Når vi debatterer abort, skal vi huske, at et foster er et selvstændigt individ fra cirka uge to

Det glæder mig, at Det Etiske Råd i sin udmelding ikke bare har kopieret Verdenssundheds­organisationen WHO’s nye anbefaling i foråret om, at kvinder bør have ret til fri abort gennem hele deres graviditet.

Alligevel har det ikke givet anledning til at forholde sig mere indgående til menneskeværdet: Om det ufødte liv er et menneskeliv, et liv med rettigheder.

Det afgørende kriterium er kvindens frihed og selvbestemmelsesret uden hensynet til barnet.

Når der i abortdebatten ikke tales om børn, men om ”foster”, hvor det efterhånden har fået betydningen et ”ikke-menneske”, så gør det debatten mere bekvem, men ikke sandfærdig.

For et foster er jo bare en betegnelse for et menneske på et bestemt udviklingsstadie, men dog stadig et menneskeliv.

Vi taler om det ufødte barn og om den vordende mor. To selvstændige individer med hver sin krop.

Et foster er fra omkring uge to et selvstændigt individ med sit eget unikke DNA, sit eget køn og alle de anlæg, der skal til for at blive et fuldt og helt menneske.

Vi kommer ikke udenom at tale etisk om menneskesynet og ikke alene forlade os på medicinske eller juridiske definitioner

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand, Indre Mission

Det eneste, der skal til, er tilførsel af ilt og næring og den beskyttelse, som livmoderen tilbyder fosteret. Resten går helt af sig selv.

I den sammenhæng er begrebet om levedygtighed uden for livmoderen ikke relevant. For barnet lever fint, hvor det ligger, helt naturligt og trygt, hvor et foster hører hjemme.

Og nogle måneder senere bliver det født som et nyt lille barn, helt efter naturens orden. Både fødte og ufødte har en fremtid som børn, medmindre vi træffer et andet valg for dem.

Vi kommer ikke udenom at tale etisk om menneskesynet og ikke alene forlade os på medicinske eller juridiske definitioner.

Ud over kvinders rettigheder er det også sagligt at tale om det ufødte barns eksistensberettigelse og rettigheder.

Vi må se et foster med menneskets værdi og det gode livs forudsætninger. I min optik er det et kristeligt anliggende – og ikke en ny sag.

I antikken var der en legaliseret selvbestemmelsesret, som går helt tilbage til den ældst kendte romerske lov, De 12 tavler (cirka år 450 før Kristus): Familiefaderens uindskrænkede magt over sit hushold.

Når et barn blev født, var dets skæbne i hans hænder. Gav han det navn, fik det lov til at leve. Ellers blev det sat ud i den vilde natur, overladt til dets egen skæbne.

Kilder bekræfter, at frasortering af nyfødte uønskede børn (oftest piger) og børneudsættelser var udbredt. Disse børnedrab var lovlige og en del af kulturen med anbefaling af Platon og Aristoteles.

I forlængelse heraf var provokeret abort ikke usædvanlig i det græsk-romerske samfund og betragtedes ikke som drab, selvom det i perioder blev forsøgt forbudt.

Årsager til abort kunne være både udenomsægteskabelige forhold og økonomiske forhold – såvel fattige kvinder i forhold til forsørgelse som rige kvinder i forhold til arvedeling.

Som regel var det mænd, der tog beslutningen om abort. Metoder til at tage det ufødte barns liv fik også indvirkning på, at mange gravide kvinder døde.

De kristne vendte sig herimod, og kristendommens menneskesyn kom til at forandre den antikke kultur fundamentalt ud fra grundsynet om, at man beskytter da det mest ubeskyttede af alt.

Som skabt i Guds billede har ethvert liv ukrænkelig værdi, både kvinder og mænd, ufødte og nyfødte. Det femte bud siger klart: ”Du må ikke slå ihjel”.

Flere bibeltekster siger, at Gud kender mennesket fra livets begyndelse i moderlivet.

De tidlige kristne forfattere førte en intens kampagne for den svage parts ret og behandling af børn.

I sin bog Ethik (udgivet 1949) udfolder han sit menneskesyn og pointerer, at mennesket fra begyndelsen er et legemligt væsen og forbliver det også i evighed

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand, Indre Mission

Et af de ældste kristne skrifter, Didaké (cirka år 70), gør det klart for nye kristne: ”Du må ikke dræbe et barn ved fremkaldt abort og ikke slå en nyfødt ihjel” og omtaler barnemordere som ødelæggere af Guds skabning.

Kirkefaderen Tertullian (cirka år 200) skriver: ”For os derimod, hvor fostermord én gang for alle er forbudt, er det ikke tilladt at ødelægge et foster i moderliv, mens blodet endnu udskilles til det nye menneske. At forhindre en fødsel er at fremskynde et mord. […] Også det, der er ved at blive til, er et menneske.”

Den tyske teolog og modstandsmand, Dietrich Bonhoeffer, er et eksempel på, hvordan det samme kristne menneskesyn bliver afgørende.

Hans kritik af nazisternes racehygiejne udstiller, hvilke konsekvenser det har, når man omdefinerer, hvem der er et menneske, menneskelivets værdi, eller hvad der legaliserer frasortering.

I sin bog Ethik (udgivet 1949) udfolder han sit menneskesyn og pointerer, at mennesket fra begyndelsen er et legemligt væsen og forbliver det også i evighed.

Han siger: ”Det legemlige liv, som vi modtager uden selv at gøre noget til det, bærer i sig retten til opretholdelse. Det er ikke en ret, som vi har tilranet os eller erhvervet, men er i egentligste forstand os medfødt og givet med undfangelsen; som er der forud for vor vilje, som hviler i det værende selv.”

Samme menneskesyn gælder også ved provokeret abort, hvor han er klar over, at motiverne, som kan føre til en sådan handling, er meget forskellige.

Selvom det kan ske i stor fortvivlelse og medføre tung sorg, ændrer det ikke på, at et menneskeliv begynder, hvor der er ”givet plads til Guds frie skabermagt, som efter hans vilje kan lade fremgå nyt liv."

"At slå frugten i moderlivet ihjel er en krænkelse af det vordende livs af Gud givne ret til at leve. Diskussionen af spørgsmålet, om det her allerede drejer sig om et menneske eller ikke, forvirrer kun den enkle kendsgerning, at Gud i hvert fald her ville skabe et menneske, og at dette vordende menneske har fået frataget livet med forsæt. Det er intet andet end mord.”

Jeg er klar over, at den frie abort ikke lige bliver afskaffet i Danmark. Det må dog ikke hindre os i at drøfte menneskesyn og abortlovgivningens følgevirkninger endnu engang.