Eurovision diskvalificerer DF’er fra stor tv-debat. Nu klager han til Europa-Parlamentet

Dansk Folkepartis europæiske partigruppe vil nu klage til EU-Parlamentet over udelukkelse fra stort anlagt europæisk tv-debat. Men arrangører fastslår, at han ikke er ægte spidskandidat for EU’s yderste højrefløj.

Dansk Folkepartis Anders Vistisen mener ikke, at Europa-Parlamentet bør lægge lokaler til en debat, der ikke inkluderer alle de politiske grupper.
Dansk Folkepartis Anders Vistisen mener ikke, at Europa-Parlamentet bør lægge lokaler til en debat, der ikke inkluderer alle de politiske grupper.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: For to uger siden fik Dansk Folkepartis Anders Vistisen lov til at battle med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og andre repræsentanter for de europæiske politiske partier på vegne af den yderste højrefløj i EU-Parlamentet.

Det får han ikke lov til, når kommissionsformanden 23. maj igen stiller op til stort anlagt tv-debat om, hvem der skal være hendes efterfølger på pladsen øverst i EU-hierarkiet, eller om hun selv kan få en tørn mere.

”Det er et demokratisk problem, som udstiller den behandling, som højrefløjen får i Europa-Parlamentet,” siger Anders Vistisen.

Argumentet fra de europæiske public service-stationers sammenslutning, EBU, der står bag den store såkaldte Eurovision-debat, er, at Anders Vistisen ikke er udpeget som officiel kandidat til jobbet som den næste EU-kommissionsformand for det nationalistiske højreparti, Identitet og Demokrati (ID).

”To partier, De Europæiske Konservative og Reformister samt Identitet og Demokrati, har ikke udpeget spidskandidater til formandsrollen for EU-Kommissionen og er derfor ikke berettiget til at deltage i debatten,” skriver EBU i en udtalelse, organisationen har sendt til Altinget.

Læs også

Køber ikke præmissen

Anders Vistisen er af sine gruppefæller i Europa-Parlamentet blevet udpeget til talerør på deres vegne i EU-valgkampen, men ikke som såkaldt spitzenkandidat.

Det skyldes, at ID-gruppen ikke køber den kobling mellem EU-valget til juni og rollen som EU-kommissionsformand, som de europæiske partifamilier gennem de seneste ti år har forsøgt at skabe.

Præmissen er, at en stemme på et politisk parti i de 27 EU-lande automatisk er en stemme på det partis europæiske politiske families kandidat til posten.

Fakta

De skal debattere 23. maj

  • Walter Baier, European Left
    Valgt for venstrefløjspartierne i The Left, hvor Enhedslisten er medlem
  • Sandro Gozi, European Democratic Party
    Valgt for European Democratic Party, hvis medlemmer sidder i Renew-gruppen sammen med Venstre, Radikale og Moderaterne
  • Ursula von der Leyen, European People’s Party
    Valgt for de europæiske kristendemokrater og konservative, EPP, som Konservative er med i
  • Terry Reintke, European Greens
    Én af to spidskandidater for de europæiske Grønne, hvor SF er medlem
  • Nicolas Schmit, Party of European Socialists
    Valgt for de europæiske socialdemokrater, S&D, som Socialdemokratiet er med i

Det vil sige, at en stemme på Konservative i Danmark skal ses som en stemme på siddende kommissionsformand Ursula von der Leyen, fordi hun er udpeget af det europæiske konservative parti, EPP, som danske Konservative er med i.

I realiteten ligger den beslutning dog hos Unionens stats- og regeringschefer, som ifølge EU-traktaterne er forpligtiget til at tage valgets udfald i betragtning, men ikke til at pege på de kandidater, som de europæiske partifamilier er stillet med.

Derfor køber Dansk Folkepartis politiske gruppe i Europa-Parlamentet ikke præmissen. Og derfor stiller deres europæiske parti heller ikke med en officiel spitzenkandidat.

Ikke med i partiet

Havde de det, er det et åbent spørgsmål, om det kunne have været Anders Vistisen. For godt nok sidder Dansk Folkeparti i ID-gruppen i Europa-Parlamentet, men DF er ikke medlem af den europæiske partisammenslutning bag gruppen, hvor blandt andet tyske AfD og franske Rassemblement National er prominente medlemmer. Den slags europæiske sammenslutninger har DF holdt sig fra, siden den såkaldte Meld/Feld-skandale rystede partiet.

Anders Vistisen finder det dog alligevel dybt problematisk, at han bliver udelukket fra debatten. Han mener, at begrænsningerne er ”frit opfundet” til at udelukke ham og andre højrefløjskræfter fra det, der er den største europæiske debatscene forud for valget til juni.

”Der er jo ikke nogen formel traktatprocedure eller regler, der understøtter den her proces,” siger han.

De siger jo, at hvis man ikke vil acceptere, at det er det, der er spillereglerne, så kan man ikke være med. Hvad siger du til det?

”Jamen, så var der jo ikke nogen, der skulle deltage i debatten af partierne,” siger Vistisen og peger blandt andet på, at flere af dem stiller med flere kandidater og derfor heller ikke kan siges at acceptere processen. 

”Jeg ser det egentlig mest som en undskyldning for, at vi ikke må være med i debatten.”

Udelukker oppositionen

Han mener, at det bliver en helt skæv debat, når hverken de eller den anden nationalkonservative gruppe på Parlamentets højrefløj, De Europæiske Konservative og Reformister (ECR), er repræsenteret.

ECR, hvor Danmarksdemokraterne har tænkt sig at søge ind efter valget, har ikke udpeget hverken kandidat eller talerør denne gang og er derfor heller ikke inviteret.

”Det bliver en debat uden opposition. Det er jo de to grupper, der udgør hovedoppositionen til det regerende flertal i Europa-Parlamentet,” mener Anders Vistisen.

Derfor er der nu en officiel klage på vej fra Vistisens politiske allierede på EU-plan.

”Nu har vi aftalt, at vi skriver et brev til Europa-Parlamentet, hvor vi siger, at det ikke er rimeligt, at Parlamentet huser den her debat, når der er to grupper, der ikke kan deltage,” siger Anders Vistisen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Vistisen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (DF), MEP (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00