Internationale forskere: EU's Arktispolitik er for snæver

Energipolitik
Ifølge det franske forsvarsministerium så stammer 24 procent af forbruget af olie- og gas i EU fra Arktis. Det skyldes i væsentlig grad Ruslands del af Arktis, der bidrager til cirka ti procent af Ruslands BNP og cirka 20 procent af Ruslands eksportindtægter.

Vesteuropa har siden Sovjetunionens tid importeret naturgas fra det nordvestlige Rusland via rørledningsinfrastruktur gennem Øst- og Centraleuropa, som nu erstattes med Nordstream 1 og 2 mellem Rusland og Tyskland.

Naturgasproduktion i Ruslands del af Arktis udvikles kraftigt i disse år, også med europæisk deltagelse. Yamal LNG-projektet til 27 milliarder dollars (cirka 171 milliarder danske kroner) var oprindeligt 60 procent af det russiske naturgasselskab Novatek, 20 procent af det franske energiselskab Total og 20 procent af China National Petroleum Corporation.

Ukraine-sanktioner vanskeliggjorde vestlig finansiering, så 9,9 procent er overdraget fra Novatek til Kinas statslige investeringsfond Silk Road Fund, og der er også betydelig kinesisk bankfinansiering.

Yamal leverer flydende naturgas (LNG) med tankskibe, både mod vest til Europa og mod øst til Asien ad Nordøstpassagen. Yamal opfølges af blandt andet Arctic LNG-projektet og LNG-omskibningsterminaler på Kola Halvøen og Kamchatka, også med Totals deltagelse. Russiske arktiske energiressourcer, Totals engagement, Nordstream 1 og 2 og EU's energipolitik er derfor reelt en del af EU's arktiske politik.

Maritim politik
Hav- og fiskeripolitik er et andet reelt arktisk politikområde for EU. EU-Kommissionen fører fælles fiskeripolitik på medlemsstaternes vegne og forhandler derfor adgang til fiskekvoter i Nordatlanten og Barentshavet.

Kommissionen er også en del af 2018-aftalen om moratorium for fiskeri i internationalt farvand omkring Nordpolen sammen med Canada, Danmark, Norge, Rusland, USA, Island, Japan, Kina og Sydkorea.

Arktisk Råd-staterne og de oprindelige folk har opnået betydelige samarbejdsresultater omkring eftersøgnings- og redningssamarbejde samt bekæmpelse af olieforurening som svar på klimaændringernes påvirkning af Arktis. Canada, Norge og Rusland var centrale aktører i udformning af Den Internationale Søfartsorganisations lovramme for skibsfart i de polare regioner.

Men EU har ikke knyttet sine arktiske interesse til sin status som en meget betydelig international maritim aktør, på trods af at Arktis hører under generaldirektoratet for maritime anliggender og fiskeri. EU’s manglende maritime aktørstatus i Arktis er overraskende i lyset af, at en tredjedel af verdens handelsflåde hører til i EU, samtidig med at EU i betydeligt omfang koordinerer politik omkring maritimt miljø, sikkerhed, ret og erhvervsudvikling mellem medlemsstaterne.

EU må overveje, hvordan dets egen og EU’s maritime sektors centrale placering i global forvaltning og styring af havspørgsmål kan bidrage til at forvalte og udvikle Arktis, som bliver stadigt mere åbent for international skibsfart. En styrket og koordineret EU-indsats kunne for eksempel bidrage til privatsektorinitiativer under UN Global Compact, der er en samling af retningslinjer for virksomheders samfundsansvar.

Rumpolitik
EU bliver en betydelig rumaktør med Galileo-satellitnavigationssystemet og Copernicus-satellitsystemet, der observerer jorden.

EU's uafhængige ruminfrastruktur er afgørende for EU's strategiske autonomi. Rummet og Arktis hænger nøje sammen gennem klimaændringer, satellitnavigation, jordobservation og evnen til at operere i Arktis civilt, kommercielt og militært.

Arktis er hjemsted for betydelig forskningsinfrastruktur og infrastruktur for kommunikation med satellitter. EU som rumaktør kan bidrage væsentligt til arktiske samfund med infrastruktur og kommunikation ved at formulere principper for deling af data samt skabe global opmærksomhed og forståelse af hav- og klimaobservation.

Tre spørgsmål, der må besvares
EU’s energi- hav- og fiskeri- og rumpolitik må inddrages eksplicit i diskussion af EU's kommende arktiske politik.

Hvilken rolle spiller den betydelige energiimport fra Ruslands Arktis og den europæisk deltagelse i den russisk-arktisk energiproduktion for EU's arktiske politik og energipolitik?

Hvilken rolle spiller Arktis, herunder især Nordatlanten, Barentshavet og Polhavet, for EU som global hav- og fiskeriaktør?

Hvilke forskningsmæssige, økonomiske, civile og sikkerhedspolitiske muligheder giver Galileo og Copernicus EU i Arktis?

Indtil disse spørgsmål er grundigt diskuteret og besvaret, så vil både EU og omverdenen undervurdere og misforstå EU som arktisk aktør.

----------

Indlægget er underskrevet af

Rasmus Gjedssø Bertelsen, professor ved Norges Arktiske Universitet

Mariia Kobzeva, postdoc ved Norges Arktiske Universitet

Andreas Raspotnik, seniorforsker ved Nordområdesenteret på Nord Universitet

Elana Wilson Rowe, forskningsprofessor ved Norsk Utenrikspolitisk Institutt