2 A’er: Sigge Winthers nye bog lugter fælt af konsulent-lingo

Det vilde kanvas

Sigge Winther Nielsen introducerer tre forskellige såkaldte "pools". Det vil sige løsningsomgivelser. Han gør mest ud af den "grønne pool", hvor aktørerne er kendetegnet ved en samarbejdskultur, og hvor mennesker i øvrigt er venlige og imødekommende.

Den "grønne pool" er et godt løsningsklima at befinde sig i, må man forstå.

I den "blå pool" ser man alene mennesket som egeninteresse-optimerende, og her skal løsninger struktureres, så de kan udnytte menneskets iboende selvcentrerede natur.

I den "røde pool" handles der ud fra rå magt, og man fornemmer straks, hvad der er på spil, for afsnittet indledes med en kort beskrivelse af Wagner-gruppens leder Jevgenij Prigozjin.

Med de to problemtyper og de tre pools kan Sigge Winther Nielsen så etablere et "kanvas".

Jeg er ikke sikker på, hvad kanvas betyder. Det henviser nok ikke til det bomuldsstof, man bruger til broderier. Nok snarere til kanvas i en boksering, som er et skridsikkert underlag med en overflade, som muliggør hurtige og lette bevægelser.

Sigge Winther Nielsen kan derved etablere en simpel todimensionel kombination af pools og problemer. Det kalder han "det vilde kanvas", og det er det sted, hvor policy-entreprenører kan flytte rundt på problemerne mellem de seks felter.

Løsninger ligger på bunden af den grønne pool

Målet er at bringe de vilde problemer ind i den grønne pool. Det er her, mulighedsklimaet er mest gunstigt for at finde en løsning på vilde problemer.

Jeg føler mig hensat til 00’erne, hvor alle organisationer pludseligt skulle lave ”blue ocean strategies” eller andre lignende konsulent-gimmicks.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

I flyttearbejdet kan policy-entreprenøren benytte sig af "framing, koalitionsbygning og beta-testning".

Det er ikke let for policy-entreprenører at flytte problemer til det grønne pool. To forhold skal man være opmærksom på: Problemets "policy-modenhed", som handler om problemets hidtidige løsninghistorik, og hvor fastlåst aktørernes position er i forhold til problemet. Det kaldes den "politiske position".

Så kan arbejdet begynde.

Målet er at få problemet over i det grønne pool, så man kan begynde på at finde løsninger. Imidlertid skal der samarbejdes forskelligt afhængigt af, hvilket slags vildt problem, vi taler om.

Her introducerer Sigge Winther Nielsen fire samarbejdsformer: makkerskab, indsatsstyrke, månelanding og Utopia.

Forbogstaverne bliver til MIMU og voila, vi har en konsulentvenlig MIMU-typologi.

Konsulent-lingo er hverken forkert eller præcist

Det er et vildt apparat, Sigge Winther Nielsen har opbygget. Men der er ikke tale om stringente begreber, som klart lader sig afgrænse fra hinanden.

Det er et vildt apparat, Sigge Winther Nielsen har opbygget. Men der er ikke tale om stringente begreber, som klart lade sig afgrænse fra hinanden.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

Der er mere tale om et system af ord, som har en vis rummelighed, og som kan give illusionen af at give mening i forhold til snart sagt alt.

Det er finurligt konstrueret konsulent-lingo, som hverken er forkert, men som heller ikke er præcist. Det er et godt grundlag at opbygge en lukrativ konsulentbusiness omkring.

Jeg føler mig hensat til 00'erne, hvor alle organisationer pludseligt skulle lave "blue ocean strategies" eller andre lignende konsulent-gimmicks. Men der er andre bidragydere end Sigge Winther Nielsen.

Winther Nielsens første kapitel er det første bidrag i 'Del I: Værktøj. Rammeværk for vilde problemer'. Der er seks kapitler i første del, og kun et par er interessante.

Det første er Asmus Leth Olsens bidrag 'Vilde eksperimenter'.

Kapitlet burde rettelig have heddet noget i retning af 'Til forsvar for større fokus på kausalitet i de samfundsmæssige eksperimenter'. Han argumenterer godt for nødvendigheden af at være stringent rent metodemæssigt og for at skrive sig ind i bogens sammenhæng, taler han om "vilde eksperimenter".

Det er en meget inspirerende artikel.

Anne Tortzens bidrag er også godt og solidt. Hun argumenterer for en lokal eller stedbaseret tilgang til løsning af problemer og rejser spørgsmålet om, hvad det kræver af de kommunale medarbejdere.

Her peger hun på vigtigheden af "holistiske stedbaserede måder at arbejde på", vel vidende, at de udfordrer den herskende styringslogik i de kommunale institutioner.

Kravet til de kommunale medarbejdere bliver derfor et langt større fokus på relationsdannelse og brobyggere.

Store forventninger

Del II har titlen 'Praksis. Tackling af vilde problemer'. Der er seks kapitler, og jeg må indrømme, at det var her, jeg havde de største forventninger.

