Download foto i høj opløsning
Født 1958, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1990.
Journalist og politisk kommentator på Altinget : christiansborg.
Journalist på B.T.s Christiansborg-redaktion 1993-2002.
Udgav i 2002 bogen "Det frontale kultursammenstød".
Udgav i 2003 "Fyrsten - et portræt af Mogens Lykketoft," og i 2005 en politisk biografi om Marianne Jelved.
Domme om udvisning af kriminelle kan genantænde konflikt mellem Folketinget og domstolene
Bliver Danmark underkendt ved Menneskerettighedsdomstolen i en stribe sager om udvisning af kriminelle, kan en 25 år gammel strid mellem dommere og politikere springe op igen. De sidste fem-seks år har domstolene ellers loyalt fulgt ønsket om en håndfast kurs over for kriminelle udlændinge.
Erik Holstein
Journalist og politisk kommentatorStriden startede helt tilbage i 1998.
Provokeret af tilrejsende gambianske narkohandlere, der terroriserede beboerne på Vesterbro, skærpede et stort flertal i Folketinget lovgivningen. Fremover skulle domstolene i langt højere grad udvise kriminelle udlændinge.
Domstolene fulgte trop, indtil sagerne endte i Højesteret. Her blev den ene udvisning efter den anden annulleret - til politikernes store frustration. I de næste 20 år fulgte stadige konfrontationer mellem den linje, Folketinget anlagde i lovgivningen og dommernes linje i de konkrete sager.
Levakovic og LTF
Besværet med at udvise den seriekriminelle Gimi Levakovic, der havde 28 domme i bagagen, og LTF-bandelederen Shuaib Khan skabte overskrifter og et stadig mere anstrengt forhold mellem det politiske og juridiske niveau.
Mens politikerne gang på gang opfordrede domstolene til at ”gå til grænsen af konventionerne”, var holdningen i Højesteret snarere, at man ikke ville risikere at få domme imod sig ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Så man afholdt sig fra at udvise i tvivlstilfælde.
Bag facaden rasede politikerne. Ifølge dem ville det svare til, at anklagemyndigheden afholdt sig fra at rejse tiltale i alle straffesager, den ikke var helt sikker på at vinde. I så fald ville rigtig mange kriminelle gå fri.
Trods utilfredsheden på Christiansborg lykkedes det hverken justitsministre fra S, V eller K at få ændret på forholdene.
Overdreven sikkerhedsmargen
Efter kontroverser i næsten 20 år skete der en meget overraskende udvikling i 2017.
Her gik den daværende direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, ud med en markant melding.
Efter at have studeret praksis ved Menneskerettighedsdomstolen kunne han til sin forbløffelse konstatere, at domstolen i Strasbourg faktisk accepterede flere udvisninger af kriminelle, end de danske domstole gjorde. De danske dommere fulgte dermed ikke det udtrykkelige politiske ønske om at udvise kriminelle ”med mindre det med sikkerhed er i strid med menneskerettighederne”.
Meldingen fra Institut for Menneskerettigheder var en mavepuster for Højesteret, der snart begyndte at ændre praksis.
Domstolen under pres
Samtidig var der i disse år et stigende pres på domstolen i Strasbourg med lande som Danmark og Storbritannien i spidsen.
Konventionen skal afveje hensynet mellem individet og samfundets interesser
Når domstolene i mange år afviste at udvise kriminelle i det omfang, de folkevalgte ønskede, skete det med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8.
Den handler om retten til familieliv, der som udgangspunkt er ukrænkelig. En familiemæssig tilknytning til Danmark kan i princippet stoppe en udvisning.
Men artikel 8 er tricky. For der står også, at retten til familieliv ikke må krænkes ”med mindre det er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder. ”
Altså en hel stribe af undtagelser fra den overordnede beskyttelse af familielivet, der gør, at man alligevel kan udvise kriminelle udlændinge. For en stat har både ret og pligt til at beskytte borgerne mod kriminelle overgreb.
Det er en konkret afvejning i den enkelte sag, der bliver afgørende. Der skal være ”proportionalitet” i dommene, således at man ikke udviser for et cykeltyveri, men finder et rimeligt niveau mellem forbrydelsens grovhed og indgrebet over for den kriminelle.
Til syvende og sidst er det et politisk og ikke et juridisk spørgsmål, hvor det snit skal ligge.
Christiansborg
Idræt
