Farvel til blokpolitikken. Goddag til kampen om fremtiden

Selvom Kristian Thulesen Dahl taler meget om et forstærket samarbejde mellem V, DF og S, og selvom han nu billedlig talt står med kongekronen i hånden og kan tage sig godt betalt for at sætte den på hovedet af den ene eller den anden, så kan der meget let opstå en situation, hvor han vil komme til at overveje muligheden for bare at sætte den på eget hoved.

Esben Schjørring
Redaktør på Altinget: magasin

Sidste uge forlod vi så officielt blokpolitikken. Mens regeringen og Dansk Folkeparti henover jul og nytår opløste sig som én sammenhængende blok, opsagde Socialdemokratiets formand op til grundlovsdag samarbejdet med Radikale. Nu vil Socialdemokratiet ikke have et regeringssamarbejde med andre end sig selv; ifølge Mette Frederiksen så man kan samle flere partier i magtudøvelsen. Hvor sandsynligt det er, vender vi tilbage til. Det rigtig interessante var hendes belæg for det løfterige i den nye linje. Her greb hun tilbage i historien.

”Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen er alle gode eksempler på statsministre, der ledte en socialdemokratisk etpartiregering,” skrev hun i den nu berømte kronik i Jyllands-Posten, hvorefter hun opremsede resultaterne fra dengang. Folkepensionen, sygesikringen, EU- og Nato-medlemskabet.

Det var den socialdemokratiske guldalder, hun henviste til. Dengang man rejste den danske velfærdsbygning og på sine bedste dage kunne vinde over en million vælgere for sin sag og være sikker på mindst 35 procent af stemmerne og nære realistiske håb om at nå de 40 procent.