Ny bog af unge Venstrefolk er et veloplagt opgør med partiets ideologiske tomhed

Fejlagtige dispositioner

Ellemanns navn vil for altid være knyttet til risikable og – det er tydeligt nu – fejlagtige dispositioner, som understregede og forværrede partiets krise.

Først forsøget på, mens man stadig stod solidt i blå blok, at lægge partiet på en linje, der pegede i retning af Det Radikale Venstre.

Siden og efter en zigzag-kurs ud på en overspændt liberalismes retoriske overdrev ved at føre sit allerede forslåede parti ind i SVM-regeringen, hvor det endte endnu mere forslået.

'Må jeg være fri' er et ambitiøst og interessant forsøg på at lægge kræfterne i og trække såvel fod som gummirøjser op af smattet

Christian Egander Skov

Når det er værd at opholde sig lidt ved Ellemanns afgang, er det, fordi den byder på såvel mulighed som nødvendighed for partiet.

Nødvendigheden er, at partiet skal genfinde sin borgerlige sjæl. I første omgang inden for rammerne af SVM, siden tænkeligt uden for disse rammer. Troels Lund Poulsen ved, at der er en tid efter.

Men tiden efter kræver et Venstre, der i reel forstand står i egen ret. Det vil sige et Venstre, som er et klart defineret borgerligt parti, der omfavner sin rolle som blå bloks leder.

Men også et Venstre, der ikke derved reducerer sig selv til en slags mellemproportional. Her ligger også muligheden.

Dristig, velskrevet og æggende

Titlen 'Må jeg være fri' retter sin polemiske brod mod den ekspanderende velfærdsstat, men kunne lige så godt rette sig mod håbløshedens hængedynd, som Venstre har gerådet sig ud i.

'Må jeg være fri' er i hvert fald et ambitiøst og interessant forsøg på at lægge kræfterne i og trække såvel fod som gummirøjser op af smattet.

Også dette er værd at opholde sig ved. Der er langt fra ambitionen om at ville skærpe sin profil gennem bøger – sådan som Socialdemokratiet gjorde – og så virkeligheden.

Her behøver man kun at tænke på stort set forfærdelige Liberale drømme og drøftelser, som (næsten ikke) var redigeret af Venstremanden Henrik Bach Mortensen og endte med at udstille Venstres krise.

'Må jeg være fri' er ikke sådan en bog. Den er dristig, velskrevet og æggende.

Samtidig rummer den en passende blanding af Venstre-ortodoksi og konkret policy-rettet tænkning til, at der faktisk er håb for, at den bliver andet end et indslag i skåltaler. Sådan kan det jo også gå med debatbøger.

Klassisk borgerlig kritik

Grundanalysen i 'Må jeg være fri' er enkel. Velfærdssamfundet er blevet til en systemstat, defineret som et ”samfund, hvor staten forsøger at løse alle borgernes problemer, hvor frivillige fællesskaber nedbrydes, og hvor selvstændighed og det frie initiativ som konsekvens heraf forsvinder.”

Bare ét nedslag fra bogen: I 2023 var der 41 procent flere ansatte i statens styrelser end fem år før. Det alene burde være stof til eftertanke

Christian Egander Skov

Det er på mange måder helt klassisk borgerlig kritik, der trækker sine tråde tilbage til velfærdsstatens tidlige frembrud.

Men først og fremmest – og når den er stærkest og mest overbevisende – baserer den sig på økonomen Jørgen S. Dichs begreb om bureaukraterne som en herskende klasse, der havde usurperet velfærdsstaten samt en kritik af velfærdsstatens volumensyge.

Bare ét nedslag fra bogen: I 2023 var der 41 procent flere ansatte i statens styrelser end fem år før. Det alene burde være stof til eftertanke.

Gennem syv kapitler kortlægger forfatterne systemstatens systemfejl. Disse er ”Systemstaten svigter de svageste”, fordi den ikke formår at gøre op med negativ social arv; ”Den gør os syge”, fordi den ikke formår at gøre op med mistrivsel.

”Den kører velfærden i grøften”, fordi den er meget dyr; ”Den bremser klimaløsningerne”, fordi… ja det er egentlig ikke helt klart.

”Den flytter ind i din baghave”, fordi den ikke respekterer privat ejendomsret og for eksempel ikke tillader folk at rive deres bevaringsværdige huse ned.

”Den vil være herre i dit hus”, fordi den prioriterer lejeboliger fremfor ejerboliger; ”den lider af volumensyge”, fordi den ekspanderer ud over alle grænser.

Ortodoksier og standardliberale trosbekendelser

Hvis man i dette gazellereferat aner en polemik mod enkelte af kapitlerne, er det tilsigtet. Bogen minder både en om den styrke, der ligger opmagasineret i Venstre, når partiets unge garde sætter ord på helt væsentlige problemer.

