Farvel til blokpolitikken. Goddag til kampen om fremtiden

Sidste uge forlod vi så officielt blokpolitikken. Mens regeringen og Dansk Folkeparti henover jul og nytår opløste sig som én sammenhængende blok, opsagde Socialdemokratiets formand op til grundlovsdag samarbejdet med Radikale. Nu vil Socialdemokratiet ikke have et regeringssamarbejde med andre end sig selv; ifølge Mette Frederiksen så man kan samle flere partier i magtudøvelsen. Hvor sandsynligt det er, vender vi tilbage til. Det rigtig interessante var hendes belæg for det løfterige i den nye linje. Her greb hun tilbage i historien.

”Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen er alle gode eksempler på statsministre, der ledte en socialdemokratisk etpartiregering,” skrev hun i den nu berømte kronik i Jyllands-Posten, hvorefter hun opremsede resultaterne fra dengang. Folkepensionen, sygesikringen, EU- og Nato-medlemskabet.

Det var den socialdemokratiske guldalder, hun henviste til. Dengang man rejste den danske velfærdsbygning og på sine bedste dage kunne vinde over en million vælgere for sin sag og være sikker på mindst 35 procent af stemmerne og nære realistiske håb om at nå de 40 procent.

Det var selvsagt nemmere at danne regering alene og gennemføre sine politiske forslag, dengang man kun var få procentpoint fra et flertal. Men det er ikke pointen her. Pointen er selve det, at Mette Frederiksen sætter fortiden som ramme om Socialdemokratiets projekt. Og ikke en vision for fremtiden.

Selvom Kristian Thulesen Dahl taler meget om et forstærket samarbejde mellem V, DF og S, og selvom han nu billedlig talt står med kongekronen i hånden og kan tage sig godt betalt for at sætte den på hovedet af den ene eller den anden, så kan der meget let opstå en situation, hvor han vil komme til at overveje muligheden for bare at sætte den på eget hoved.

Esben Schjørring
Redaktør på Altinget: magasin

For det er ultimativt synet på fremtiden, som Socialdemokratiets store transformation og bruddet med Radikale handler om. Socialdemokratiet er ikke længere et parti, hvis politik primært handler om at forandre samtiden for at skabe en bedre fremtid, men omvendt om at omgærde det danske velfærdssamfund med et værn mod en fremtid, man opfatter som truende og ødelæggende. Man lover ikke, at tingene nødvendigvis bliver bedre, men at det på Socialdemokratiets vagt i det mindste ikke bliver værre.

Dermed kan man tegne en ny skillelinje i dansk politik, som ikke handler om venstreorienteret over for højreorienteret, men som på tværs af det skel udgøres af en bevaringskoalition, der står over for en fremskridtskoalition.

Når velfærdsstaten har afskaffet frygten
Faktisk er det med opfattelsen af fremtiden en vigtigere politisk forskel på 1950’ernes og 1960’ernes socialdemokrati og det parti, Mette Frederiksen er formand for i dag, end at man dengang var et meget større parti. For eksempel kunne K.B. Andersen – der blev udenrigsminister under Krag og Anker Jørgensen – udtrykke sig sådan her i 1954 om opbygningen af en universel velfærdsstat.

“Overbetoner vi i individualismens navn den personlige udfoldelse, konkurrencementaliteten, kappestræbet og egoismen som samfundsmæssige drivkræfter, kan vi godt samtidig afskrive muligheden for at komme væk fra det bestående samfund med dets angst og utryghed. Har vi ikke mod til at gøre fællesskabet, solidariteten, samarbejdsviljen til afgørende anskuelser, kan vi ikke gøre os noget håb om at bygge et samfund af væsentlig anden struktur end det nuværende.”

Otte år senere i en af de vigtigste debatbøger, der er udgivet om dansk velfærd – Velfærdsteori og velfærdsstat – uddybede Ivar Nørgaard, der på daværende tidspunkt var chefredaktør på Aktuelt, og som senere også blev minister i Krag og Jørgensens regeringer, sin partikollegas tanker om den store samfundsforandring.  

“Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler (...) Politik vil da i stigende grad gå fra at være en debat om økonomi til at blive en kulturdebat, og de økonomiske spørgsmål vil blive trængt i baggrunden til fordel for pædagogiske, psykologiske og alment kulturelle. Undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet.”

Uanset at den sidste forudsigelse bestemt ikke holdt stik, kan man kan se, at Socialdemokratiet dengang var et parti, der via omfordeling, ny pædagogik og en ny avantgardistisk kulturpolitik ville forandre den danske befolknings mentalitet og infrastrukturen af dens hverdag. Og det var af det – progressive – jern, man smedede den politiske alliance med Radikale. De to partier var ikke enige om alle metoderne, men de var enige om, at en mere humanistisk og retfærdig fremtid lå foran os. Og enige om, at den kunne opnås med social ingeniørkunst.

