Akademikerne: Er landets departementschefer overhovedet bekendt med arbejdsmiljølovgivningen?

Det andet tal er 33 procent. Hver tredje medarbejder i ministerierne oplever pres fra chefen til at arbejde mere, eksempelvis så den enkelte aldrig ved, hvornår man kan holde fri. Det viser undersøgelser om arbejdspres fra blandt andre de faglige organisationer Djøf og DM.

Og alligevel sker der ingenting. Det eneste, vi oplever fra departementscheferne, er, at de ikke vil anerkende, at der er problemer, eller at de skubber ansvaret fra sig. Det er ikke godt nok.

Hvis departementscheferne stadig mener, at løsningen ligger i, at de ansatte bare skal sige fra og bide tænderne sammen, så er det mildt sagt stærkt bekymrende

Lisbeth Lintz
Formand, Akademikerne

Og derfor er det også svært ikke at stille sig selv spørgsmålet: Er landets departementschefer egentlig bekendt med arbejdsmiljølovgivningen i Danmark?

For hvis de er, så ved de også, at denne entydigt placerer ansvaret for arbejdsmiljøet hos arbejdsgiveren.

Statens arbejdsgivere fejler

Hvis departementscheferne stadig mener, at løsningen ligger i, at de ansatte bare skal sige fra og bide tænderne sammen, så er det mildt sagt stærkt bekymrende. Når man gør det, bebrejder man medarbejderen, at de arbejder under urimelige forhold. Det svarer til, at man vil bebrejde en bygge- og anlægsarbejder, at han/hun får lungekræft efter at have arbejdet med asbest.

Netop på grund af stigende problemer i det psykiske arbejdsmiljø fik vi i Danmark i 2020 endelig en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø. Reglerne har til formål at præcisere, hvad arbejdsgiver skal leve op til, når vi taler psykisk arbejdsmiljø, så forebyggelsen kan styrkes.

Stor arbejdsmængde og tidspres har en helt central placering i reglerne. De ansattes arbejde skal være i balance med de tilgængelige ressourcer. For det første så arbejdet ikke bliver for intensivt, i konstant højt tempo eller uden pauser. For det andet, så arbejdet ikke bliver for ekstensivt – det vil sige strækker sig ind over privatlivet. Det kan eksempelvis være, at det bliver uden eller med korte pauser mellem arbejdsdagene, eller at de ansatte forventes at være fuldt tilgængelige 24/7.

Der er en meget god grund til, at arbejdsmiljøloven placerer ansvaret entydigt hos arbejdsgiver. For vi opererer som bekendt efter en arbejdsmarkedsmodel, hvor det er arbejdsgiver, som har retten til at lede og fordele arbejdet. Men med den ret følger samtidig pligten til, at det skal foregå sikkert og sundt – og det handler i høj grad også om den psykiske sundhed.

Vi er nødt til at have mere fokus på, at ikke alt haster lige meget. Politikerne skal have mere forståelse for, at der er grænser for, hvad embedsværket kan kapere

Lisbeth Lintz
Formand, Akademikerne

Det er således ikke i orden, hvis det er sådan, at folk bliver kørt ned af arbejdspres. Og det er heller ikke tilstrækkeligt, at en arbejdsgiver blot sørger for, at en medarbejder ikke bliver kørt ned. Det er enhver arbejdsgivers ansvar på en gang at sikre et godt arbejdsmiljø samt forebygge et dårligt.

Det ser desværre ud som om, at statens arbejdsgivere er godt i gang med at fejle på begge.

Embedsværket kan ikke kapere alt

Hvad gør vi så nu? Konkret skal vi allerede ved de kommende overenskomstforhandlinger se på alt merarbejdet i staten og de regler i overenskomsterne, der regulerer merarbejde. Arbejdspresset er ganske enkelt blevet for stort, og reglerne har vist sig ikke at virke.

Vi bør også generelt gøre de statslige arbejdspladser mere fleksible, så det bliver lettere at forene karriere med de forskellige livsfaser og forskellige behov og ønsker. Vi vil arbejde for løsninger – det kunne være en opsparingsordning, en frihed, som medarbejderne kan regne med.

Men så er der også det, der handler om kultur – også i de politiske partier. Vi er nødt til at have mere fokus på, at ikke alt haster lige meget. Det betyder også, at politikerne skal have mere forståelse for, at der er grænser for, hvad embedsværket kan kapere.

Derfor håber jeg, at både arbejdsgiverne og politikerne er klar på at samarbejde om konkrete tiltag og løsninger, der rækker år ud i fremtiden, så vi kommer hele vejen rundt.