2022 kan blive et skelsættende år for erhvervspolitikken på Christiansborg

Kigger man på en række af de økonomiske nøgletal for dansk økonomi lige her og nu, er det svært at få armene ned. Maskinen kører med fuldt tryk på kedlerne. Men kigger man lidt ud i fremtiden eller bare ind i 2022, tårner udfordringerne sig op.

Der er nok at tage fat på. Arbejdskraftmangel, klimaomstilling, fortsatte coronahjælpepakker og måske ligefrem retskrav på hjælpepakker, hvortil kommer virksomheders lån og hjælpepakker, som står til indfrielse i 2022.

Læg hertil råvaremangel, stigende rente og inflation samt de markant stigende energipriser. Samlet set en dårlig cocktail for en fortsat vækst i økonomien. 

Velkendt er ellers efterhånden mange måneders advarsler om frygten for, at vi i Danmark mangler hænder til at holde opsvinget kørende. Spørg virksomheder, spørg en række offentlige arbejdspladser, spørg DI og Dansk Erhverv – der er mangel på arbejdskraft over alt. Faglært såvel som ufaglært. Skal man tro DI, var der på blot seks måneder i 2021 hele 158.000 forgæves rekrutteringer. 

Arbejdsløsheden er historisk lav, beskæftigelsen den højeste nogensinde.

Og ja, politikerne med regeringen i spidsen har da også talt en hel del om denne udfordring. Men foreløbig er det blevet ved de pæne hensigtserklæringer om reformer af den ene og den anden slags. Foreløbig er der ikke kommet noget konkret på bordet.

Tværtimod er der med eksempelvis Arne-pensionen taget hænder ud af arbejdsmarkedet og lukket af for arbejdskraft udefra. Fastlåsheden – i hvert fald på det punkt – på Christiansborg har været til at få øje på.

Det er et politisk sprængfarligt område

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

De politiske iagttagere mener nu, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale åbnede en lille dør på klem for nye tiltag. Det må regeringen så holdes op på.

Politikere af alle farver elsker i disse år at tale om reformer. Alle ændringer betegnes som reformer. Men taler man om reformer på arbejdsmarkedet, er det ikke noget, der giver tusindvis af nye hænder her og nu, men har betydning på længere sigt.

Og dermed er vi inde ved kernen af problemet. Nemlig at der allerede her i 2022 pinedød skal findes arbejdshænder i titusindtal, hvis den økonomiske motor ikke skal gå i stå.

Noget af den arbejdskraft kan hentes her i landet ved omskoling og oplæring samt ved at "lokke" flere og flere fra overførselsindkomsterne over i konkrete job.

Det kræver imidlertid, at også erhvervslivet selv og de enkelte virksomheder tager et større ansvar og vover lidt mere. Dels ved at rekruttere medarbejdere, som umiddelbart måske ikke lige passer ind i ønskeprofilen, dels ved også i højere grad at vove at rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet. Og burde man ikke forpligte erhvervslivet på at tage flere lærlinge og elever ind?

Den danske flexicuritymodel er – med rette – rost både her i landet og i udlandet. Nemlig at erhvervslivets konkurrenceevne styrkes ved at kunne hyre og fyre lettere end i de fleste andre lande.

Man skal dog huske, at denne model, hvis den skal virke, går begge veje. At der løbende stilles arbejdskraft til rådighed, men at også erhvervslivet selv har et ganske stort ansvar for fleksibiliteten i denne model.

Når alt det er sagt, kommer Danmark ikke udenom at skulle åbne grænserne for arbejdskraft udefra, hvis væksten skal holdes kørende.

Ikke bare fra EU, men også fra lande uden for EU. Ikke bare rekruttering af arbejdskraft til erhvervslivet, men i lige så høj grad til det offentlige arbejdsmarked, hvor der er mangel på arbejdskraft på sundheds- og serviceområdet.

Men ja, det er et politisk sprængfarligt område, fordi det taler direkte ind i den hårde indvandrerdebat. Og på sidelinjen står fagforeningerne med krav om ikke at forringe danske lønmodtageres løn- og arbejdsforhold.

Centralt i det opgør er den såkaldte beløbsgrænse. Altså hvor meget en "importeret" arbejdskraft som minimum skal have i løn. På nuværende tidspunkt er denne grænse 445.000 kroner om året.

Erhvervslivet vil gerne have rykket denne grænse ned til 360.000 kroner, men her stritter fagforeningerne i mod. Frygten er, at nedsættelse af denne beløbsgrænse vil smitte af på den generelle lønstruktur på det danske arbejdsmarked i nedadgående retning.