Der er en udemokratisk undertone af meritokrati.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

Særligt var mine forventninger store til kapitel syv, der har titlen 'Design af missionsorienteret innovation – en ny vej for mental trivsel' og er skrevet af Christian Bason og Sara Gry Striegler.

Netop designmetoder kan nogle gange gå ind og forny blikket på problemer på en ny måde, som vi almindelige aktører ikke formår.

Men kapitlet skuffede, fordi det ikke kunne binde det præsenterede begrebsapparat troværdigt sammen med noget, som bare lignede løsningsbidrag i forhold til unges mistrivsel.

Beskrivelsen af en ny fremtid for de unge, efter at missionen om at fjerne mistrivsel er gennemført, hæver sig aldrig over det banale.

Artikler mangler sammenhæng med bogens kerne

Anderledes opløftende er bidragene fra Thomas Gyldal Petersen, Gordon Ørskov Madsen og Claus Hjortdal, der skriver om, hvad forsoningsprocessen på folkeskoleområdet har betydet.

Artiklen giver en klar indsigt i, hvordan partnerskabet 'Sammen om skolen' er blevet til, og hvordan de parter, som har stået konfrontatorisk i forhold til hinanden, har arbejdet sig tættere ind i et konstruktivt samarbejde til gavn for udvikling af den danske folkeskole.

På samme måde er Britt Wendelboe, Anders Dybdal og Kristoffer Millings fortælling om projekt 'Bo trygt' superinteressant.

Projektet har reelt påvirket borgernes adfærd omkring og ansvaret for deres private beboelse på en sådan måde, at kriminaliteten er faldet blandt andet med færre indbrud.

Problemet er bare, at begge artikler kunne stå alene uden nogen relation til "vilde problemer" i en Sigge Winther Nielsen-sammenhæng. Men det gør dem ikke mindre interessante.

"Vi" får nye kort at navigere efter

Lad mig til sidst dvæle lidt ved den såkaldte outtro, det vil sige afrundingen, som er skrevet af Mads Leth Jakobsen.

Her argumenteres for, at "vi" i bogen har fået præsenteret et nyt landkort, som "vi" kan navigere efter.

Dette "vi" er interessant, for hvem er det?

Er det politikerne, embedsmændene, forskerne, konsulenterne, borgerne? Nej, ifølge Leth Jakobsen er det policy-entreprenørerne, og det er deres ansvar at navigere efter "det nye kort".

Policy-entreprenørerne skal bedrive et "kollektivt samfundslederskab" og "prøver at skabe noget sammen med og via andre". De skal "få folk til at forestille sig alternative fremtider og tiltag". De skal forstå alt det, som andre mennesker ikke forstår. De skal besidde "metakompetencer"!

Bogen tilsidesætter konflikter for rigtige mennesker

Jeg er ikke begejstret for 'Vilde problemer - Værktøjskasse til politikere, praktikere og policy-entreprenører'.

Jeg er dybt betænkelig ved brugen af ”vi” og mange af de feel good formuleringer, som er i bogen.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

Mange af bidragene er uinteressante, og Sigge Winther Nielsens begrebsapparat finder jeg konstrueret med en fæl lugt af konsulent-lingo. Dertil kommer det helt principielle i beskrivelsen af samfundsmæssige problemer som "vilde" - og give alle aktørerne en gylden mulighed for at fraskrive sig ansvaret.

Problemerne er meget vanskelige at håndtere, og derfor kan hverken politikere eller embedsmænd holdes ansvarlige.

Den tilgang kan utvivlsom danne et solidt forretningsmæssigt grundlag for en konsulentvirksomhed. Der vil ikke findes en sikrere måde at garantere universel ansvarsfraskrivning end at indforskrive et hold konsulenter fra Institut for Vilde Problemer.

Videre er der en udemokratisk undertone af meritokrati.

Det ligger især i den rolle, som Sigge Winther Nielsen giver policy-entreprenørerne. Det kan for mig at se kun læses, som om det er de kloge og veluddannede, som skal bestemme i fremtiden. Det er en tendens, vi også finder i blandt andet Storbritannien, og den er farlig.

Jeg er også dybt betænkelig ved brugen af "vi" og mange af de feel good formuleringer, som er i bogen.

Det er, som om den venlige konsensustilgang, som "vilde problemer" i "grønne pools" lægger op til, løber af med Sigge Winther Nielsen og flere af bidragsyderne, og det gør, at man midt i begejstringen glemmer de virkelige samfundsmæssige modsætninger og interessekonflikter.

Man ser bort fra ulighed og udenforskabens onde ansigt. Dermed tilsidesætter bogen de samfundsmæssige konflikters helt konkrete betydning for rigtige mennesker.

På den måde bliver 'Vilde problemer' og Institut for Vilde Problemer endnu et bidrag til en afpolitisering af politikken og dermed en undergravning af de demokratiske processer.

Derfor kun to A'er.