(Foto: Karl Høver/Ritzau Scanpix)

Det var for eksempel langt fra et tilfælde, at det netop var Kristen Helveg Petersen, der først som embedsmand og senere som radikal undervisningsminister stod i spidsen for den berømte – og i borgerlige kredse, berygtede – undervisningsvejledning kaldet Den Blå Betænkning, der fra 1960 satte et nyt paradigme for den danske folkeskole. Det var her grunden skulle lægges for det nye fællesskabsorienterede menneske, som K.B. Andersen og Nørgaard havde talt om.

”Begrebet lære må ikke alene omfatte opnåelsen af kundskaber og dygtighed, men også sådanne processer som: oplæring til at lære, oplæring til at leve mellem andre og oplæring af eleverne til, at deres handlemåde kan ledes ind i baner, så det bliver naturligt for dem at tage hensyn til andre menneskers velfærd,” som det blandt andet hed i betænkningen.

Skolens fremmeste formål var hverken faglighed eller erhvervsgivende kvalifikationer, men at eleverne ”kunne vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker”. Netop fordi fremtiden skulle være en anden og beherskes af andre værdier, blev skolen et af de vigtige omdrejningspunkter for SR-alliancen.

“Fremad”
I dag taler Socialdemokratiets formand ikke længere om, at velfærden skal omskabe den danske folkesjæl og forandre samfundets værdier. Hun sætter i stedet sit eget og partiets virke i tale som et bevarings- og beskyttelsesprojekt, og modstanden mod de borgerlige partier handler om at udbedre de skader, de angiveligt forvolder på velfærdsstaten.

Men retorikken er ikke kun rettet mod de borgerlige partier; truslen mod velfærden kommer også fra den globale kapitalisme, EU's fri bevægelighed og fra indvandringen. Og hvis der stadig er en psykologisk dimension af Socialdemokratiets politik, handler den om at fjerne ubehaget ved den forandring, der ellers ville komme. Som Mette Frederiksen skrev i en kronik i Politiken sidste år: ”Den fine og unikke model er ved at krakelere, og det handler om én ting: utryghed.”

Og det er om noget den grundlæggende opfattelse af fremtiden, der adskiller Socialdemokratiet og Radikale i dag.

På Facebook og Twitter var Radikales politiske leder, Morten Østergaards, første reaktion på Frederiksens brud da også en plakat med ordet ”Fremad” i store typer.

Og den efterfølgende grundlovstale, hvor han fejrede sin nyvundne ”politiske frihed”, var fyldt til randen med en fremtidsorienteret patos og etos. Den moderne danmarkshistorie var for ham historien om en fremadgående bevægelse, hvor friheden og livskvaliteten hele tiden er blevet bedre i kraft af uddannelse, åbenhed og internationalisme.

”Generationer før os gjorde det. De havde modet til at skabe et frit, lige og rigt velfærdssamfund. De turde tro på en fremtid, hvor fremskridtet ikke blev for de få, men for de mange. Jeg mener, tiden er kommet til, at vi kigger på det fantastiske land, vi er, og spørger os selv: Hvad skal vores børn sige om os, og hvor vi bragte Danmark hen? Hvilke fortællinger om Danmark skal de møde verden med? Er vi endnu mere uafhængige til den tid eller mindre?” sagde han.

Og han fortsatte:

”Det eneste, vi kan tage for givet, er forandring. Det spørgsmål, mange med rette stiller, er: Bliver det til det bedre? Bliver det fremskridt? Jeg siger ja. Hvis vi vil.”

Det er i den optik, at skepsis over for fremtiden og en politik, der forsøger at løse den skepsis ved at dæmme op for kommende forandringer, tager sig ud som en art postfaktuel frygt. Og selvom Morten Østergaard har lagt sig meget i selen for at slippe af med det renommé, Margrethe Vestager gav Radikale som hovne og nedladende, sammenlignede han alligevel fremtidsfrygtsomme vælgere (og politikere) med små børn, der var bange for frådende dinosaurusser under sengen. I stedet for at betjene sig af frygten skulle politikerne være de voksne, forstående forældre.

