2 A'er: Venstre har et liberalisme-problem

Og så er vi pludselig i Grundtvigs fædreland

Der er også indlæg, der peger i anden retning. Integrationsordfører Morten Dahlin mener, at vi faktisk befinder os i nationalstat præget af en specifik identitet, som man ovenikøbet må tilslutte sig, hvis man vil fungere her. Han taler endda om "Grundtvigs fædreland" og om sammenhængskraft. Og om det danske folk.

Her er vi altså i et radikalt andet register, noget der klinger af Venstres folkelige tradition. "Naar Fædrelandskærlighed er en drivende Kraft i Regering og Rigsdag, da er det parlamentariske Styresæt en Lykke for et Land," sagde J.C. Christensen i 1913. Dahlin ville nok være enig, mens Bach Mortensen må opfatte det som illiberalt.

Hvor står Venstre? En lille optælling giver et hint. "Sammenhængskraft" og "fædreland" optræder kun i Dahlins tekst. Adjektivet "national" anvendes udelukkende negativt (undtagen når det bruges neutralt som synonym for landsdækkende). Ordet "Frihed" støder vi til sammenligning på over 300 gange. Der er ingen tvivl om, hvad Venstrefolk tænker mest på.

Negativ frihed er positivt

Denne frihed har følgelig først og sidst med individet at gøre. Venstre bekender sig til det enkelte menneskes frihed. Begrebet undersøges mere eller mindre systematisk i klimaordfører Marie Bjerres principielt anlagte indlæg "Frihed er liberalt".

Her forsøges nemlig en art historisk begrebsafklaring, der skal vise, at frihed i virkeligheden tilhører liberalismen, selvom alle bruger det. Pointen er, at frihed skal forstås negativt. Rigtig frihed er frihed fra tvang.

Når Venstre anno 2022, som Ellemann udtrykker det, sætter deres ”ideologi forrest”, ser vi et radikalt individualistisk parti.

Christian Egander Skov
Historiker og kommentator

Derfor kan Marie Bjerre også polemisere mod socialdemokraterne. De hævder at gå ind for frihed, men knytter an til et såkaldt positivt frihedsbegreb, hvor frihed er mulighed. Nick Hækkerup er ikke liberal, når han mener at overvågning skaber frihed.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, peger dog på, at overvågning "i virkeligheden i praksis kan være en udvidelse af friheden, der giver en præventiv virkning og sikrer, at forbrydere bliver dømt, og uskyldige går fri." Her er der tale om et liberalt standpunkt, må man forstå. Den må de nok tage på et gruppemøde.

Bogen hævder ikke at være konsistent, men lægger netop vægt på spændingen mellem princip og pragmatisme i Venstre. Det er mere problematisk, at Marie Bjerre heller ikke er særlig konsistent. Først finder hun møjsommeligt frem til, at den rigtige frihed er den negative. Herefter river hun straks konstruktionen ned igen med konstateringen:

"Det er vigtigt at understrege, at der ud fra et liberalt synspunkt ikke er noget i vejen med den positive forståelse af frihedsbegrebet. Tværtimod udelukker positiv og negativ frihed ikke hinanden, men supplerer hinanden, og er ofte hinandens forudsætninger."

Ja, så er vi jo lige vidt. Det eneste, der nu adskiller den rigtige og den forkerte brug af frihedsbegrebet er, at socialdemokrater og andre har en "overdreven tro på positive frihedsrettigheder". Det overdrevne består i at sætte "lighed" som frihedens forudsætning.

For Venstre drejer det sig derimod, ifølge Bjerre, om at bruge den positive frihed til at "understøtte" den negative. Det er uklart, hvad det betyder, men mon ikke det betyder noget i retning af, at velfærdsstaten skal føre en politik, der sikrer den enkeltes frigørelse fra snærende bånd. Det var jo også Ellemanns pointe.

Venstre har et ideologi-problem

Overordnet set er det netop dette billede, man står tilbage med efter læsning af antologien. Venstre er blevet et parti, der ikke er bange for velfærdsstaten, men tværtimod omfavner en ekspansiv forståelse af politik.

Blot handler det ikke om at sikre fællesskabet men derimod skabe mulighederne for individets frigørelse. At dette faktisk er et markant brud med Venstres folkelige tradition og rødder er en afgørende pointe. Når Venstre anno 2022 sætter deres "ideologi forrest", som Ellemann udtrykker det, ser vi et radikalt individualistisk parti.

Heldigvis for det borgerlige Danmark er Venstre også et pragmatisk parti. Det er i netop Venstres pragmatisme, der traditionelt har holdt partiet fra at skride ud. Måske det ville være mere befordrende for tænkningen i Venstre, hvis man i stedet for at operere med et skel mellem ideologi og pragmatisme, forsøgte at få sin ideologi tilbage på et pragmatisk spor.

Venstres pragmatiske rødder

Dér har Venstre jo i egen selvforståelse netop befundet sig historisk. I bogen citeres Venstre-koryfæet Henning Christophersens bog 'En udfordring for de liberale' fra 1972: "Liberalismen tog sit udgangspunkt tre forskellige steder. I det kristne menneskesyn, i den angelsaksiske og nordiske frihedstradition og i romantikkens menneskeopfattelse. Fra Guds og naturens hånd var mennesket et frit, selvtænkende og ansvarligt væsen på godt og ondt."

Her er liberalismen altså rodfæstet i og udtryk for en særlig historisk tradition. Den er en levende erfaring ikke abstrakt begrebsdeduktion.

Herefter citeres Christophersen for at citere Grundtvig:

"Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende. Han er en mageløs, underfundig skabning i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan igennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed."

Grundtvig taler her kort og godt om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan menneskets karakter dannes gennem historien. Karakterdannelse! Det er netop derfor, friheden har værdi. Friheden er den nødvendige forudsætning for, at vi overhovedet kan tale om mennesket som ansvarligt og myndigt.

Det er kun i og med friheden, at mennesket udvikler sig og netop er andet end en abekat. Her er en liberal kernevisdom. Men desværre. Den forståelse af liberalismen synes desværre at ligge noget fjernt for de fleste moderne Venstrefolk.