Bundlinjen er dog, at Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke også i 2022 kan nøjes med at tale om problemet og de gode hensigter. Der skal simpelthen handling til.

Corona kommer stadig til at spille en vigtig rolle også i 2022. Fortsat med hjælpepakker til de mest udsatte erhverv.

Men på et tidspunkt i 2022 skal statslån og udsættelse af skatter og afgifter betales. Så vil det afsløres, hvem der kan betale, og hvem der ikke kan betale, og hvilke virksomheder der er holdt kunstigt i live af statslige hjælpepakker, men må dreje nøglen om, når den livline forsvinder. 

Efterhånden vil der dukke flere og flere eftervirkninger op på grund af hjælpepakkerne. Herunder også de virksomheder, som har snydt på vægten. Faktisk er der overraskende mange efterforsknings- og retssager på vej om svindel med coronamidler, som vil belaste både politi- og retsmyndigheder.

Søik (bagmandspolitiet) oplyste i sommeren 2021, at der på det tidspunkt var sendt 278 mulige sager om coronasvindel med hjælpepakker til videre efterforskning i politikredsene. Det er de sager, hvor politiet formoder at kunne bevise svindel. De første, ganske hårde fængselsdomme for coronasvindel er faldet.

På den politiske front står spørgsmålet, som i sær de borgerlige politikere er optaget af, nemlig om der ligefrem skal etableres lovgivning, så erhvervslivet får et konkret retskrav på statslige hjælpepakker fremover. Om hvad der er ret og rimeligt, hvis staten lukker virksomheder og et helt erhverv ned. 

Ingen klimaplan, ingen penge

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

Det er dog en farlig glidebane at bevæge sig nedad. Risikoen er jo, at dårlige ledelser samt utidssvarende virksomheder og brancher kunstigt holdes i live med statslige hjælpepakker.

Den anden store udfordring for regeringen Mette Frederiksen er klimaet. Eller rettere sagt initiativer til den historiske omstilling, der er nødvendig, hvis det overordnede mål om en reduktion af CO2-udslip i 2030 skal ramme 70 procent. Faktisk blev den målsætning fremsat tilbage i 2019 – i øvrigt bakket op af et bredt flertal i Folketinget.

"Vi får nu en bindende klimalov, som er en af verdens mest ambitiøse. Jeg ser loven som en afgørende vending i klimakampen," lød det således fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), da målsætningen blev fejret i 2019.

Men nu skriver vi altså 2022, og 2030 er rykket tættere på. Godt nok adresserede statsministeren konkret klimaet i sin nytårstale, blandt andet med et budskab om den længe ventede CO2-afgift.

Og ikke mindst den noget diffuse udmelding om, at de bredeste skuldre skulle bære mest. Samt en målsætning om klimaneutral indenrigsflytrafik om nogle år. Agtværdigt initiativ, men flytrafikken internt i Danmark batter altså ikke meget i det store regnestykke. 

Vismændene har anbefalet en stigning på udledning af drivhusgasser til 1.200 kroner per ton. Det sker dog næppe, for det vil nemlig betyde en kraftig stigning i danskernes udgift til blandt andet benzin på tre kroner per liter. 

Det skal med, at en stigning i CO2-afgiften umiddelbart synes som en let løsning. Men det er en svær balancegang. Øgede omkostninger for dele af erhvervslivet og visse virksomheder risikerer nemlig udflytning af virksomheder og job til andre lande, hvor afgifterne er mindre.

Afgørende for klimamålsætningen i 2030 er en historisk omstilling af dansk landbrug.

For nogle måneder siden blev der indgået en bred politisk aftale med landbruget om, at dette erhverv samlet set skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med 55 til 65 frem mod 2030.

Skal denne målsætning nås, kræver det meget konkrete initiativer allerede her i 2022. Presset på landbruget bare vokser og vokser. 

Er der da ingen lyspunkter med klimaomstillingen? Jo, store dele af erhvervslivet er faktisk langt fremme og også længere fremme med omstillingen end politikerne. Det skyldes ganske enkelt, at klimabusiness er en rigtig god forretning for store dele af dansk erhvervsliv.

Hertil kommer, at investorer, banker og andre kreditgivere viger uden om virksomheder, der ikke er i fuld gang med omstillingen eller som minimum ikke har en meget klar og konkret plan at vise frem. Ingen klimaplan, ingen penge.

Udgangspunktet for 2022 er således, at nok er udfordringerne store, men Danmark står faktisk et ganske godt sted, hvis ellers politikerne kommer ud af starthullerne.