”Så kan man vælge det, som folk måske tænker; ja, det er da den radikale, kloge-åge metode: Frem med zoologisk leksikon, så sønnike kan forvisses om, at der er tale om en teoretisk umulighed. Det er millioner af år, siden dinosaurusserne uddøde. Men altså, vi ved jo godt, hvor det ender,” berettede han fra hjemmefronten. Der skulle andre midler til:

”Vi kigger lige efter. Nix. Ingen Tyrannosaurus Rex her. Læg dig bare til at sove videre. Far kommer op og kigger igen, når der er halvleg … Tænk, hvis vi gjorde det politisk. I stedet for at tale frygten op og lede på vores fordomme, så lige tjekkede efter. Hvad er det virkelige problem – hvad er den rigtige løsning?”

En pessimistisk tid
Det er ikke kun udmålt på stemmeprocenter, at Østergaards opfattelse af fremtiden som lig med fremskridt er i mindretal. Det er en udvikling, der afspejler sig i en større og generel tendens i Vesten. Folk mister ikke bare tiltroen til, at fremtiden bærer lykkelige tider med sig. Mange regner med, at alting blive værre, mere usikkert og mindre velstående. Og overraskende nok er det ikke kun, fordi vi er blevet et samfund med relativt flere ældre. Også mange unge mennesker nærer pessimistiske tanker om fremtiden.

Da det britiske analyseinstitut Ipsos Mori for nogle år siden foretog en rundspørge blandt de europæiske befolkninger, viste den, at 80 procent af franskmændene og italienerne mener, at samfundsudviklingen går i retning mod det værre. Det samme gjaldt 75 procent af svenskerne og 65 procent af tyskerne og belgierne. Briterne var de mest optimistiske; her så kun 60 procent mørkt på landets fremtid.

Et tilsvarende resultat kom, da Ipsos Moris amerikanske kolleger fra Pew Research Centre i 2014 spurgte de europæiske millennials (unge født omkring årtusindeskiftet), om de følte, at de var herre over deres egen skæbne. Her svarede cirka halvdelen, at det gjorde de ikke.

Pew spurgte også, om de regnede med, at børn i fremtiden finansielt ville være bedre stillede end deres forældre. Her svarede færre end halvdelen – cirka 38 procent – af briterne og tyskerne ja, mens det samme kun gjaldt 15 procent af franskmændene.

Rejser man over Atlanten, så tallene ikke meget bedre ud. Ifølge Ipsos Mori synes 66 procent af amerikanerne, at tingene går i den forkerte retning, og selvom amerikanske millennials er mere optimistiske end deres europæiske frænder, så mener mere end 40 procent alligevel, at deres fremtid ikke er noget, de selv afgør.

Store grupper af vælgere oplever med andre ord ikke, at den politiske, økonomiske og teknologiske udvikling er et fremskridt for dem, men en trussel. Man kan måske ikke undvære sin iPhone, men man ser den ikke længere som et symbol på, at fremtiden er et lysende væld af muligheder. Det har politikerne selvfølgelig også lagt mærke til.

Hvad den dybere årsagsforklaring er på skiftet fra optimismen i efterkrigstiden til nutidens skepsis, må samfundsforskere og idéhistorikere tage sig af. Men en åbenlys forskel er, at dengang kunne den økonomiske og teknologiske udvikling håndteres og administreres politisk inden for den nationalstatslige ramme.

Socialdemokratiske politikere kunne på den måde love, at forandring ikke var noget, der skete for én, men noget man selv skabte. Det er formentlig én af nøglerne til at forstå Socialdemokratiets store succes i efterkrigstiden, at de kunne love, at vælgerne blev gjort handlekraftige. I dag – og sådan har det været i stigende grad de seneste 40 år – er den økonomiske og teknologiske udvikling globale og globaliserede størrelser, mens demokratierne i høj grad stadig er nationale – trods det omfattende overstatslige samarbejde i EU og det mellemstatslige samarbejde i FN.

Med andre ord er den politiske kompetence i nationalstaten blevet mindre, og de politiske systemer lider dermed under et kontroltab, der gør, at politikerne ikke kan love en løsning, fordi de ikke har instrumenterne til rådighed.

Når indvandring er blevet det helt afgørende emne, som dansk politik stadig drejer sig om og deler sig efter, er det, fordi det er her, problematikken med globalisering i en verden af nationalstater bliver allermest tydelig: Hvis integrationen går for langsomt og efterlader mange problemer i sit kølvand, hvorfor så ikke begrænse tilvandringen så meget som muligt eller stoppe den helt?

