Enhedslisten har undgået katastrofen

Stendødt alternativ
Da sikkerhedspolitikken pludselig eksploderede efter Ruslands invasion af Ukraine, blev Enhedslisten taget på sengen.
Værst gik det for nogle af de ældre medlemmer, som folketingsmedlemmet Christian Juhl med en fortid i DKP og hovedbestyrelsesmedlemmet Mikael Hertoft, der begge kom med udtalelser, der lagde en del af skylden for krigen på Ukraine.

Det var mildt sagt dårlig timing og førte prompte til en irettesættelse fra partiets politiske ordfører Mai Villadsen.

Men heller ikke den yngre generation i Enhedslisten havde let ved at orientere sig i debatten:

Joh, man var stadig modstandere af Nato, men man ønskede ikke en udmeldelse her og nu. I hvert fald ikke før der eksisterer et troværdigt alternativ.

Partiets uofficielle ideolog Pelle Dragsted pegede på et nordisk forsvarsforbund, men den idé har været stendød siden Natos stiftelse i 1949. Det sidste søm blev hamret i kisten, da selv formelt neutrale lande som Sverige og Finland efter krigen i Ukraine begyndte at lege med idéen om Nato-medlemskab.

Enhedslisten fremstod forpjusket, og partiets fjender og rivaler hakkede til. Borgerlige medier gik hårdt til Enhedslisten, der blev beskrevet som ”et ekstremt parti” og demaskerede betonkommunister, mens socialdemokraterne så et snit til at vinde tabte storbyvælgere tilbage efter det elendige kommunalvalg.

Billigt sluppet
Internt i Enhedslisten frygtede man det værste, men efter en måneds bombardement kan man – foreløbig – ånde lettet op.

Mens Enhedslisten var et mulehår fra at ryge ud af Folketinget efter opstillingen af Asmaa, er skaderne denne gang til at overse.

De interne uenigheder har indtil videre ikke nået et omfang, der har ført til splittelse af det sammensatte venstrefløjsparti. Ingen folketingsmedlemmer har forladt gruppen, og ingen medlemmer af hovedbestyrelsen har smækket med døren til partiet.

Ifølge Enhedslistens egne opgørelser har 100-150 medlemmer meldt sig ud den sidste måned med specifik reference til Nato-debatten. Men det er ikke ret mange holdt op mod partiets godt 9.000 medlemmer. 

Enhedslisten er gået en smule tilbage i meningsmålingerne, javel, men partiet er stadig over valgresultatet – og tilbagegangen er så lille, at den er inden for den statistiske usikkerhed. I Altingets vægtede snit er Enhedslisten gået fra 8,5 procent i februar til 7,5 procent i marts.

Nye muligheder
Det er sandsynligt, at en stor del af Enhedslistens grønne storbyvælgere ikke køber ind på idéen om en Nato-udmeldelse. Men det er tydeligvis ikke diskvalificerende i en sådan grad, at det afholder flertallet af dem fra at stemme på partiet.

Enhedslisten bliver tilvalgt på grund af den ambitiøse grønne profil, den høje socialpolitiske profil og partiets udlændingepolitik.

Disse temaer er vigtigere for mange end spørgsmålet om en hypotetisk udmeldelse af Nato. Lidt i stil med dengang Danmarks Kommunistiske Parti fik en pæn vælgeropbakning, selvom de færreste af partiets vælgere delte begejstringen for Sovjetunionen.

Dertil kommer, at den seneste måned ikke kun har budt på dårlige nyheder for Enhedslisten. Det nationale kompromis med de drastisk stigende forsvarsudgifter gled i første omgang smertefrit gennem SF’s landsmøde. Men det betyder ikke, at hele SF’s vælgerkorps er begejstret.

Så mens Enhedslisten kommer til at aflevere stemmer til S og SF på grund af paritets Nato-politik, har den yderste venstrefløj chance for at få nogle vælgere den anden vej, når de højere forsvarsudgifter skal udmøntes i praksis.  

Vinder på gyngerne
Det samme gælder afstemningen om forsvarsforbeholdet. I Enhedslisten er man bevidst om, at en del af partiets veluddannede byvælgere er langt mere EU-positive end den nuværende linje. Og at det ofte vil være nogle af de samme vælgere, som er kritiske over for Enhedslistens Nato-modstand. Samlet kan det koste noget blandt yngre, veluddannede vælgere.

Men på det punkt har den yderste venstrefløj mulighed for at vinde mere på gyngerne, end den taber på karrusellen. 
Enhedslisten er det eneste parti i rød blok, der anbefaler et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet, mens Radikale, Socialdemokratiet og SF alle har kastet sig ind i ja-kampagnen. Det samme gælder Frie Grønne.

Ved afstemningen om forsvarsforbeholdet får Enhedslisten en stor pool af vælgere at fiske i.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

I seneste Epinion-måling for Altinget og DR gik 41 procent af rød bloks vælgere ind for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men over halvdelen var enten imod, eller svarede "ved ikke" til spørgsmålet, så Enhedslisten har her en stor pool af vælgere at fiske i. Og alt andet lige er det en stor fordel for Enhedslisten, at man nu diskuterer skrotning af forsvarsforbeholdet i stedet for Ukraine og Nato-medlemskab.

Stempler fuldt ind i nej-kampagne
Da formuleringen af afstemningstemaet blev offentliggjort torsdag, kunne Enhedslisten - og den øvrige nej-side - dårligt tro deres eget held.

Med en formulering, der intet nævner om EU eller forsvarsforbehold, kunne Enhedslisten og Dansk Folkeparti fra starten beskylde ja-siden for at manipulere. Den suverænt dårligste start for ja-siden.

Det har samlet alle EU-fløje i Enhedslisten, hvor selv nøglepersoner fra den mere EU-positive fløj føler sig så provokeret, at de nu stempler fuldtonet ind i nej-kampagnen.

Årsmødet en joker
I første omgang kan Enhedslistens strateger tørre sveden af panden og konstatere, at det kunne være gået meget, meget værre.

Men det er for tidligt at lave den endelig konklusion: Dels går der nogle gange lidt tid, før et partis nedtur fæstner sig i meningsmålingerne, og dels skal Enhedslisten lige klare at komme igennem partiets årsmøde i maj.

Her har det gennem flere år været planlagt at diskutere forholdet til EU, og på det punkt vil der komme en opblødning. Det er ikke konfliktløst, men de fleste forventer, at den diskussion lander på benene, netop fordi det har været en planlagt og organiseret partidebat gennem flere år.

Derimod udgør forholdet til Nato stadig en potentiel vejsidebombe. Den diskussion er opstået akut som følge af situationen i Ukraine - og muligheden for at styre den proces er langt mindre. 

Hvis nogle af partiets traditionalister fanges på det forkerte ben i medierne op til årsmødet, ved ingen, hvor det ender henne. Det kan i yderste konsekvens splitte Enhedslisten med anderledes ødelæggende konsekvenser for opbakningen.  

Men indtil nu holder det røde dige stand.