Med livsduelighed har vi med dannelse at gøre helt fra barnsben. Dannelse er en erfarings- og læreproces, der ikke er bundet op på at skulle lære noget bestemt. 

Dannelse handler om, at værdier og viden forankres i barnets personlighed, som barnet automatisk bruger, når det skal begå sig i verden. 

Fremfor kun at have blik for at have mod på livet og være robuste, må vi også spørge efter: Hvilke samfundsborgere og medmennesker vil vi have efter eksempelvis et skoleforløb?

Hvad vil vi som samfund danne til – hvilket samfund ønsker vi os? Her er det vigtigt at notere sig, at dannelse har sit udspring i menneskesyn og samfundssyn.

Tidligere biskop Kjeld Holm har sagt: "Hvad er dannelse? Dannelse er en indsigt i, hvad der er afgørende i den menneskelige tilværelse. Hvor uddannelse handler om at blive dygtig til et eller flere fag, så handler dannelse om at blive livsduelig – også i etisk henseende".

Holm forsætter: "Derfor er mødet med kultur afgørende, fordi vi igennem en sådan tilegnelse lærer om andre tiders indsigt i, hvad der er godt og ondt. Dannelse, der også altid er identisk med en livsrejse, der kan være kort eller lang."

Dannelse handler om at blive menneske gennem andre mennesker. Livsduelig.

Det modsatte er ikke at være livsuduelig, men at være ramt af mistrivsel og følger heraf. Derfor påhviler der et fælles ansvar – hos forældre, i fællesskaber, i skolen, på arbejds­plads – at hjælpe hinanden til at blive menneske, og at det er legitimt at være på vej, spørge om hjælp, stadig tilegne sig og blive klogere.

I bogen ’Påvirk med respekt’ giver Carsten Hjorth Pedersen god vejledning til at stå i dette ansvar, som omhandler såvel måden som formen. Vi er ganske enkelt nødt til at påvirke børn, for at de kan blive selvstændige voksne. Men det skal gøres med respekt.

Især er disse to forhold ved påvirkning vigtigt at have for øje:

1) konfrontering uden intimidering, det vil sige at træde barnet, eleven og andre for nær eller træde ind i det allerinderste hos vedkommende uden at være blevet inviteret; 2) tilbagetrækning uden desertering, det vil sige: forlade, lade i stikken, svigte.

Sagen er, at hvis vi vil opdrage vores børn og unge til at være livsduelige samfundsborgere og styrke deres karakterdannelse, må vi også være klar til at investere tid og nærvær

Hans-Ole Bækgaard, formand, Indre Mission

Denne forståelse ligger i god forlængelse af en tankegang hos Søren Kierkegaard.

I de senere år er han i pædagogisk og psykologisk sammenhæng flittigt blevet citeret for, at "man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der".

Kierkegaard uddyber: "For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han –men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham". 

Vi bemærker, at Kierkegaard formaner til forsigtighed, når man skal meddele sig til andre.

Men han har faktisk en pointe mere, som meget ofte overses, når han citeres – ved at se i overskriften i samme skrift til § 4: "At man, selv om et menneske ikke vil gå med, hvorhen man stræber at føre ham, dog kan gøre ét for ham: tvinge ham til at blive opmærksom".

Det vil sige: Kierkegaard maner altså ikke kun til forsigtighed, men også til vovemod, når vi skal meddele os til andre.

Dermed er vi tilbage ved udfordringen nævnt i begyndelsen: Sagen er, at hvis vi vil opdrage vores børn og unge til at være livsduelige samfundsborgere og styrke deres karakterdannelse, må vi også være klar til at investere tid og nærvær. 

Hvordan kan det komme til udtryk – ikke mindst i hjem og nære fællesskaber? For netop her påhviler et stort og afgørende ansvar. Hvad gør du?