Tilsammen betyder det, at mange vælgere derfor hellere stemmer på politikere, der lover at kunne skærme os fra samfundsproblemerne, end på dem, der taler om en langsigtet løsning og fremtidige gevinster. Og det betyder, at de politikere og partier, der taler om forandring som et vilkår, vælgerne må lære at tilpasse sig, let bliver opfattet som en usolidarisk elite, der ser dinosaurusser, hvor andre ser deres livsgrundlag truet. Her 20 år efter, at Poul Nyrup Rasmussen kom med sin famøse beskrivelse af DF som ikke-stuerent, er det i dag Radikale, alle skælder ud på.

Venstre er splittet mellem fremskridt og værn
Nogle gange taler man om, at dansk politik udgøres af en velfærdskoalition (DF, S, SF, Enhedslisten og Alternativet), som står over for en reformkoalition (V, K, LA og R).

Det har aldrig passet særlig godt på virkeligheden. Måske man bedre kan udtrykke den fundamentale modstilling i dansk politik som en modstilling mellem to forskellige syn på fremtiden. Sådan står vi med en bevaringskoalition og en fremskridtskoalition. Forskellen på de to er efter Mette Frederiksen opsigelse af samarbejdet med Radikale, at den første er langt større og langt mere samlet, mens den anden er betydeligt mindre og dybt splittet.

(Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

S og DF er den nye akse, der politisk og retorisk taler om værn imod det, der kommer udefra – flygtninge, indvandrere og østeuropæisk arbejdskraft via EU’s fri bevægelighed er gode eksempler – og for bevaring af det, vi har, nemlig velfærdsstaten med intakte, muligvis lidt forbedrede ydelser.

Radikale, Alternativet og LA er på den anden side entydigt progressive – også selvom de ikke er enige med hinanden i, hvilken slags fremtid det nu er, vi skal ind i. De tre partier tager gerne på sig at udmale store forandringer i vores samtid.

Mens Alternativet gerne vil bruge ordet revolution om sit politiske projekt, taler man i Liberal Alliance og ideologisk omegn gerne om disruption, singularity og den fjerde industrielle revolution. Men det er også en pointe, at den forandring begge partier taler om, i høj grad handler om, at vi skal tilpasse os for at undgå en krise – enten en økologisk krise (Alternativet) eller en vækstkrise (LA).

Radikale – som samtidig er det parti, hvorfra både LA og Alternativet er udsprunget – befinder sig et sted mellem de to. Ikke alene er fremskridtskoalitionen altså splittet, den er også svag. Tilsammen har man i øjeblikket ifølge meningsmålingerne ikke meget mere end 15 procent af stemmerne.  

SF og Enhedslisten opfatter sig nok som progressive i den klassiske venstreorienterede forstand af ordet. Men det er kun på det grønne område, at man for alvor vil fremad i betydningen af at lave noget om. På det velfærdspolitiske område handler det for begge om enten at vende tilbage til tidligere tiders velfærd eller i det mindste at forhindre yderligere forværring. Det er langt fra et tilfælde, at Mette Frederiksen har fremhævet den grønne omstilling i sin kampagne, selvom det bestemt ikke er et af vælgernes vigtigste emner. Men det er snart sagt det eneste emne, hvor hun kan få det, der i nullerne gik under navnet rød blok, og som vi i 1990’erne kaldte centrum-venstre, bag sig.

At Konservative selv med tidsånden i ryggen ikke har kunnet få mere end stabilisering på et historisk lavt niveau er meget sigende for den krise, partiet har befundet sig i de sidste ti år – og i en videre forstand siden starten af 1990’erne.

Interessant er her i langt højere grad Venstre. For partiet er splittet mellem medlemmer, der hører til i fremskridtskoalitionen (for eksempel Kristian Jensen), og dem, der hører til i bevaringskoalitionen (Marcus Knuth og Inger Støjberg).

Det er en splittelse, der også præger statsminister Lars Løkke Rasmussen. I grunden er han del af fremskridtskoalitionen, og hans politiske tænkning har fra starten af hans statsministertid været defineret af forandringsagenda og reformforslag. Det var Lars Løkke Rasmussen, der nedsatte og satte sig selv i spidsen for Disruptionrådet, og hans nytårstale i 2017 kunne uden problemer have været holdt af Morten Østergaard – motiveret som den var af den unge Victoria, der havde skrevet til statsministeren for at få råd om, “hvordan unge ikke skal frygte fremtiden”, som han fortalte. Grundlæggende var historien ifølge statsministeren en fremskridtsfortælling.

”Nutiden er bedre end fortiden. Og fremtiden? Den kan blive endnu bedre!” fortalte han danskerne.

”Robotter klarer det hårde arbejde. Supercomputere kan stille bedre diagnoser end lægerne. Biler kan køre sikrere og helt af sig selv. Man kan blive helt svimmel ved tanken. Få det lidt, som om man prøver at følge med, men at det er så svært at gennemskue. Det eneste konstante er forandring.”