Liberalister falder ofte i den grøft, at alt lægges an på modsætningen mellem stat og individ. Liberalisme bliver en individualisme

Christian Egander Skov

Men den minder også om, hvor problematisk det kan være, når samme unge garde forfalder til at lire ortodoksier og standardliberale trosbekendelser af sig.

Kapitlet om 'systemstatens' svigt af de svageste står som et eksempel på det første.

Den mærkeligt regressive kritik af Danmarks Naturfredningsforening, bygningsbevarelse og man må heraf også slutte af lokalplaner, planlov med mere, vidner om det sidste.

Udover begrebet 'systemstat' rummer bogen et andet interessant greb. Liberalister falder ofte i den grøft, at alt lægges an på modsætningen mellem stat og individ. Liberalisme bliver en individualisme.

En af pointerne i min egen bog Borgerlig krise var, at Venstres rødder borer sig ned i det folkelige, det vil sige i organiske fællesskaber.

I noget kommunitært for nu at bruge et dyrt ord. 'Må jeg være fri' tager netop fællesskabet op som liberalt grundbegreb.

'Systemstaten' gør godt nok individet mindre selvstændigt, men de unge Venstre-folk har fået øje på, at de konkrete, nære fællesskaber, der både er frivillige, men også forpligtende.

Kombinationen af kritikken af velfærdsstatens umyndiggørelse og prioriteringen af fællesskaberne leder tankerne hen på Bertel Haarder.

Og dermed videre på et forsøg på at pode vor tids Venstre fast på det historiske Venstres stamme. Det er yderst prisværdigt og et afgjort skridt i den rigtige retning for Venstre.

En gængs liberal kritik

Der er imidlertid problemer både med bogens konceptualisering af 'systemstaten' og af fællesskabet.

Mens bogen sandsynliggør, at systemstaten ikke er særlig god til at løse bemeldte problemer, så leder man forgæves efter argumentet for, at den også har skabt dem

Christian Egander Skov

Det sidste bliver nok hyldet, men der spørges ikke meget ind til hvilke forudsætninger, der skal være til stede for at have et godt, sundt civilsamfund.

Det er lidt med fællesskabet, som det er med det frie individ i nogle liberale positioner; det er blot noget, der træder frem, der hvor staten trækker sig tilbage.

For en del moderne liberale er mennesket først og fremmest godt og kapabelt, og så er det jo rimeligvis fornuftigt, at staten ikke går i vejen.

Men netop derfor bliver fællesskabsretorikken ikke meget andet end et element i en i grunden ret gængs liberal kritik af den ekspanderende stat. Og dog.

Ansatser betyder jo også noget, for skuddene skyder jo af rode.

Problemet med 'systemstaten' minder om det. Det er bogens gennemgående påstand, at 'systemstaten' er skyld i snart sagt enhver dårligdom, vi oplever i dag. Hertil er der to meget oplagte indvendinger:

Mistrivsel, gruppers manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og forvitring af fællesskab er noget, vi kender fra alle mulige sammenhænge også uden for rammerne af den danske velfærdsstat.

I USA taler man om en epidemi af ”deaths of despair”. Der oplever vi trods alt ikke noget lignende i Danmark. Velfærden giver en materiel sikkerhed, der betyder, at afgrunden ikke er slet så dyb.

Mens bogen sandsynliggør, at 'systemstaten' ikke er særlig god til at løse bemeldte problemer (og det er jo en pointe i sig selv), så leder man forgæves efter argumentet for, at den også har skabt dem.

Analysen vil for meget, og det er ikke blot et problem om overdreven ambition, men et, som peger i retning af en generel fare ved denne bog.

Nemlig at dens mere pragmatiske perspektiver kan strande til i en mere eller mindre skinger, ideologisk statskritik.

Politik er løsningen

Dette forstærkes af det andet problem ved begrebet 'systemstaten'. For når 'systemstaten' er skyld i snart sagt hvad som helst, ender liberalismen så ikke allerede i sin tænkning i en umyndiggørelse af individet.

Politik er løsningen og politik kræver, at vi kan sætte ordet på det gode liv, det gode samfund og forudsætninger for det

Christian Egander Skov

I 'Må jeg være fri' er det ”samfundets skyld”, som TV 2 engang sang.

I sidste ende tenderer såvel individ som fællesskab mod at forsvinde i fjendebilledet, og dette risikerer at fastholde liberalismen og Venstre i en gold negativisme, som har været det borgerlige Danmarks ideologiske hovedproblem siden 1950’erne.

Politik er problemet, hævder bogens forfattere et sted. Men ak nej. Det er forkert. Politik er løsningen og politik kræver, at vi kan sætte ordet på det gode liv, det gode samfund og forudsætninger for det.

Alligevel er dette er en bog til tiden, til alle borgerlige og ikke mindst til Venstre. Ja, for trods store og små indvendinger, sidder man tilbage med én tanke:

”For fa’en Venstre, det er jo dig! Hvor har du været hele mit liv?”