Debat

Lektor: Stormagtskonkurrencen i Arktis kræver ny udenrigspolitisk analyse i Rigsfællesskabet

For USA er Kina stormagtskonkurrenten, som skal svækkes og indordne sig. Spørgsmålet er, om det er i Rigsfællesskabets interesse at følge den strategi, men en selvstændig analyse og proaktiv stillingstagen kræver oprustning af viden og kompetencer, skriver lektor ved Forsvarsakademiet Camilla T. N. Sørensen. 

For Biden-administrationen er Kina stormagtskonkurrenten, som skal svækkes og indordne sig, skriver lektor Camilla Tenna Nørup Sørensen.
For Biden-administrationen er Kina stormagtskonkurrenten, som skal svækkes og indordne sig, skriver lektor Camilla Tenna Nørup Sørensen.Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Camilla Tenna Nørup Sørensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en udbredt opfattelse, at Kina er på fremmarch i Arktis. Det er også præmissen for Altingets temadebat. Men vi ser ikke en markant stigning i kinesisk aktivitet i Arktis. Det er snarere den tiltagende stormagtskonkurrence mellem USA og Kina, som vi – de enkelte rigsdele og samlet som Rigsfællesskab – står over for i Arktis.

Kina træder nu for alvor ind i rollen som økonomisk, politisk og militær stormagt. Det mærkes i alle verdens regioner, og det samme gør USA’s modsvar.

Amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fokuseres på håndteringen af et stærkere og mere selvhævdende Kina, mens amerikansk militær rettes mod Asien. Det er uundgåeligt. Stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina er efterhånden den overordnede ramme for udviklinger i international økonomi, politik og sikkerhedspolitik.

Temadebat

Hvordan skal Vesten tackle Kinas fremmarch i Arktis?

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil “holde øje med Kina i Arktis”, og eksperter og iagttagere har for længst udnævnt Arktis som et geopolitisk kardinalpunkt i armlægningen mellem USA, Kina og Rusland.

Men hvor stiller det Rigsfællesskabet, EU og Nato? Hvilke sikkerhedspolitiske dilemmaer skaber kinesernes strategi, og hvordan skal Vesten koordinere sit modtræk?

Og er det for eksempel en selvfølge, at USA skal føre an, eller skal EU-landene gå sammen om at markere sig mere selvstændigt i Arktis?

De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat, hvor eksperter, politikere og andre aktører vil give deres bud på, hvordan Vesten klogest lægger en strategi, der kan imødegå det politiske stormagtsspil i Arktis.

Panelet består blandt andet af:

  • Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier
  • Claus Hjort Frederiksen (V), tidligere forsvarsminister
  • Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet
  • Eva Flyvholm (EL), forsvars- og udenrigsordfører
  • Jonas Parello-Plesner, administrerende direktør i Alliance of Democracies
  • Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker og enhedsleder i DIIS
  • Søren Espersen (DF), forsvars-, udenrigs- og grønlandsordfører
  • Karsten Hønge (SF), udenrigs- og grønlandsordfører
  • Sara Olsvig, formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder og tidligere IA-formand
  • Laurits Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Kina-Kritisk Selskab

Flere debattører vil løbende blive føjet til panelet. Hvis du er interesseret i at bidrage til debatten, skal du kontakte debatredaktør Martin Mauricio på [email protected] for mere information.

USA ser Kina som konkurrenten, der skal svækkes

I Arktis betyder dette, at USA ser med stor skepsis på kinesiske bestræbelser på at sikre landet tilstedeværelse og indflydelse i regionen. Vi har set dette tydeligt i Grønland, hvor Washington i klare meldinger har ladet forstå, at kinesiske firmaer ikke skal bygge grønlandske lufthavne.

Den amerikanske diplomatiske og økonomiske offensiv over for Grønland med genåbning af et konsulat i Nuuk og med adskillige tilbud om støtte til uddannelse og investeringer i infrastruktur og ressourceudvinding skal også ses som led i en amerikansk satsning, der skal styrke amerikansk indflydelse og mindske Kinas handlerum. Washington forventer nemlig til gengæld, at allierede og partnere, inklusive Danmark og Grønland, støtter op bag USA’s linje over for Kina.

Konsekvensen er, at mere eller mindre alle kinesiske aktiviteter i Arktis bliver set som sikkerhedspolitiske trusler med fokus på ‘dual-use’ – det vil sige den potentielle parallelle civile og militære anvendelse af kinesiske faciliteter og kapaciteter i regionen. Det kinesiske system med forbindelser og overlap mellem partiet, militæret, universiteter, statsejede nationale og provinsielle virksomheder og private virksomheder forstærker kompleksiteten.

Det synes at være for svært til, at vi for alvor vil sætte os ind i det. Hvis vi derimod lægger os fast på, at alle kinesiske aktører er underlagt og styret af den øverste kinesiske leder Xi Jinping, som har en langsigtet strategi, der går på at udnytte og dominere Arktis, herunder Grønland, så er vi på sikker grund. Det harmonerer med den amerikanske linje, og USA er tilfreds.

Det er komplekst, men at reducere det til spørgsmål om for-eller-imod Kina, som der er en bekymrende tendens til, gavner ikke danske og bredere Rigsfællesskabets interesser.

Camilla Tenna Nørup Sørensen
Lektor, Forsvarsakademiet

Selvstændig analyse er kompleks og risikabel

Alternativet til en sådan dansk tilgang til Kina og til håndteringen af stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina, som den spiller sig ud i Arktis, er en selvstændig analyse og en proaktiv stillingstagen til samarbejde med Kina i Arktis fokuseret på håndtering af risici. Det kræver oprustning af viden og kompetencer.

Det er komplekst, men at reducere det til spørgsmål om for-eller-imod Kina, som der er en bekymrende tendens til, gavner ikke danske og bredere Rigsfællesskabets interesser. For Biden-administrationen er Kina stormagtskonkurrenten, som skal svækkes og indordne sig – men er det entydigt i vores interesse at følge denne strategi?

En af mange udfordringer ved den amerikanske inddæmningsstrategi er, at Kina – og dermed kinesiske virksomheder – reelt begynder at være deres amerikanske konkurrenter overlegne på visse af fremtidens strategiske og økonomiske satsningsområder.

Det gælder for eksempel den nyeste viden og teknologiske løsninger inden for telekommunikation, som sagerne om Huaweis 5G har vist, men det gælder også inden for bæredygtig energi og grønne løsninger, hvor videndeling og samarbejde med kinesiske virksomheder og universiteter synes afgørende vigtigt i håndteringen af klimaforandringerne, der går særligt hurtigt i Arktis.

Det indebærer risici, men kan sådanne risici ikke håndteres? Alt grundig forskning peger på, at der ikke er én bestemt måde – et mønster – som kinesiske investorer og virksomheder følger, når de bevæger sig uden for Kina.

Læs også

Rigsfællesskabet skal gøre sit hjemmearbejde

Derfor er det problematisk at generalisere og basere forudsigelser om implikationerne af en øget kinesisk tilstedeværelse i Arktis på, hvordan det er gået i eksempelvis Sri Lanka.

Kinesiske aktører har vist sig villige og i stand til at tilpasse og indordne sig under de specifikke regler og love, som er i det land eller område, de agerer i.

Det understreger kun behovet for, at vi i Rigsfællesskabet gør vores hjemmearbejde og i tæt koordination og samarbejde får udviklet og opstillet rammer, regelsæt og mekanismer for udenlandske, inklusive kinesiske, aktiviteter, så vi kan minimere og håndtere de risici, der vil være.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00