Var det ikke skræmmende? Måske, men tanker om at ”stoppe udviklingen, standse den nye teknologi ved grænsen. Det kan man jo ikke. Vi kan heller ikke holde på job herhjemme ved at bremse for handel med udlandet. Vi kan ikke bygge mure mod verden. For så ender vi med at lukke os selv inde,” sagde han.

I stedet skulle vi ”gå forlæns ind i fremtiden. Tage den i vores egne hænder. Forme den. Sætte os mål for, hvad vi vil.” Sådan kunne vi alle sammen blive ”fremtidens vindere”.

Alligevel har hans statsministerskab været præget af netop grænsedragning, stram udlændingepolitik og indtil for ganske nylig EU-skepsis, hvor man i stedet for at følge sit eget ideologiske udgangspunkt og problematisere danske velfærdsydelser gik efter arbejdskraftens fri bevægelighed, her bare kaldet velfærdsturisme. Og ord som sammenhængskraft og forsvar for det særligt danske har trængt sig ind i hans vokabular.

De kommende år vil vise, hvilken koalition Venstre vil melde sig ind i. Hvis man overhovedet kan vælge én – vedvarende splittelse er også en mulighed. Det afhænger også af, hvem der på et eller andet tidspunkt kommer til at afløse Lars Løkke Rasmussen, og hvordan.

Thulesen Dahl og kongekronen
Så hvad bliver et bud på fremtiden – om jeg så må sige – i dansk politik?

Socialdemokratiet håber på manøvredygtighed med en etpartiregering. Men det er en logik med indbyggede problemer. Det ser måske lovende ud på papiret, at man har så mange mulige partnere, at man aldrig vil komme til at sidde alene hjemme en fredag aften. Men politik er ikke dating. Politik er politik. At der er mange partnere, der søger indflydelse, betyder ikke nødvendigvis, at man kan få deres støtte billigt. Især ikke hvis den enes indflydelse er den andens tab.

Det var det, Lars Løkke Rasmussen opdagede under den smalle V-regering, hvor krydsilden mellem LA's krav om skattelettelser og DF's afvisning af samme til sidst gjorde, at regeringen måtte udvides, og LA blev presset til et meget stort kompromis med egen politik.

Det er let at se for sig, at DF og SF (og Enhedslisten, hvis deres stemmer bliver afgørende) med en ren S-regering havner i overbudskrig på velfærdsområdet, som vil blive svær for Mette Frederiksen at styre.

Ligesom DF nok ikke har tænkt sig at overlade udlændingepolitikken til Socialdemokratiet og bare lægge stemmer til. Samtidig bliver der kamp i fremskridtskoalitionen om at profilere sig på lavere skattesatser og velfærdsreformer, så samarbejde med de gamle partnere hos Radikale bliver nok svært – og her er prisen for at støtte socialdemokratisk enegang nok ret høj i forvejen. Et godt gæt er, at dansk politik bliver mindre stabilt de kommende år, ikke mere.

Som alle har bemærket, er DF nu i den fordelagtige position, at partiet har fortrængt Radikale fra positionen i midten mellem S og V. Alene det er et symbol på, at fremskridtskoalitionen ikke længere har samme greb om magten som tidligere. Et andet tegn er, at DF benhårdt går efter at slå ned på LA, ikke bare fordi de er imod partiets økonomiske politik, men også imod dets liberalistiske forandrings- og fremtidsideologi.

Dermed også sagt, at den retning, Venstre vil tage, kan komme i karambolage med DF.  

Splittes Venstre yderligere, kan DF og Kristian Thulesen Dahl pludselig stå tilbage som det eneste troværdige alternativ til Socialdemokratiet som statsministerparti.

Så selvom Kristian Thulesen Dahl taler meget om et forstærket samarbejde mellem V, DF og S, og selvom han nu billedlig talt står med kongekronen i hånden og kan tage sig godt betalt for at sætte den på hovedet af den ene eller den anden, kan der meget let opstå en situation, hvor han vil komme til at overveje muligheden for bare at sætte den på eget hoved. Sådan vil dansk politik blive en kamp –  ikke mellem bevaring og fremskridt, men mellem to kandidater inden for bevaringskoalitionen.

Ligesom i resten af Vesten – måske bortset fra Frankrig og Canada – flytter grundtonen i dansk politik sig længere og længere væk fra den optimisme, John F. Kennedy satte ord på i 1963, da han sagde, at fordi alle vores problemer var menneskeskabte, kunne mennesket også løse dem. Det første led er der måske stadig bred enighed om. Det er der ikke om det sidste.