmåling i Altinget vender næsten halvdelen af de adspurgte tommelfingeren ned over for embedsmændene. 48 procent har ”lille” eller ”ret lille” tillid. Kun 42 procent udtrykker tillid til standen, og hver tiende er i tvivl.

Bo Smith-udvalget er oven på de seneste par års skandalesager halvvejs med en rapport om embedsstanden: Her har målingen gjort dybt indtryk, ligesom diverse udsagn om Folketingets manglende tiltro til regeringsapparatets oplysninger har rystet udvalget: Det var værre end frygtet.

Lokale kriser breder sig
Mon ikke en af udvalgets anbefalinger efter sommerferien vil være, at apparatet ind imellem forklarer sig: Klassiske top-djøf’ere har endnu ikke forstået, at efterspørgslen efter basal åbenhed hverken er ondskabsfuldt ment eller et ønske om at reducere ministerens taletid. Men en berettiget forventning om – som minimum – at systemet kommunikerer ud, hvad de tusindvis mennesker i departementer og styrelser laver i dagligdagen på skatteborgernes regning.

Vi oplevede selv i forbindelse med vores 2011-bog, Javel, hr. minister, et kommunikations-forskrækket system: Under en departementschef-frokost gerådede topcirklerne ud i en voldsom diskussion om, hvorvidt man skulle hjælpe de to forfattere med baggrundsviden. En flok modige departementschefer var parate, men lige så mange foretrak at forblive i skjul. Kommunikationsstrategisk var det svært at se en linje.

Siden har de mange problemsager hver især fået lov at leve deres eget liv, uden at der har været en overordnet plan for håndteringen: Lokale kommunikationskriser rundt om i ministerierne bliver gang på gang til hele Slotsholmens krise, fordi ingen i systemet evner at håndtere den samlede kommunikation. Hvad man i Danmark mener med ”nødløgn”, er fortsat ikke forklaret fra allerøverste embedsmandssted, og her må man håbe, at Bo Smith-udvalget løfter pegefingeren.

Ingen har tilsyneladende haft lyst, mod eller evne til på Slotsholmens samlede vegne at forklare sig. Hvem det skulle være? Nærliggende er det at pege på førstemændene: Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen og Finansministeriets Martin Præstegaard. Men ingen af de to topfigurer ynder offentlighed, og da slet ikke Kettel, der ellers før jul slap mere end helskindet fra en paneldebat overværet af et talstærkt publikum inviteret af Bo Smith-udvalget.

Krav om effektivisering
Hvis ikke de statslige embedsmænd snarest lægger an til en mere offensiv kommunikationsstrategi, der kan tydeliggøre deres samfundsbidrag, er det ikke svært at forestille sig, hvem pilen peger på, når der skal effektiviseres og afbureaukratiseres de kommende år.

Kommunerne har taget deres del af slæbet, understreger KLs formand, Martin Damm, højere og højere. Nu er det statsforvaltningens tur, mener de effektiviserede kommuner.

Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.

De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.


Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk